Indian Indies - Bollywood & Beyond – indisk filmfest 19. august -16. september

I samarbejde med CPH PIX præsenterer Cinemateket i dagene 19. august -16. september filmfestivalen Indian Indies - Bollywood & Beyond. Festivalen er den største samlede præsentation af indisk film i Danmark nogensinde. Der er officiel åbning med det fem timer lange gangsterepos 'Gangs of Wasseypur' søndag den 19. august. Mad og drikke i pausen.

Verdens største filmindustri fylder 100 år, men den indiske filmverden runder sit skarpe hjørne i en form, den aldrig har været i før. I de seneste år har der rejst sig en regulær bølge af indiske independent-film, der har tvunget filmindustrien til at udvikle sig. De nye generationer af indere - både filmskabere og publikum - er mere berejste, bedre uddannede og mere internationalt orienterede, hvilket afspejles i programmet på Indian Indies - Bollywood & Beyond, der byder på stor variation – genremæssigt, geografisk, sprogligt som kulturelt.

Programmet rummer således både film fra den nye Bollywood-generation, genrefilm, sorte komedier, psykologiske dramaer og kompromisløse kunstfilm fra undergrunden.  Film, der for alvor har givet indisk independent-film sit gennembrud. Se de nye film og mød et væld af inviterede gæster i perioden 19. august -16. september.

Åbningsfilm med besøg

Indian Indies - Bollywood & Beyond åbner søndag 19. august kl. 16.15 med Anurag Kashyaps double-bill, gangsterfilmen ’Gangs of Wasseypur’, der over 320 minutter tager publikum gennem en 70 år lang blodfejde mellem to familieklaner. Instruktør Anurag Kashyap er en af hovedkræfterne i den nye indiske independent-filmbølge. Han sad tidligere i år i juryen på CPH PIX og præsenterede Michael Winterbottoms 'Trishna', som han har produceret og spiller med i. Nu er han tilbage i byen og vil introducere de to åbningsfilm. I pausen er der indisk mad og drikke.

Tid: 19. august kl. 16.15
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412

Filmprogram, special events og gæster

Programmet byder derudover på 24 film spækket med undergrundsattitude, independent-ånd og en håndfuld Bollywood-brag samt besøg af nogle af indisk indie-films mest markante nye filmskabere: Bl.a. Srinivas Sunderrajan (’The Untitled Kartik Krishnan Project’, ’Greater Elephant’), Umesh Kulkarni (’The Temple’), den debuterende Aditi Roy (’At the End of It All’) og filmkurator Amrit Gangar med eksperimentalfilmprogrammet ’Cinema of Prayoga’.

DIY! Artist Talk & Film

Mød den hyperaktive instruktør, producer og metalbassist Srinivas Sunderrajan, der med sit Enter Guerrilla-label kreerer indie-film for ingen penge, men rige på Do It Yourself-energi og filmisk feel. Efter kunstnermødet viser vi Sunderrajans debut ’The Untitled Kartik Krishnan Project’ (110 min i alt).

Tid: 31. august kl. 19.00
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412

Sound of India - Artist Talk & Surround Sound Performance

Er lyden af Indien i indisk film gået tabt i dubbet Bollywood - eller er der optræk til en gedigen redningsaktion fra undergrundens filmskabere? Kom til live surround sound performance samt debat med indie-instruktør og lydkunstner/-forsker Budhaditya Chattopadhyay. Præsenteres i samarbejde med Rytmisk Center og kurset Komposition til Film og Medie. (75 min i alt).

Tid: 1. september kl. 16.30
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412

Cinema de Prayoga - introduceret af Amrit Gangar

Den anerkendte indiske filmhistoriker og kurator, Amrit Gangar, har udvalgt en række nye eksperimental- og avantgardefilm fra hele Indien. Filmene indgår i to programmer, som Gangar vil introducere den 2. september og den 4. september. (85. min i alt).

Tid: 2. september kl. 16.30 og 4. september kl. 19.00
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412

Billboard Painters - in action!

Oplev 3 indiske plakatmalere, der på autentisk vis vil håndmale og genskabe en 7 x 3 meter stor Bollywoodplakat for 'Om Shanti Om'. Plakaten males til åbent skue over fire dage i Cinemateket, og præsenteres endeligt lørdag d. 1. september i forbindelse med Open Air-visningen af ’Om Shanti Om’ på Nytorv, Strøget. Gratis adgang.

Tid: 28.-august-1. september
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: fri adgang

'Om Shanti Om' - Open Air på Strøget

Se Bollywood-klassikeren ’Om Shanti Om’ under åben himmel på Nytorv, Strøget, i anledning af filmfestivalen Indian Indies og Strøgets 50-års jubilæum. Medbring dansesko og klar røst, og deltag i en vaskeægte Bollywood-fest. (160 min).

Tid: 1. september, kl. 20.30
Sted: Nytorv, Strøget, København K
Billetbestilling: fri adgang

Læs mere

Det trykte festivalprogram udsendes i dag, onsdag den 15. august, og kan hentes i Cinemateket. Det trykte program kan ligeledes læses hér.

Indian Indies - Bollywood & Beyond er realiseret med støtte fra initiativet India Today - Copenhagen Tomorrow.

Tid: 19. august-16. september
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K samt Nytorv, Strøget, København K
Billetbestilling: Online Indian Indies (august), online Indian Indies (september) og på tlf. 3374 3412