Braad Thomsen-film om Fassbinder til Berlin

BERLIN. Christian Braad Thomsens portrætfilm "Fassbinder – at elske uden at kræve" om den tyske filminstruktør Rainer Werner Fassbinder er udtaget til filmfestivalen i Berlin.

Berlin Filmfestivalen melder i disse dage ud om de første film, der er inviteret til næste omgang af festivalen (5.-15. februar). Panorama-sektionen har netop gjort det officielt, at Christian Braad Thomsens dokumentarfilm "Fassbinder – at elske uden at kræve" er udtaget.

Christian Braad Thomsen var ven med den tyske instruktør Rainer Werner Fassbinder, der i løbet af 14 år skrev og instruerede 60 enkeltfilm for biograf og tv. Braad Thomsen mødte Fassbinder første gang på Berlin-festivalen i 1969, hvor den tyske instruktørs debutfilm blev buhet ud, og Braad Thomsen var sammen med ham sidste gang kun tre uger før hans død.

"Fassbinder – at elske uden at kræve" er baseret på ikke tidligere offentliggjorte filmoptagelser, som Braad Thomsen lavede med Fassbinder op gennem 1970'erne. Her fortæller Fassbinder om sin kærlighed til barndommens Hollywood, om 70'er-oprøret, om kvindefrigørelsen, om terrorismen i Vesttyskland, om kærlighed, ægteskab og børn – og om den personligt valgte galskab som det måske eneste alternativ til det herskende systems sindssyge. Han suppleres af sin mor og af skuespillervennerne Irm Hermann og Harry Bär.

Også Laura Nix, Mike Bonanno og Andy Bichlbaums "The Yes Men Are Revolting", som er blevet dansk koproduceret af Ole Tornbjerg for Chili Film med koproduktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut, er udtaget til Panorama.

I forvejen er det udmeldt, at Jannik Hastrup og Flemming Quist Møllers "Cykelmyggen og Minibillen" er udtaget til festivalens program for børnefilm, Generation Kplus, og at Joachim Fjelstrup, der får sin spillefilmdebut i Ole Christian Madsens "Steppeulven", er udtaget som Shooting Star på festivalen. Festivalen offentligør dele af programmet helt frem til midten af januar.

Cykelmyggen tager til Berlin

Joachim Fjelstrup som Berlin-stjerne

65. Berlin International Film Festival

"Fassbinder – at elske uden at kræve" er produceret af Christian Braad Thomsen for Kollektiv Film.