Filminstituttet har i 2008 afsat 15 millioner kroner i en særlig pulje, der skal støtte spillefilm med budgetter på under 10 millioner kroner, og som kan nå et biografpublikum på mindst 75.000.
Puljen kan tildele udviklingsstøtte og produktionsstøtte. Udviklingsstøtte tildeles i forbindelse med et "Letter of Interest" (LOI), der bekræfter, at projektet har prioritetsstatus i forhold til senere at modtage produktionsstøtte. Udvikling kan støttes med op til 200.000 kroner. Produktionsstøtte kan maksimalt udgøre 3 millioner kroner.
I ansøgningsmaterialet skal det fremgå, hvordan de begrænsede budget- og produktionsbetingelser vil komme til udtryk i filmen. Det vil indgå i støttekriterierne, at ansøgningerne har et vist udviklingsniveau og vil kunne gå i produktion kort tid efter støttetildelingen.
Støtten tildeles i øvrigt efter "Vilkår for støtte til spillefilm".
Ansøgningerne vil blive behandlet af en redaktion. Redaktionen består af spillefilmskonsulenterne Molly Malene Steensgaard og Thomas Krag begge fra Det Danske Filminstitut, projektredaktør Kim Leona fra New Danish Screen, samt af teaterdirektør Jon Steffensen og konsulent Henrik Byager.
Redaktionen udformer en samlet indstilling til instituttets direktion om tildeling af støtte. I forbindelse med tildeling af udviklings- eller produktionsstøtte får et projekt tilknyttet et team bestående af en konsulent eller projektredaktør, samt en producer og en projektkoordinater.
Puljen har to ansøgningsfrister:
Tirsdag den 13. maj 2008Mandag den 22. september 2008
Ansøgningerne skal begge dage afleveres inden klokken 12.00. Der tilstræbes en sagsbehandlingstid på fire uger.
For yderligere oplysninger:
Det Danske Filminstitut Claus Ladegaard, 4032 6212, clausl@dfi.dk Marianne Moritzen, 4046 3757, mariannem@dfi.dk