To danske film Oscar-shortlistet

OSCAR 2019. Gustav Möllers ‘Den skyldige’ og Simon Lereng Wilmonts dokumentarfilm ‘Olegs krig’ er udvalgt til at være med i kapløbet om en Oscar. De endelige nomineringer finder sted 22. januar.

The Academy of Motion Picture Arts and Sciences har udvalgt Gustav Möllers ‘Den skyldige’ som en af ni film til at kunne vinde en Oscar i kategorien Bedste ikke-engelsksprogede film.

Kontakt

Claus Ladegaard
Adm. direktør
Tlf. +45 4032 6212
clausl@dfi.dk

Simon Lereng Wilmonts dokumentarfilm ‘Olegs krig – En barndom i skyggen af krig’ er en ud 15 dokumentarfilm, der kan vinde en Oscar som bedste lange dokumentarfilm.

Den skyldige

’Den skyldige’ af Gustav Möller foregår over en enkelt nat og følger en politimands jagt på en kvindes kidnapper med alarmcentralens telefon som eneste redskab. Filmen havde verdenspremiere på Sundance Filmfestivalen, hvor den vandt Publikumsprisen. Kritikerne både herhjemme og internationalt har taget varmt imod Möllers debutfilm, som i Danmark er blevet set af 140.000 biografgængere siden premieren i juni. Filmen er også blevet godt modtaget i Frankrig, hvor 260.000 har indløst billet.

'Den skyldige' er Gustav Möllers debutspillefilm. Han har skrevet manus sammen med Emil Nygaard Albertsen, og Lina Flint har produceret for Nordisk Film Spring med støtte fra Det Danske Filminstituts talentordning New Danish Screen. For nylig er det blevet offentliggjort, at Jake Gyllenhaal skal spille hovedrollen i en amerikansk genindspilning.

Den colombiansk-danske ’Birds of Passage’ af Ciro Guerra og Cristina Gallego, der er koproduceret af danske Snowglobe, er også shortlistet i samme kategori.

De i alt ni udvalgte film er fundet blandt 87 indstillede titler.

De ni film

  • Colombia, ‘Birds of Passage’
  • Danmark, ‘Den skyldige’
  • Japan, ‘Shoplifters’
  • Kazakhstan, ‘Ayka’
  • Libanon, ‘Capernaum’
  • Mexico, ‘Roma’
  • Polen, ‘Cold War’
  • Sydkorea, ‘Burning’
  • Tyskland, ‘Never Look Away’

Olegs krig – En barndom i skyggen af krig’

Simon Lereng Wilmonts dokumentarfilm ‘Olegs krig – En barndom i skyggen af krig’ har siden verdenspremieren sidste år på IDFA i Amsterdam vundet 25 internationale priser. Instruktøren følger i filmen 10-årige Oleg og hans bedstemor, der lever tæt på fronten i det østlige Ukraine.

’Olegs krig – En barndom i skyggen af krig’ kan netop i disse dage ses på DR.TV og får tv-premiere på DR2 25. december. Filmen er produceret af Monica Hellström for Final Cut for Real med støtte fra Det Danske Filminstitut.

De 15 film er udvalgt blandt 166 indstillede titler.

De 15 film

  • ‘Charm City’
  • ‘Communion’
  • ‘Crime + Punishment’
  • ‘Dark Money’
  • ‘Free Solo’
  • ‘Hale County This Morning, This Evening’
  • ‘Minding the Gap’
  • ‘Of Fathers and Sons’
  • ’Olegs krig – En barndom i skyggen af krig
  • ‘On Her Shoulders’
  • ‘RBG’
  • ‘Shirkers’
  • ‘The Silence of Others’
  • ‘Three Identical Strangers’
  • ‘Won’t You Be My Neighbor?’

Fakta om datoer

To komitéer, en på USA’s østkyst og en på vestkysten, ser nu de shortlistede film og vælger de film, som Oscar-nomineres.

Nomineringerne i alle kategorier offentliggøres tirsdag den 22. januar.

De 8.104 aktive medlemmer af akademiet skal herefter stemme blandt de nominerede titler.

Det 91. Academy Award Show finder sted søndag den 24. februar.

Ti år med danske Oscar-indstillinger til kategorien Foreign Language efter prisuddelingsåret

2018 Du forsvinder / Peter Schønau Fog
2017 Under sandet / Martin Zandvliet / Oscar-nomineret
2016 Krigen / Tobias Lindholm / Oscar-nomineret 
2015 Sorg og glæde / Nils Malmros 
2014 Jagten / Thomas Vinterberg / Oscar-nomineret 
2013 En kongelig affære / Nikolaj Arcel / Oscar-nomineret 
2012 Superclásico / Ole Christian Madsen / Oscar-shortlistet 
2011 Hævnen / Susanne Bier / Oscar-vinder 
2010 Frygtelig lykkelig / Henrik Ruben Genz 
2009 To verdener / Niels Arden Oplev 

Danmark har igennem de seneste årtier markeret sig ved Oscar-uddelingen, ikke bare med spillefilm, men også med kortfilm og dokumentarfilm. Se Filminstituttets Oscar-oversigt.