Colombias kamp for fred på debatturné

EVENT. Andreas Dalsgaards dokumentarfilm "Colombias kamp for fred", om den utraditionelle politiker Antanas Mockus, turnerer landet rundt, og der inviteres til debat om demokrati og politiske forandringer. Filmen har tv-premiere i Dokumania på DR2 den 1. september.

Blyanter og blomster, flashmobs og mimere. Med de våben kæmper den karismatiske og utraditionelle professor og politiker Antanas Mockus for forandringer og fred i det voldelige Colombia. Andreas Dalsgaards dokumentar "Colombias kamp for fred" følger Mockus og hans farverige skare af unge idealister, ligesom vi møder deres mægtige og korrupte modstandere.
 

Andreas Dalsgaard fulgte Mockus, da han kæmpede for en social revolution som nyvalgt borgmester i landets hovedstad Bogotá i "Bogotá forvandling" fra 2009. Se filmen på Filmcentralen.

I "Colombias kamp for fred" er Dalsgaard vendt tilbage til den idealistiske politiker og har gennem fem år fulgt hans kamp for at forandre hele landet. 

"I Colombia er det politiske system gennemkorrumperet, og narkobaroners, guerillagruppers og paramilitæres politiske indflydelse er enorm. Og så, midt i alt det, står Antanas Mockus og insisterer på, at det hele godt kunne være anderledes. Og han viser, at det er muligt. Ham har jeg fulgt gennem fem år, for hans historie bliver ved med at fascinere mig. Både når den viser mig, at samfund kan forandres. Og når den taler til mig, om det at være menneske," siger Andreas Dalsgaard.

Debat og visninger i hele landet

I ugen op til filmens tv-premiere på DR2 den 1. september tager filmen på debatturné til Kolding, København, Aarhus, Nakskov, Jyderup, Aalborg, Esbjerg, Slagelse og Odense. Efter filmvisningen kan man bl.a. møde instruktør og producer og opleve debatter med politikere og eksperter om demokrati, politiske forandringer og fredsprocesser. Se oversigten over eventvisninger på Final Cut for Reals hjemmeside.

"Colombias kamp for fred" havde verdenspremiere på CPH:DOX i 2014 med dens internationale titel "Life Is Sacred" og er blevet vist på festivaler i bl.a. Moskva, Istanbul, Warszawa, Miami, Prag, Sydney, Barcelona, Zagreb, Bruxelles, London og senest New York, hvor den blev vist på en af verdens vigtigste menneskerettighedsfestivaler, Human Rights Watch Film Festival. Filmen var i år nomineret til en Robert.

Andreas Dalsgaard står bl.a. bag dokumentarfilmene "Afghan Muscles" (2006), "Traveling with Mr. T" (2012) og "The Human Scale" (2012). "Colombias kamp for fred" er produceret af Signe Byrge Sørensen og Anne Köhncke for Final Cut for Real og har modtaget lanceringsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

Filmcentralen-kampagne_210