Tv-premiere på Springet

Instruktør Claus Bohm dissekerer på lyrisk og stemningsfuld vis det menneskelige krigerhjerte i dokumentaren 'Springet'. Filmen fortæller efter manuskript af Kim Leine historien om frihedskæmperen Peter de Hemmer Gudme, hvis liv var formet af krig og indhyllet i mystik. Den bliver vist for første gang på tv tirsdag den 5. december kl. 22.00 på DR K.

I mange år har kulturskribent og journalist Niels Olaf Gudme været på jagt efter, hvem hans far egentlig var. Faderen Peter de Hemmer Gudme var en legendarisk frihedskæmper, der begik selvmord, da Niels Olaf var bare to måneder gammel, og Gudme skulle til forhør hos Gestapo i Shellhuset i november 1944.

Hvad får et menneske til at give sit blod for en sag? Hvad er hans ideologiske projekt? Hvad er krigerhjertet?

Men hele sit 47-årige liv var Peter de Hemmer Gudme en gådefuld skikkelse. Den nye dokumentarfilm 'Springet' forsøger at indkredse, hvem han var - denne officer og frivillige fra Den Finske Borgerkrig i 1918, teolog, orientalist og forfatter i mellemkrigstiden, udenrigskorrespondent i Den Finske Vinterkrig 1939 og endelig modstandsmand i skrift og tale under den tyske besættelse af Danmark. Hvad er det, krigen gør ved selv det stærkeste menneske?

Prisvindende forfatter Kim Leine har skrevet filmens manuskript om krigeren Peter de Hemmer Gudmes liv og skæbne og omskrev siden stoffet til romanen 'Afgrunden' fra 2015. Skuespiller Jesper Christensen lægger stemme til Kim Leines monolog, der er blevet visualiseret på lyrisk vis af filminstruktør Claus Bohm.

Springet_1020
Peter de Hemmer Gudme er nummer to fra venstre.

"'Springet' er en syndefaldshistorie, en blodrød og hvid saga," fortæller Bohm om sin film. "Den er noget af det tætteste, man kommer på krigens væsen. Jeg er både fascineret og provokeret af Gudmes fortælling - hvad får et menneske til at give sit blod for en sag? Hvad er hans ideologiske projekt? Hvad er krigerhjertet?"

Dokumentaren, der havde biografpremiere den 22. november, fik fem stjerner i Berlingske:

"Formidable stilfotos afløses af meget stemningsfyldte filmstrimler, der ofte vises i langsom gengivelse. Billedsiden, flittigt brugte mellemtekster og Jesper Christensens speak går op i en højere enhed, og man transporteres tilbage i tiden både på en konkret form, men også mere åndeligt via de Hemmer Gudmes sylespidse og rammende ord om krig og følgerne af den."

'Springet' får tv-premiere tirsdag den 5. december kl. 22:00 på DR K i forbindelse med fejringen af 100-året for Finlands selvstændighed. Den er produceret af Ulla Hjorth Nielsen for Filmforsyningen med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Trailer