Løgnefabrikken – film og oplæg om de falske nyheder fra Rusland

Den russiske BBC-journalist, Andrey Soshnikov og hans kolleger giver konkrete eksempler på de russiske troldefabrikkers systematiske produktion og spredning af politiske løgnhistorier, og fortæller om deres kamp for mediernes troværdighed.
LAV ET ARRANGEMENT. Filminstruktør Jakob Gottschau tilbyder at vise sin film ’Løgnefabrikken – de falske nyheder fra Rusland’ på landets biblioteker, og lægge op til dialog om spredningen af misinformation på de sociale medier.

’Løgnefabrikken – de falske nyheder fra Rusland’ går tæt på de såkaldte troldefabriker, hvor hundredevis af russere producerer falske nyheder og spreder dem på de sociale medier via falske profiler. Filmen dokumenterer den systematiske manipulation, og afslører nogle af de iscenesatte videoer, der cirkulerer på nettet.

Filmens hovedfigur er den russiske BBC-journalist Andrey Soshnikov, som sammen med andre unge russiske journalister har taget kampen op mod fake news og misinformation i Rusland. De kæmper for at bevidstgøre folk om løgnehistorierne på de sociale medier, som de mener truer vores demokratiske samfund og undergraver mediernes troværdighed.

Spredningen af falske nyheder udgør en trussel for alle samfund. Bl.a. er det nu tydeligt for de fleste, at de russiske troldefabrikkers systematiske manipulation havde en markant betydning i det seneste amerikanske præsidentvalg. Også i Danmark er der grund til at være kritiske og opmærksomme på spredningen af løgnehistorierne på nettet. Det gælder helt aktuelt under valgkampen forud for det kommende folketingsvalg, som er et oplagt mål for misinformation.

Biblioteksarrangement om fake news

’Løgnefabrikken – de falske nyheder fra Rusland’ er en meget tankevækkende film, der giver et godt udgangspunkt for en dialog med publikum om, hvordan vi individuelt og som samfund, skal forholde os til fake news og anden politisk manipulation på nettet.

Filmens instruktør Jakob Gottschau deltager gerne i biblioteksarrangementer, hvor han vil uddybe filmens temaer og lægge op til debat. Han har igennem flere år undersøgt politisk og religiøst motiveret manipulation på nettet, og har lavet flere andre film om disse temaer.

Kontakt Jakob Gottschau:
Biblioteker, kulturhuse o.l. er velkomne til at kontakte Jakob Gottschau for nærmere aftale om et arrangement.
Tlf. 2066 2662 / Mail: gottschau@gmail.com.

Anbefaling fra Ringsted Bibliotek:
På Ringsted Bibliotek blev der i december 2018 holdt et arrangement med 'Løgnefabrikken' og Jakob Gottschau. Bibliotekar Bolette Barfod giver disse anbefalinger til andre biblioteker:
”Det er en meget vigtig historie, der her bliver fortalt, og filmen burde være obligatorisk stof for alle elever i udskolingen og på ungdoms-uddannelserne. Vi havde besøg af knap 200 elever, der så filmen. Alle elever var koncentrerede og interesserede, og havde efterfølgende mange relevante spørgsmål til filmens instruktør Jakob Gottschau. 'Løgnefabrikken' leverer et skræmmende kig ind i en verden af løgn, manipulation og politisk rænkespil. En påmindelse til alle os, der færdes på internettet, om at kigge os godt for og bevare vores kritiske sans og sunde fornuft. Et rigtig godt arrangement, der får de varmeste anbefalinger her fra Ringsted Bibliotek”.

Der kom mange unge på Ringsted Bibliotek for at se 'Løgnefabrikken' og stille spørgsmål til Jakob Gottschau.

Et biblioteksarrangement om fake news med udgangspunkt i filmen 'Løgnefabrikken' kan selvfølgelig sammensættes på mange forskellige måder. Der findes mange kompetente oplægsholdere som kan belyse filmens temaer fra forskellige vinkler, og den omfangsrige litteratur på området er oplagt at inddrage i et arrangement for unge og/eller voksne.

Se også:

'Nettets vildveje - om løgn, manipulation og propaganda'. Et digitalt magasin udarbejdet af Medierådet for Børn og Unge i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme.

'TjekDet' – Ugebrevet Mandag Morgens netmagasin, der løbende undersøger sandhedsværdien af de påstande, som florerer i medierne.

Pia Kjærsgaard vil danne fælles front mod fake news. Jyllands-Posten, januar 2019.

Læs mere om filmen:

Trailer til 'Løgnefabrikken':