Greta Gerwig
Cinemateket viser denne sommer alle Greta Gerwigs spillefilm. Gerwig begyndte som skuespiller og manuskriptforfatter, før hun gik bag kameraet som instruktør. Hendes særkende er autentiske,…
Cinemateket viser denne sommer alle Greta Gerwigs spillefilm. Gerwig begyndte som skuespiller og manuskriptforfatter, før hun gik bag kameraet som instruktør. Hendes særkende er autentiske, relaterbare karakterer samt evnen til at skildre komplekse relationer mellem mennesker, særligt kvinder, i en let legende tone, uden at miste dybde.
Gerwig overbeviste om sit talent allerede med den delvist selvbiografiske ’Lady Bird’ og sprang et niveau op med klassiker-filmatiseringen ’Little Women’, som hun moderniserede med et hold suveræne skuespillere. Da hun fik muligheden for at skrive og instruere det kæmpe box office-hit, ’Barbie’, valgte hun at gøre den sjov, politisk og selvrefleksiv - og formåede i et kæmpe maskineri at få sin personlige vision frem.
Greta Gerwig (f. 1983) voksede op med hippieforældre i Sacramento, Californien. Hun var vild med teater og dans og ville oprindeligt være dramatiker. Greta opnåede stor opmærksomhed som skuespiller, bl.a. i rollen som den impulsive og retningsløse newyorker-pige Frances Ha, der mindede om hendes eget unge jeg. Manuskriptet til gennembruddet ’Frances Ha’ skrev hun med sin kreative partner Noah Baumbach.
Sammen med Joe Swanberg skabte hun filmen ’Night and Weekends’, der som andre uafhængige film i de år gik under betegnelsen mumblecore.
Lone N. Sardemann, programredaktør / Cinemateket
Se mere