Stresset? Snup en "film-film"

BILLEDDIGT. Månedens dokumentar i Cinemateket er Victor Kossakovskys kærligt skæve geografiessay ’Vivan las antipodas!’, der gennem associative billedkoblinger forener fire geografiske områder, der ellers ligger diametralt modsat hinanden. Vises frem til den 10. oktober.

Månedens dokumentar i Cinemateket handler om planeten Jorden – og fremkalder både ro og rejselyst.

"En visuel og poetisk symfoni ... Ægte fascination af livet og verden … Det er ikke bare film. Det er film-film."Det er nogle af de roser, Informations anmelder Lars Movin drysser ned over Månedens Dokumentar i oktober, ’Vivan Las Antipodas!’ Den russiske instruktør Victor Kossakovsky har begået en yderst original dokumentar – en art geografiessay – der med sin billedskønhed, overraskende iagttagelser og tilbagelænede tempo ligger et sted mellem luftfotografen Yann Arthus Bertrands værker og en semi-antropologisk artfilm som DOX:AWARDvinderen ’Le Quattro Volte’.

Skaber samhørighed mellem geografiske modpoler

Ethvert barn ved, at graver man et hul gennem jorden fra Danmark, kommer man til Kina. Forkert! Man ender faktisk i vandet i omegnen af New Zealand, så vi danskere har ingen antipoder – dvs. folk, hvis fødder vender diametralt modsat vores. Men det er der andre i verden, der har. ’Vivan las antipodas!’ (titlen er spansk for ’leve antipoderne!’) er struktureret om fire tandstikker stukket gennem vores oliven af en planet: Argentina ligger over for Kina, Hawaii over for Botswana, Spanien over for New Zealand, og Rusland over for Chile. ”Morsomt er det at se lava flyde i Hawaii og elefanter træffes i Botswana. Samtidig,”skriver Poltikens anmelder Dorte Hygum Sørensen, der kvitterer med fire hjerter.

Giver smag på verden

Den begejstrede nysgerrighed præger også filmens visuelle stil. Følelsen af simultanitet og samhørighed mellem antipoderne, som Kossakovsky skaber via cinematografisk magi: Overgange fra op til ned sker ved 360 graders panoreringer, spejlinger og umulige sammensmeltninger. ’Vivan Las Antipodas!’ bliver af CinemaOnlines anmelder Rune Madsen beskrevet som ”en visuelt dekadent rejseguide,” der giver ”lyst til at fylde sin backpack med det allermest nødvendige og begive sig ud i verden med det samme.”

Et kærligt skævt billeddigt

Filmen undersøger, om disse antipoder har andet end længde- og breddegrader til fælles – og det har de på uventede måder, som instruktør Victor Kossakovsky fanger i associative billedkoblinger; lava på Hawaii ligner elefanthud i Afrika, og solopgangen i Entre Rios ligner solnedgangen i Shanghai – blot med larmen og nogle millioner indbyggere til forskel! ’Vivan las antipodas!’ er en film, der på velgørende vis minder en om den skønhed og ro, der – i hvert fald statistisk – stadig fylder mest på planeten Jorden. En lille film, der udnytter sin grundide optimalt. Man både smiler og måber og ønsker sig en 0 timers arbejdsuge.

Tid: Vises frem til onsdag den 10. oktober
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Online og på tlf.3374 3412