Kunstnerisk leder Vinca Wiedemann har meddelt, at hun takker nej til at forny sin kontrakt på New Danish Screen, idet hun ønsker at søge nye udfordringer. Styregruppen har taget dette til efterretning med beklagelse. Kontrakten udløber 1. september.
New Danish Screen markerer sig stærkt for øjeblikket. Ordningens film var i år nomineret til 28 Robert'er og vandt heraf 6 priser, ligesom filmene har været repræsenteret alle de førende internationale filmfestivaler i 2006 og her har indkasseret en stribe priser.
Filmaftalen 2007-2010 anerkender talentudviklingsordningens betydning for dansk films fortsatte fornyelse ved at forøge ordningens budget med 50 %. Ordningen skal fremover støtte både produktion af fiktionsfilm, dokumentarfilm og udvikling af digitale spil.
New Danish Screen har netop slået en ny stilling som projektredaktør op, der er endnu ikke taget stilling til, hvornår stillingen som kunstnerisk leder slås op.