Viden om

Hvor mange film har Jørgen Leth lavet? Eller Theodor Christensen, dansk dokumentarfilms 'grand old man'? Var der ikke noget med, at Dreyer også instruerede dokumentarfilm? Hvilke emner tog man egentlig op i dokumentarfilmene under Besættelsen?

Indtil for nylig har det ikke været særligt nemt at finde oplysninger om danske dokumentarfilm på nettet. I hvert fald ikke om film, der er produceret før 1990 og slet ikke om film fra før 1970. I DFI's distributionskatalog indgår hele 1164 danske dokumentarfilm, men langt de fleste er nyere film. Faktisk er næsten halvdelen af katalogets titler produceret efter 2000. Formålet er at sælge og udleje film til skoler og biblioteker, og her er det selvfølgelig vigtigt med et opdateret udbud.

I Filmdatabasen er målet derimod, at man skal kunne finde oplysninger om alle danske film. Hidtil har vi arbejdet på at få samtlige spillefilm og den store produktion af stumfilm (fiktion) ind i databasen, nu er turen kommet til dokumentarfilmene. Danmark har en lang og stærk dokumentarfilmtradition. Poul Henningsens kontroversielle turistfilm "Danmark" fra 1935 blev startskuddet til dét, der senere er blevet kaldt dansk dokumentarfilms guldalder – perioden under og lige efter besættelsen.

Factbox

www.dfi.dk/filmografi

4940 titler – heraf:
1928 danske spillefilm
1361 udenlandske spillefilm
825 korte spillefilm (primært stumfilm under 60 min.)
450 danske dokumentarfilm
376 andre titler (animation, eksperimentalfilm m.m.)
27850 navne
2335 selskaber

Plakater 1911-1989
Programmer på danske stumfilm 1910-28
Stills på Doks100
Portrætfotos af danske stumfilmskuespillere
20 filmklip

Filmdatabasen er 'work in progress' og bliver løbende opdateret med de nyeste filmpremierer, retrospektiv inddatering, stills, plakater og portrætbilleder.

Plakater 1911-1989
Programmer på danske stumfilm 1910-28
Stills på Doks100
Portrætfotos af danske stumfilmskuespillere
20 filmklip

Filmdatabasen er 'work in progress' og bliver løbende opdateret med de nyeste filmpremierer, retrospektiv inddatering, stills, plakater og portrætbilleder.

UDDRAG AF BIOGRAFI PÅ THEODOR CHRISTENSEN


Instruktør og skribent. Født 6/4 1914 (Christen Johannes Theodor Gleerup Christensen), død 3/9 1967 – 53 år gammel. Gift med Tove Hebo. Sammen med vennen Karl Roos grundlægger af den danske dokumentarfilmbevægelse, som for alvor fik vind i sejlene i besættelsesårene, hvor behovet for statslig propaganda og oplysning voksede. I løbet af sine knap 30 år som aktiv filmskaber instruerede Theodor Christensen omkring 50 film og skrev derudover manuskripter til adskillige film, som blev lavet af andre instruktører. Han bidrog løbende med artikler og debatindlæg i danske aviser og tidsskrifter og fremstod som en engageret og inspirerende kollega og mentor for unge filmfolk …

Der er siden 1940 blevet produceret et hav af dokumentarfilm i statsligt regi. Støtteordningerne har ændret karakter op gennem historien og ikke mindst størrelsen af støttemidlerne til denne genre har været svingende. I dag bliver der produceret ca. 40 dokumentarfilm om året med støtte fra DFI, og alle disse værker – fra det ældste til de nyeste – skal være at finde i Filmdatabasen. Det er en ordentlig mundfuld – et slag på tasken er, at det løber op i noget, der ligner 3500 titler. De første 500 er nu søgbare, og hvilke film drejer det sig så om?

Christiania du har mit hjerte foto DFI Billed og plakatarkiv

"Christiania du har mit hjerte" (Nils Vest, 1991, 64 min.). En kærlig film om Fristaden. Christiania er andet en Pusher Street og hash. Filmen viser en velfungerende lille landsby med børnehave, genbrugshal, beboerrådgivning, postkontor, lokalradio og smukke selvbyggede huse - og kommer også ind på Christianias dramatiske historie. Foto: DFI Billed- & Plakatarkiv

DOKS100

Man kunne have valgt enten den kronologiske eller den alfabetiske tilgang, men nej …, så ville vejen fra projektets start til slut i al sin slaviskhed forekomme uendelig lang. Vi valgte en anden løsning: At 'krydse' gennem dokumentarfilmhistorien på en lystfyldt rejse mellem de mest fremtrædende værker og deres skabere. Filmarkivet bad i begyndelsen af 2006 to inkarnerede dokumentarfilmkendere, Tue Steen-Møller og Niels Jensen, om at udpege de 100 væsentligste og mest signifikante danske dokumentarfilm. Denne liste, der fik navnet Doks100, skulle anvendes som rettesnor for bevaringsindsatsten i forhold til dokumentarfilm i filmarkivets samling (en lignende er tidligere blevet udformet for danske spillefilm). Med udgangspunkt i Doks100 gik vi i gang med ambitionen om at få så mange oplysninger med på den enkelte film som muligt. Kilderne til dette arbejde er typisk: avisudklip fra Bibliotekets enorme udklipssamling, filmprogrammer, færdiggørelsessedler (som i sin tid blev afleveret til det statslige produktions- og distributionsorgan Statens Filmcentral), gamle kartotekskort, opslagsværker og filmenes rulletekster (ofte svært tilgængelige på de ældre film). Udover tekniske credits – instruktør, fotograf, klipper, speaker, komponist, spillelængde, premieredato m.m. – vil man finde en synops, emneord og eventuelt kommentarer. Det kan f.eks. være særlige omstændigheder ved filmens tilblivelse eller modtagelse. Derudover er der til hver titel valgt to stills, som illustrerer opslaget og medvirker til at give en fornemmelse af filmens stil og 'tone'.

Ambitionen er også, at man skal kunne finde komplette filmografier på de danske dokumentarfilminstruktører. Foreløbig er det muligt for følgende navne: Bjarne og Astrid Henning-Jensen, Theodor Christensen, Carl Th. Dreyer, Jette Bang, Ole Palsbo, Johan Jacobsen (som primært var spillefilminstruktør og producent), Jørgen Leth og Tómas Gislason. Opslagene bliver forsynet med en biografi og portrætbilleder.

De danske dokumentarfilm er vores fælles arvegods og en kulturhistorisk skattekiste af dimensioner. Der er lavet film om ALT og ALLE: H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, arbejderkvinder i Grønland, den lille barber på Vesterbro, arbejdet i brunkulslejrene i 40'erne, rødstrømperne i 70'erne, det sidste loppe-cirkus i Tivoli, danske landsbykirker, Limfjorden, de gamle, de unge …

Dokumentarfilmfolket har gennem mere end syv årtier vist os verden – nu dokumenterer vi deres film på Factsheet

Danmark foto DFI Billed og plakatarkiv

"Danmark" (Poul Henningsen, 1935, 55 min.). Efter premieren vakte filmen, som var bestilt af Udenrigsministeriet, harme og blev heftigt kritiseret for sin hverdagsprægede og uimponerede form. Med kameraet gennemstrejfer Poul Henningsen Danmark og associerer - ikke uden humor og varme - fra det ene billede til det andet: landskaber, mennesker, arbejde, fritid. En mosaik om livet i Danmark i 30'erne. Filmen er blevet klippet om flere gange. Foto: DFI Billed- & Plakatarkiv

Theodor Christensen foto DFI Billed og plakatarkiv