Danske premierer uge 12-13

PREMIERE. Ugen byder på biografpremiere på familiefilmen "MGP Missionen" og tv-premiere på den politiske dokumentar "Krigskampagnen". Filmstriben præsenterer "Petey og Ginger - og finanskrisen i Amerika", kortfilmene "Rekordmanden", "Belinda Beautiful" og "Vildfugl" samt koproduktionen om The Pirate Bay, "TPB AFK".


Biograf


21. marts: MGP Missionen

"MGP missionen", baseret på Gitte Løkkegaards børnebog af samme navn, handler om den 12-årige Karl, som flytter med sin mor fra Hvide Sande til København. Det bliver en svær omstilling, da Karl starter i 6.B på Rådmandsgades Skole på Nørrebro, hvor størstedelen af børnene er tosprogede, og jargonen er hård. Snart er Karl i gang med at planlægge sin flugt tilbage til morfar og mormor, men han får hjælp fra uventet kant. I klassen går også den tyrkiske pige Sawsan, der har sat sig for at deltage i finalen i MGP trods sin families modstand, og Karl og Sawsan finder stik mod alle odds sammen i en fælles mission vestpå.

På rollelisten ses Sylvester Espersen Byder, Malika Sia Paul, Lars Knutzon, Line Kruse, Ali Kazim m.fl.

"MGP Missionen" er instrueret af Martin Miehe-Renard og produceret af Marcella L. Dichmann og Henrik Møller-Sørensen for ASA Film. Filmen har modtaget lanceringsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

Trailer


Tv


19. marts: Krigskampagnen

DR2 Dokumania kl. 20.30

Krigskampagnen_still
På tiårsdagen kortlægger "Krigskampagnen" det politiske forløb op til invasionen af Irak. Foto: POLFOTO

"Krigskampagnen" er en dokumentarisk politisk thriller, der for første gang nogensinde samler trådene i det komplekse, internationale spil, der gik forud for beslutningen om Danmarks deltagelse i Irak-krigen. I filmen fortæller en række centrale, internationale vidner og whistleblowers om tiden og beslutningsprocesserne inden krigen. Om hvordan kampagner blev udtænkt, taler forfattet og efterretninger tilpasset. Alle filmens medvirkende var en del af det storpolitiske spil, men har nu valgt at stå frem og berette om den brug af ord og følelser, som gjorde det muligt for Bush, Blair og Fogh at sælge krigen til offentligheden.

Filmen sendes på DR2 Dokumania under titlen "Bush, Blair og Fogh – Krigskampagnen". Efter premieren vises den i en række europæiske lande for at markere tiårsdagen for koalitionens invasion af Irak.

"Krigskampagnen" er instrueret af Boris Bertram og produceret af Lise Lense-Møller for Magic Hour Films med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Læs mere om premieren.


Premierer på Filmstriben i ugen der gik


Petey og Ginger – og finanskrisen i Amerika

petey-og-ginger
Petey og finanskrisen. Foto: Beofilm

Når den globale økonomi kollapser er de eneste vindere dem, der ikke var inviteret til forbrugsfesten. Petey arbejder i et pornolager, hvor han pakker og sender pornofilm og dildoer til kunder i hele verden. Ginger lægger tarotkort på en bar og spår mennesker ramt af den globale finanskrise. De er placeret på hver sin amerikanske kyst, og begge er de venner af instruktøren. Deres historier udfoldes fra barndommen til nu, hvor de er midt i 30'erne. Historien beskriver et USA med en falleret økonomi i et forvirret mentalt landskab: en virkelighed, hvor musik og venskab alligevel magter at overleve.

Filmen er instrueret af Ada Bligaard Søby og produceret af Morten Kjems Juhl for Beofilm med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Se "Petey og Ginger – og finanskrisen i Amerika" på Filmstriben

Trailer

 


 

 

Rekordmanden

 

 

Rekordmanden_5
Ashrita Furmans rekorder tæller blandt andet "flest æbler skåret i luften med et samurai sværd". Foto: Brian McGinn

Ashrita Furman har den officielle rekord for flest Guinness World Records. Han bestyrer en helsekostforretning, men bruger det meste af sin tid på at rejse rundt i verden for at opnå nye og mærkværdige rekorder. I denne fascinerende film møder vi den forunderlige Furman, da han skal i gang med at øve sig til at bestige Machu Picchu på stylter. I filmen hører vi også baggrunden for, hvorfor Ashrita har valgt denne usædvanlige livsbane til et lykkeligt liv.

Filmen er instrueret af Brian McGinn og produceret af Mette Heide for Plus Pictures med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Se "Rekordmanden" på Filmstriben

Trailer

 


Belinda Beautiful


Belinda Beautiful
Det hårde liv som teenager. Foto: Niels Thastum

"Belinda Beautiful" er et portræt af en udsat teenagepige i provinsen. I sin kamp for overlevelse og jagt på drømmefyren, håndboldtræneren Niels, sætter hun sit venskab med den yngre Frederik på spil. Filmen bliver et billede på teenagelivets skånselsløshed og omverdenens ubarmhjertige regelsæt for normalitet – skiller man sig ud, er man fucked!

Filmen er instrueret af Marianne Blicher og produceret af Eva Jakobsen for Nimbus Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Se "Belinda Beautiful" på Filmstriben

 


 

 

Vildfugl

 

 

Vildfugl-1-web-rolf-konow
Karla og den tamme fugl. Foto: Rolf Konow

Karla har tæmmet fuglen Krabat, som hun vil vise til Janus. Karla er forelsket i Janus, men da han afviser fuglen som ulækker, bliver Karla såret og reagerer voldsomt. Ikke på Janus, men på sin lillebror Mikkel, der må en tur på hospitalet efter mødet med sin forsmåede storesøster. En fin, men også kontant historie om 'forbudte' følelser hos en pige i tween-alderen. "Vildfugl" er en dramatisk historie om mørkelandet i barndommen, hvor grænser overskrides og svære følelser får luft, men hvor der også er ømhed og omsorg.

Filmen er instrueret af Jacob Bitsch og produceret af Lea Løbger for SF Film og Minerva Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Se "Vildfugl" på Filmstriben

Trailer

 


 

 

TPB AFK: The Pirate Bay away from keyboard

 

 

TPB-AFK_-data_center
"The Pirate Bay" styres af de mest hadede pirater i cyberspace. Foto: Simon Klose

"TPB AFK" er en dokumentarfilm om tre nørder, der redefinerede mediedistributions-verdenen med deres hobby-hjemmeside, "The Pirate Bay". Hvordan lykkedes det for Tiamo, en øl-gal hardware fanatiker, Brokep, en træ-krammende øko-aktivist og Anakata, en paranoid superliberal hacker at få Det Hvide Hus i Washington til at true den svenske regering med handelsrestriktioner? "TPB AFK" undersøger, hvad Hollywoods mest hadede pirater går igennem på det personlige plan i kampen mellem den gamle og den nye verden i cyberspace.

Filmen er instrueret af Simon Klose og koproduceret af Martin Persson for Anagram Production gog Signe Byrge Sørensen og Anne Köhncke for Final Cut for Real med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Se "TPB AFK: The Pirate Bay away from keyboard" på Filmstriben

Trailer