Højt Skum – filmen om Storm P. med oplægsholder

”Højt Skum – en film om Storm P.” er den første store og gennemgribende biografiske film om tusindkunstneren Robert Storm Petersen (1882-1949). Filmen vises i øjeblikket i udvalgte biografer, og senere på foråret kan bibliotekerne vise filmen med oplægsholder.

”Højt Skum” viser den alsidighed som Storm P. besad som tegner, maler, filmmager, tekstforfatter, samfundsrevser m.m. Filminstruktør Jørgen Vestergaard fortæller historien om hovedpersonen og hans værker gennem en blanding af traditionelle dokumentariske interviews, historiske arkivklip, dramatiseringer og oplæsning af tekster, samt nyproducerede animationer af bl.a. figurerne Peter og Ping, som binder historien sammen.

Anders Worm, der er udannet fra Den Danske Filmskoles animationslinje, har animeret filmens gennemgående fortællere Peter og Ping. Kurt Ravn og Ina-Miriam Rosenbaum lægger stemmer til Peter og Ping gennem manuskriptforfatter Bo hr. Hansens replikker.  Nikolaj Kopernikus, Jesper Asholt, Jens Jørn Spottag og Lars Ranthe er med til at vække Storm P.’s univers til live ved at opføre monologer og lægge stemme til Flue-tegningerne.

Filmvisning på bibliotekerne med oplægsholder

”Højt Skum – en film om Storm P.” bliver tilgængelig på Filmstriben senere på foråret. Men allerede nu kan bibliotekerne planlægge et visningsarrangement med oplægsholder. Filmens producer Ulla Hjorth Nielsen opfordrer bibliotekerne til at kontakte hende, for at lave aftale om et arrangement og få ideer til oplægsholdere. Både Ulla Hjorth Nielsen selv og filmens instruktør stiller gerne op, men som alternativ peger de også på muligheden for, at en lokal Storm P. entusiast kan bidrage med baggrundshistorier til filmen.

Filmproducer Ulla Hjorth Nielsen kan kontaktes på mail: hjorthulla@gmail.com / tlf.: 6134 4130.

”Højt Skum” har en varighed på 55 min. Ved et visningsarrangement kan filmen fint suppleres af Jørgen Vestergaards dukkefilm ”Storm P. Opfindelser” (2001), hvor en række af Storm P.’s finurlige opfindelser bliver levendegjort.