Den digitale udvikling tilbyder potentielt kort- dokumentarfilmen et stort publikum, sammensat af lang række nichepublikummer over hele verden. Samtidig tilbyder nettet i stigende grad kort- og dokumentarfilmen en ny kanal, som kan konkurrere med de traditionelle distributionsmedier og –kanaler. Hvad betyder hele den udvikling for fortælleformer, formater og finansiering?
Svaret kender vi endnu ikke, men med samlingen af kort- og dokumentarfilmsaktiviteterne er vi ved at indstille os på en produktionsvirkelighed, hvor skellene mellem finansiering, produktion, lancering og distribution forsvinder, og hvor nye former for dokumentarfilm vokser frem.
Det er en struktur, der er under etablering, men den er båret af ønsket om at være bedre klædt på til dén nye distributions-virkelighed, Lise Lense-Møller peger på i sin artikel.
OM TV-MODELLEN OG STATSPRODUKTION
Man kan, som Lise Lense-Møller gør det, spørge, hvorfor man skal satse på tv, når distributionsmulighederne lige nu udvider sig med lynets hast? Svaret er: Fordi tv spiller en central rolle i finansieringen af kort- og dokumentarfilm, og fordi tv stadigvæk er den bedste distributionskanal til at nå det store nationale publikum.
Lise Lense-Møller er bekymret for indflydelsen fra tv, og nævner bl.a., at instituttet kun støtter film "der fra starten har en tv-aftale på plads", og det betyder ” "at tv reelt bestemmer hvilke film, der skal produceres". Det er imidlertid en sandhed med modifikationer. Dem, der bestemmer, hvorvidt en film skal produceres, er alle finansiererne, dvs. Filminstituttet, producenten, fonde og udenlandske finansieringskilder som f.eks. udenlandsk tv, udenlandske filmstøtteordninger – samt naturligvis de nationale tv-stationer.
I Danmark har Filminstituttet omkring 30 mio. kr. om året til at støtte udvikling og produktion af kort- og dokumentarfilm. DR og TV 2 er i filmforliget forpligtet til at anvende tilsammen næsten 22 mio. kr. på danske kort- og dokumentarfilm om året. I det foregående forlig havde Filminstituttet omkring 35 mio. kr. om året til produktion og udvikling, og tv-stationerne var forpligtet til at anvende 14 mio. kr. om året. Der er således fjernet støttemidler fra Filminstituttet, og der er til gengæld tvangsudskrevet flere hos tv-stationerne. Det betyder, at tv har fået større indflydelse, og de er naturligvis interesseret i at anvende pengene på produktioner, som de kan sende.
Konsekvensen kan i sidste ende være, at film, som Lise Lense-Møller gerne så støttet, ikke får støtte, fordi den nuværende sammensætning af finansieringen mellem Filminstituttet og tv-stationerne betyder, at der er grænser for, hvor mange film instituttet kan støtte, uden at tv er med. Det betyder, at vi i en række tilfælde er nødt til at stille krav om interesse fra en tv-station, før vi støtter et projekt.
I forhold til tv-finansiering stiller vi generelt meget forskellige krav afhængig af den konkrete film. I nogle tilfælde betragter vi ingen eller en meget begrænset finansiering fra tv som tilfredsstillende, i andre tilfælde ønsker vi en ligelig støtte fra tv og Filminstituttet, og som noget nyt er vi også begyndt at stille krav om, at tv er inde med et større beløb end Filminstituttet, hvis det drejer sig om en film, der er særlig egnet til tv-visning.
DFI kræver derfor ikke "tv-finansiering på alle film" – eller at filmene passer ind i "tv's aktuelle dagsordener, seertalskrav, slots og lancering". Vi forvalter filmstøtten og filmaftalen ud fra et ønske om at støtte film med stor kunstnerisk kvalitet, som samtidig repræsenterer en filmisk mangfoldighed.
En af de måder, som vi bl.a. har gjort det på, er ved at indgå i såkaldte 'udbud', altså fælles projekter med tv-stationerne om serier, f.eks. med et fælles tema, en fælles genre eller med et andet fælles udgangspunkt. Lise Lense-Møller mener, at det "beslaglægger store dele af bevillingerne". Siden 2002 har vi sammen med tv-stationerne støttet "Magtens billeder" og "Follow the Money", og vi planlægger at give udviklingsstøtte til en række projekter med fællestitlen "Megacities". Tilsammen har disse projekter kostet omkring 11,4 mio. kr., og de to førstnævnte har resulteret i 14 film. I samme periode har DFI støttet udvikling og produktion af kort- og dokumentarfilm med mere end 200 mio. kr.. Selv hvis vi medregner den serie kortfilm, der er ved at blive produceret under fællestitlen "Fantastiske film", mener jeg, at det er svært at tale om "store dele af bevillingerne", og der er ikke meget "statsenterprise" at hente her.
MANGFOLDIGHED – FOR FILMENES OG PUBLIKUMS SKYLD
Projekterne er udtryk for den mangfoldighed i produktionen, som vi tilstræber. De præsenterer branchen for udfordringer – udfordringer som er med til at udvikle genren og sproget. De er imidlertid også skabt for at fastholde og udbygge et samarbejde med tv-stationerne, der kan sikre, at dansk dokumentarfilm ikke bliver en isoleret nicheproduktion, men også er en produktion af film, der bliver set. Så de er både skabt for filmenes og for publikums skyld.
I Danmark er DR og TV 2 en vigtig del af finansieringen af kort- og dokumentarfilm – og branchen, Filminstituttet og tv-stationerne er tvunget til at samarbejde. Jeg havde da gerne set, at vi rådede over betragteligt flere midler, men jeg er ikke voldsomt bekymret over situationen, og jeg synes i det store hele, at det lykkes at støtte til de ansøgninger, som er støtteværdige.
Samarbejdet med tv har naturligvis sine omkostninger, men det har bestemt også en række fordele. Jeg tror, at vi skal være meget tilfredse med, at dansk tv har en forpligtelse i forhold til kort- og dokumentarfilm. Dels betyder det, at branchen faktisk får tilført vigtige produktionsmidler, dels betyder det, at filmene kommer i kontakt med et potentielt meget stort publikum. tvs hjerte banker måske ikke for 'dokumentarfilmkunsten', men jeg mener, at kunsten har godt af den udfordring, som samarbejdet med tv stiller kort- og dokumentarfilmen overfor. Endelig er tv er også en del af medieudviklingen, og dermed også en del af de mange nye nicheplatforme, hvor dokumentarfilmen ser ud til at have gode vækstbetingelser.
Samarbejdet med tv skal ikke underminere producenternes økonomi, og vi støtter ikke, at tv-stationerne automatisk får rettigheder til at udnytte filmene på andre platforme end tv, f.eks. ved netcast, on demand, streaming eller lignende. Rettigheder koster penge, og tv-stationerne skal betale for rettighederne, men de skal naturligvis også have mulighed for – på baggrund af en særskilt prisfastsættelse – at købe rettigheder til f.eks. streaming af en film, som de i øvrigt har erhvervet rettigheder til at vise på tv.
