Filmen udspiller sig i 1970’ernes Rom. En filminstruktør har samlet alle sine yndlingsskuespillerinder, men han ved ikke, hvordan projektet skal forme sig, før en gammel talemåde leverer det indlysende svar: Klæder skaber folk. Vi følger Alberta og Gabriella Canova, som driver et stort skrædderi, der har specialiseret sig i at levere kostumer til filmoptagelser og teaterforestillinger. Og imens dét arbejde pågår, følger vi det spraglede persongalleris individuelle kampe med egne dæmoner, hustruvold, depression, længsel og fortrydelse, som de kun kan overkomme ved at stemple ind i skrædderiets varme fællesskab.