Danske dokumentarfilm om København, Tankograd og Mars

På Filmstriben kan man fra i dag se de danske dokumentarfilm "Drømme i København", "Tankograd", "Into eternity", "Dømt for terror", "Tine på tværs" og serien "Turen går til Mars".

Filmene kan ses på Filmstriben. Ud for hver titel kan du vælge "Fjernadgang", hvis du vil se filmen derhjemme via dit biblioteks-login, og/eller du kan vælge "På biblioteket" hvis du vil se filmen på dit bibliotek. Nogle af filmene kan p.t. kun ses på biblioteket.

Dømt for terror (Fjernadgang / På biblioteket)
Instruktion: Miki Mistrati, Christian Sønderby Jepsen, Nagieb Khaja.
Dokumentar. I Danmarks hidtil største terrorsag, Glostrup-sagen, blev 23 personer anholdt, men kun en enkelt blev dømt. Den nu 23-årige danske statsborger Abdulkadir Celcur fik en dom på 6 års fængsel, som han nu afsoner i Bosnien, og han blev udvist af Danmark. Filmen undersøger om han fik en fair retssag, går tæt på andre af de personer som blev mistænkt for terror, og perspektiverer stramningerne af den danske terrorlov.

Tine på Tværs (Fjernadgang / På biblioteket)
Instruktion: Anna Elisabeth Jessen.
Et portræt af personen Tine Bryld og radioprogrammet Tværs, som blev synonymt med hendes navn. Tværs blev sendt første gang i 1972, og vi møder nogle af de mange mennesker, som har haft gavn af Tine Brylds hjælp og gode råd gennem årene.

Turen går til Mars
Instruktion: Jakob Gottschau, Øjvind Hesselager.
Dokumentarserie i 3 dele der med masser af interessant arkivklip beskriver, hvordan mennesket nu i 50 år har forberedt sig på rejsen til Mars. Verdens supermagter har hver især foretaget hemmelige forsøg, for at undersøge menneskers og dyrs reaktioner i forskellige simulerede miljøer. Og nu er forskere snart klar til at gennemføre den ultimative test, som skal bringe mennesket nærmere den lange rejse til Mars. Serien har vundet flere internationale tv-priser.
Turen går til Mars (1:3) (Fjernadgang / På biblioteket)
Turen går til Mars (2:3) (Fjernadgang / På biblioteket)
Turen går til Mars (3:3) (Fjernadgang / På biblioteket)

Drømme i København (På biblioteket)
Instruktion: Max Kestner.
Et dokumentarisk og poetisk portræt af Danmarks hovedstad. Om menneskene og de fysiske omstændigheder der er med til at forme vores liv, og om de drømme og planer der er med til at forme de steder vi færdes.
Kim Skottes interview med instruktør Max Kestner om filmen.

Into eternity (På biblioteket)
Instruktion: Michael Madsen.
Dokumentar. I Finland er man i gang med at bygge verdens første permanent depot til højradioaktivt atomaffald. Depotet skal holde i mindst 100.000 år, for så længe vil affaldet være livsfarligt for alt levende. Når depotet er fyldt op, vil det blive forseglet for aldrig at skulle åbnes igen. Men kan vi sikre det, og hvordan advarer vi vore efterkommere om det affald, vi har efterladt? Filmen har vundet flere priser, bl.a. publikumsprisen på cph:dox 2009 og hovedprisen på Vision du Réel i Schweiz, 2010.
Filmens site: www.intoeternitythemovie.com

Tankograd (På biblioteket)
Instruktion: Boris Bertram.
Dokumentar der følger et professionelt dansekompagni i en af verdens mest radioaktivt forurenede byer. Danserne lever deres drømme ud gennem dansen, og prøver at glemme, at de befinder sig i en livstruende situation. Mange indbyggere i området er allerede syge, børn bliver født med misdanneler og den gennemsnitlige levealder er meget lav. En film om kunstens rolle.
"Radioaktive kroppe" – interview med Boris Bertram.
Filmens website: www.tankogradmovie.com.
"Tankograd" – filmens soundtrack af det danske band Ghost Society.