Ordet 'distribution' giver ofte anledning til misforståelser. Det er et bredt favnende ord, og måske vil det i denne debat skabe større klarhed, hvis vi i stedet taler om at 'gøre tilgængelig' og at 'markedsføre'. DFI gør filmene tilgængelige og markedsfører dem over for den store bruger- og kundekreds, som traditionelt er vores. Dvs. til uddannelsessøgende og biblioteker.
Det er vist accepteret af alle, at net-distribution og streaming er vejen frem. Den overhaler dvd og tv. Vi gik for flere år siden i gang med at udvikle vores streaming-tjeneste til skoler og biblioteker, "Filmstriben". Den rummer snart over 400 titler og giver en langt bedre tilgængelighed til filmene, end skoler og biblioteker nogensinde før har haft.
Ingen skoler har tidligere haft adgang til så mange titler på én gang. Skulle skolerne have købt dem, ville det have repræsenteret en anseelig økonomisk udskrivning. Nu er der en fast årlig abonnementspris på 2.600 kr. per uddannelsesinstitution, og alle nye titler kommer automatisk online. Vi bruger en del af vores tilskuds- og driftsmidler til at opbygge og drive "Filmstriben" og sikre denne online tilgængelighed. Det sker i et samarbejde med Dansk Bibliotekscenter (DBC).
GRATIS TIL ALLE SKOLER I 2008?
DFI vil gerne tilbyde "Filmstriben" gratis til alle uddannelsesinstitutioner i 2008 – til gymnasier, folkeskoler, erhvervsuddannelserne, højskoler, universiteter.
Det er naturligvis ikke gratis at gøre. Teknik og båndbredde koster penge, og rettighedshaverne skal have deres vederlag. Men for brugerne – de uddannelsessøgende – ønsker vi, at 2008 skal være et gratisår. Det vil kunne give en enestående opmærksomhed omkring denne rigdom af film, som pludselig vil være umiddelbart tilgængelige for alle uddannelsessøgende.
DVD'ERNE
Filminstituttet får i de kommende år ikke ressourcer til at fremstille dvd'er af alle de nye kort- og dokumentarfilm. Man kunne måske ønske sig, at staten kunne påtage sig denne rolle, men sådan ser vores driftsbudgetter ikke ud i disse år. Bag det ligger vel et politisk ønske om, at den størst mulige del af filmbevillingen skal ud til branchen i form at tilskud.
Hvordan får man så det bedste ud af den situation? Det gør man selvfølgelig ved at øremærke tilstrækkeligt med tilskudsmidler til, at producenterne selv kan løse denne kopierings-opgave. I denne situation er det Filminstituttets vurdering, at man får mest ud af at betragte dvd-fremstillingen som en kopieringsopgave, som man – trods besværet – godt kan få løst ude i byen. Markedsføringsopgaven, derimod, kræver en helt anden slags pmærksomhed.
MARKEDSFØRING
Lise Lense-Møller skriver, at hver titel har brug for en målrettet distribution. Jeg vil tilføje, at de har brug for en målrettet markedsføring.
Filminstituttet markedsfører hver titel til bibliotekerne og skolerne. Gennem vores bibliotekstjeneste, kurser, seminarer, publikationer og web-tjenester. Men vi har ikke rettigheder til at sælge filmene til private gennem Blockbuster, boghandlere, interesseorganisationer, fagforbund, Amazon, museer og videobutikker. Vi markedsfører derfor heller ikke filmene over for disse brugere, kunder og udsalgssteder. Skal en ny titel i forlagenes eller boghandlernes julekatalog, med i et fagforbunds indkøb, eller skal den ligge til salg i Føtex, ja så må filmens producent – som har rettighederne til dette marked – ind i billedet. Filminstituttet støtter i så tilfælde meget gerne økonomisk!
Til gengæld mener vi ikke, det vil være klogt at bede DFI være ansvarlig for at markedsføre og sælge hver enkelt film på privatsalgsmarkedet. Man ville så i sandhed indføre den 'statsentreprise', som Lense-Møller ønsker at styre udenom. Man ville fjerne producentens incitament til privatsalg og dermed fjerne en mulig indtægtskilde.
NYE AKTØRER I BRANCHEN
I mine øjne påpeger Lense-Møller helt korrekt, hvordan den enkelte producent dog ikke kan være ekspert i salg og markedsføring. Jeg er helt enig. Der er brug for professionelle aktører. Min pointe er her, at staten – Filminstituttet – ikke kan være den professionelle sælger og markedsfører på privatsalgsmarkedet.
Til gengæld ser vi i disse år, hvordan der opstår nye private aktører, som gerne vil udføre denne opgave. De er vidt forskellige, ligesom filmene. Og DFI arbejder tæt sammen med dem og støtter dem økonomisk. Jeg tænker her på firmaer og organisationer som ArtPeople, cph:dox, MandagsDokumentar, Dox-on-Wheels, Producentforeningens kort&dok.dk med flere.
Her begynder Danmark heldigvis at få en række professionelle butikker, sælgere og markedsføringsaktiviteter inden for dokumentarfilmgenren. Filminstituttet støtter dem i tillid til, at de kan vokse sig større, blive endnu mere professionelle og opsamle viden ud over den enkelte titel.
STREAMING UD TIL OS ALLE
I dag forventer vi alle, at bibliotekerne kan betjene os på nettet. Uddannelsessøgende uploader opgaver, arbejder sammen og læser tekster på nettet. Derfor skal bibliotekerne også kunne give adgang til at se filmene – hjemmefra – via deres hjemmesider, og skolerne skal kunne give lærerne og eleverne adgang til filmene hjemmefra, via Undervisningsministeriets UNI*login.
Jeg håber, at der i Danmark kan skabes enighed om, at uddannelsessøgende skal kunne bruge nettet og få adgang til værker ad den vej. Skolerne fortæller os igen og igen, at det især er lærerne, som har brug for at kunne se filmene hjemmefra for at kunne forberede undervisningen. Det mener jeg, man bør give dem lov til, gennem brug af UNI*login’en. Det er en mekanisme, som i dag benyttes af Undervisningsministeriet, DR, dagblade og skolebogsforlag.
Bibliotekerne er i mine øjne en anden historie. Lise Lense-Møller frygter, at hvis bibliotekerne giver alle borgere adgang til at se filmene via nettet, ja så kan producenten ikke sælge sine dvd'er til private.
Det er måske sandt. Vi ved det ikke endnu, men vi må tage advarslen alvorligt. DFI har derfor valgt at gå til Producentforeningen og bede dem indlede forhandlinger med bibliotekerne. Det er vores synspunkt, at bibliotekerne kun kan åbne for dette "fjernudlån", hvis de kan indgå en vederlagsaftale, som Producentforeningen finder tilfredsstillende. Sådan tænker Dansk Bibliotekscenter også. Vi ved, at de to parter – Producentforening og Dansk Bibliotekscenter – forhandler. Målet må være, at den enkelte producent får mulighed for at tjene penge og forrente sin investering. Jeg ved, at Producentforeningen forhandler med bibliotekerne ud fra den præmis.
