Filmhits, Disney-kavalkade og julestue for hele familien

JULEHYGGE i december. Cinemateket byder indenfor i varmen med filmhitparade, udødelige Disney-klassikere og hyggelig julestue den 8. december, hvor du bl.a. kan lave din helt egen jule-animationsfilm!

Fra alle os til alle jer – det bedste fra året, der gik

Cinemateket ønsker glædelig jul og godt nytår med en stribe filmiske højdepunkter fra 2012. Se eller gense hits fra Cinematekets eget program samt anmelderroste perler fra biografernes udbud i det forgangne år.

Oplev bl.a. den stumme Oscar-sluger 'The Artist', det belgiske gangsterdrama 'Bullhead', Michael Fassbender i Steve McQueens 'Shame', Lynne Ramsays sansechok 'Hvad med Kevin?', Jack Black i sit livs rolle i den sorthumoristiske komedie 'Bernie' og 'Woody Allen: A Documentary' - Robert B. Weides alsidige portræt af den berømte instruktør og "New Yorker-neurotiker".

Læs mere om filmene her.

Eviggrønne Disney-klassikere for hele familien

Under overskriften "Når du ser et stjerneskud" præsenterer Cinemateket traditionen tro i december en række af Walt Disneys udødelige tegnefilm med dansk tale. Se et udvalg af de allerbedste – fra 'Snehvide og de syv dværge' (verdens første lange tegnefilm) over 'Pinocchio''Junglebogen' og 'Askepot' til 'Peter Pan' og 'Lady og vagabonden'. Før hver hovedfilm viser vi en Disney-kortfilmklassiker.

Find oversigt over titler og spilletider her

Julestue i Filmhuset – klip, leg og spis løs

Lørdag d. 8. december kl. 13.00-17.00 holder Filmhuset hyggelig julestue for børn og deres voksne. Kom og vær med til at klippe/klistre julepynt, se Disney-klassikere i biografen eller køb billet til Film-X og få muligheden for at lave din helt egen animationsfilm – med dine hjemmelavede kravlenisser i hovedrollerne.

Film-X-forløbene varer 45 min. og starter kl. 14.00, 15.00 og 16.00. Kom senest 30 min. før og kreer dine egne animationsfigurer. Det koster 40,- kr. og er for børn fra 6 år og i følgeskab med voksne. Alle skal have billetter, og der må højst reserveres fem billetter per booking. Afhentning af billetter til Film-X skal ske på selve dagen.

Læs mere om julestue-arrangementet her.

Gør et kup på Disney-julemarked

Også i år afholder Film- & Boghandlen stort Disney-julemarked, hvor du kan finde filmgaver til ægte julepriser! Blandt de mange klassikere på dvd finder du ’Fantasia’ (1940) og ’Bambi’ (1942) i originalversion og med dansk tale. Der bydes på kaffe/the og saftevand til alle - samt lidt julegodter.

Læs mere om Film- & Boghandlens juletilbud her.

…Og husk, at du kan købe gavekort til Cinemateket – både i Film- og Boghandlen og online!

Tid: December måned
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Online og på tlf.3374 3412