Bodil-vindere 2019

BODIL. 'Holiday' var den store vinder ved årets Bodil-uddeling med fire priser. Danske Filmkritikere hædrede også 'Den skyldige' med to priser.

Danmarks ældste filmpris, Bodil-prisen, blev uddelt i Stærekassen lørdag den 2. marts. Her hædrede foreningen Danske Filmkritikere Isabella Eklöfs 'Holiday' med fire statuetter for bedste danske film, bedste kvindelige hovedrolle, bedste fotografering og bedste mandlige birolle. 

'Holiday' var udtaget til Sundance Filmfestival i 2018, og filmens instruktør Isabella Eklöf modtog Carl Th. Dreyer-prisen tidligere på året. 

Gustav Möller vandt den nyindstiftede Blockbuster Talentprisen for 'Den skyldige', som også modtog prisen for bedste mandlige hovedrolle. 'Den skyldige' har gået sin sejrsgang internationalt, hvor den først vandt publikumprisen på Sundance Filmfestival sidste år og siden blev shortlistet til en Oscar. Herhjemme vandt filmen syv priser ved filmbranchens egen prisuddeling, Robert, sidste måned. 

'Lykke-Per' hjemtog prisen for bedste kvindelige birolle og på dokumentarfronten sejrede Simon Lereng Wilmonts krigsskildring 'Olegs krig' efter at have vundet mere end 20 internationale priser – og ligeledes været shortlistet til en Oscar. Simone Granau vandt Henning Bahs-prisen for sit arbejde som scenograf på 'The House That Jack Built'.

Årets Æres-Bodil gik til Arne Bro, leder af Filmskolens dokumentarinstruktøruddannelse, for hans store indsats for dansk film, især dokumentarfilmen. Oversætter Henrik Thøgersen modtog årets Sær-Bodil. 

Se alle vinderne herunder:

  • Bedste Film: 'Holiday'
  • Bedste kvindelige hovedrolle: Victoria Carmen Sonne ('Holiday')
  • Bedste mandlige hovedrolle: Jakob Cedergren, ‘Den skyldige’
  • Bedste kvindelige birolle: Katrine Greis-Rosenthal, ‘Lykke-Per’
  • Bedste mandlige birolle: Lai Yde, ‘Holiday’
  • Bedste ikke-amerikanske film: ‘Roma’
  • Bedste amerikanske film: ‘The Florida Project’
  • Bedste dokumentar: ‘Olegs krig’
  • Sær-Bodil: Henrik Thøgersen, oversætter og undertekster
  • Æres-Bodil: Arne Bro, leder af Filmskolens dokumentarinstruktøruddannelse
  • Henning Bahs-prisen: Simone Grau, scenograf på ‘The House That Jack Built’
  • Fotografprisen: Nadim Carlsen, ‘Holiday’
  • Blockbuster Talentprisen: Gustav Möller, instruktør (‘Den skyldige’)