Velkommen til en festival, der sætter fokus på de mange stemmer og virkeligheder i den arabisktalende verden – fra Marokkos kyst til Saudi-Arabiens storbyer, fra Sudan til diasporaliv i Europa og…
Velkommen til en festival, der sætter fokus på de mange stemmer og virkeligheder i den arabisktalende verden – fra Marokkos kyst til Saudi-Arabiens storbyer, fra Sudan til diasporaliv i Europa og Danmark. Arabiske stemmer åbner vinduer til verden – og minder os om, at virkeligheden ser anderledes ud, når man ser den fra et andet hjørne af kortet.
Vi viser film, der rykker – politisk, æstetisk og menneskeligt. Vi gør det uden at reducere den arabiske verden til krise og konflikt. Her er også plads til kærlighed, dans, hverdagsliv, humor, poesi og madkultur. Festivalen er en øjenåbner og en samtalestarter.
I år præsenteres Arabiske stemmer i samarbejde med Malmö Arab Film Festival (MAFF) – Nordens største platform for arabisk film. Samarbejdet gør det muligt at dele kuratorisk viden og løfte stærke titler frem, som ellers sjældent finder vej til danske biografer. MAFF er en vigtig brobygger mellem filmkulturer, og samarbejdet giver festivalen et stærkere internationalt perspektiv. MAFF finder sted hvert år i april.
I år afvikles Syrian Doc Days som et selvstændigt indslag i dagene 10.-14. september (se andetsteds på hjemmesiden).
Festivalen er blevet skabt i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke, NASIM, Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, International Media Support og Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet og MinoDanmark. Tak også til vores mediepartnere: Den arabisksprogede danske netavis nabd.dk og Globalnyt.dk.
Desuden samarbejder vi med Grand Teatret og Golden Days om en visning af 'Alle elsker Touda' i netop Grand Teatret den 9. september kl. 16.45 - se www.grandteatret.dk.