CPH:DOX kortfilmpakke.
Instruktør: Kirsten Astrup, Maria Bordorff
Kunstnerduoen Astrup & Bordorff har besøgt 1930'ernes Oslo i en performativ genfortolkning af et populært friluftsbad med tilhørende revyscene ved fjorden. Skabt som teaterkulisse i et filmstudie har Astrup & Bordorff iscenesat en række stiliserede tableauer, der forbinder det folkelige med det mere marginaliserede på tværs af fortid, nutid og fremtid. Fra en operaperformance på et cruiseskib til et romantisk møde mellem to rulleskiløbere i Ekebergskoven optræder dragartister, professionelle skuespillere og amatører side om side under en tropisk ildevarslende, orange himmel, der ellers er Norge fremmed - og som leder tankerne i retning af Fassbinders queer cinema-monument 'Querelle'. Stedet eksisterede indtil 1946, hvor det brændte ned, og er i dag genstand for intens gentrificering. Værket er kommissioneret af Munchmuseet, og har taget navn efter et af Munchs malerier.
Danmark, Norge, 2020
DCP, 26 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år
Instruktør: James Kienitz Wilkins
Med en titel, der står i skærende ironisk kontrast til det forgangne år, har James N. Kienitz Wilkins ikke desto mindre skabt et værk, som i sin umiddelbare charme og oprigtighed er præcis hvad man ikke lige vidste, man havde brug for: nemlig en filmatisering af Richard Scarrys børnebogsklassiker, 'Best Busy Year Ever'. Wilkins' læser højt i en formidabel præstation, som naturligvis blot forsøger at følge med til mylderet af små og store begivenheder i bogen, der skildrer livet med leg og arbejde i en travl lille by - alt sammen illustreret i de fineste, akvaral-kolorerede tuschtegninger, som er affilmet i udsnit på grynet og tidløs 16mm film. Men som i alle klassikere er der mere mellem linjerne både hos Scarry og i Wilkins' fortolkning, hvor den affirmative grundtone i Scarrys fabel ender med at spejle den noget mindre harmoniske 'life-work balance', som de fleste af os lever med. Men efter et år, der i hvert fald ikke kommer til at stå tilbage som noget historisk højdepunkt, er følelserne ikke desto mindre stadig ægte i Wilkins' meta-fordobling af Scarrys hyldest til lykken, legen og livet.
USA, 2021
DCP, 14 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år
Instruktør: Maxime Jean-Baptiste, Audrey Jean-Baptiste
Som et stjerneskud på en sort himmel baner en raket sig vej op gennem atmosfæren, med kurs mod verdensrummet. Et billede på en ekspansion, der finder andre former i imperialismen og kolonialismen, og som betegner det mikrokosmos i Fransk Guiana, hvor General de Gaulle i 60'erne flyttede det franske rumprogram hen efter Algeriets uafhængighed. Fransk Guiana, med sine knap 300.000 indbyggere, beliggende på den caribiske kyst nord for Brasilien, blev nemlig udpeget som et mere stabilt territorium for et nyt rumcenter. I en film baseret på arkivet i det nationale center for rumstudier (CNES), udfolder kunstner- og søskendeparret Audrey og Maxime Jean-Baptiste den fascinerende mikrohistorie i en essayform, hvor en imaginær karakter beskriver den lokale befolknings oplevelse af det franske rumeventyr, med tvangsflytninger og en øjeblikkelig 'modernisering' efter europæisk forbillede.
Frankrig, Fransk Guyana, 2021
DCP, 15 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år
Instruktør: Laure Prouvost
Kunsthal Charlottenborg og CPH:DOX præsenterer i år en udstilling med den franske kunststjerne Laure Prouvost, der åbner på festivalens første dag. Prouvosts kreative og vildtvoksende, indre univers kommer til udtryk på tværs af kunstformer som skulptur, installation og video - altid med en karakteristisk forankring i Prouvosts egen persona. Det helt nye videoværk 'Re-dit-en-un-in-learning' er ingen undtagelse. Her byder hun os velkommen til et læringscenter, der ganger absurditeten i uddannelsessystemet op med sig selv i et nonsensisk New Public Management-sprog, som også titlen antyder. Med en videoguide på en iPhone i hånden og Prouvost som underviser på lydsiden, undervises vi i forholdet mellem objekter og deres betydning. Et brød betyder arbejde. 'You know that,' som det autoritært understreges om hvert nyt emne. Men bedst som man tror, at det er Institutionen selv, der er genstand for Prouvosts anarkistiske satire, skifter hendes rastløse og uregerlige værk retning.
Frankrig, Storbritannien, 2021
DCP, 24 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år