Anime
Anime-genren ankom med et brag til de danske biografer i begyndelsen af 00'erne. Før dette var fans henvist til tv-visninger og dyre dvd'er fra udlandet. Oplev et udvalg af genrens ypperste værker…
Anime-genren ankom med et brag til de danske biografer i begyndelsen af 00'erne. Før dette var fans henvist til tv-visninger og dyre dvd'er fra udlandet. Oplev et udvalg af genrens ypperste værker henover sommeren.
I årene efter fik en lang række film dansk biografpremiere, især fra Studio Ghibli (instruktøren Hayao Miyazakis filmselskab) – ’Min nabo Totoro’, ’Prinsesse Mononoke’ og ’Ponyo på klippen ved havet’. Men andre anime-film begyndte også at finde vej til biograferne, både nye værker og ældre titler fra genrens enorme bagkatalog.
Naturen som en beåndet og uudgrundelig størrelse er et gennemgående træk ved Miyazakis film. Altomsluttende, afbalanceret, hemmelighedsfuld og uendelig fremstår naturen som et modbillede på menneskets rastløse stræben: Kamfertræet og det venlige bamsevæsen Totoro i ’Min nabo Totoro’ og urhavet og havets gudinde i ’Ponyo på klippen ved havet’.
Urbane landskaber og skylines er modsat ofte udgangspunktet hos yngre instruktører som Makoto Shinkai. Beboede såvel som forladte bylandskaber holdes op mod det omkringliggende natur- og landbrugslandskab, og bliver sindsbilleder på det moderne menneskes splittethed.
Rigtig god fornøjelse - til lands, til vands, i luften og et sted imellem land og by.
Christian Hansen, programredaktør / Cinemateket
Se mere