Danske spil har gode muligheder i Apple Arcade

SPIL. Hele tre danskudviklede spil var med fra start, da Apple i sidste måned lancerede sin abonnementsbaserede spiltjeneste Apple Arcade, som giver løbende adgang til en kurateret mængde spil. Tjenesten egner sig generelt godt til den type spil, vi producerer i Danmark, siger Filminstituttets spilredaktør Simon Løvind.

Efterhånden har Apple meldt sig klar på alle de store arenaer for abonnementsbaseret underholdning; Apple Music kæmper om musikforbruget med bl.a. Spotify og YouTube Music, Apple TV+ tager fra 1. november kampen op mod film- og tv-giganter som Netflix, HBO og Amazon Prime – og den 19. september blev Apple Arcade lanceret som modsvar til computerspiltjenester som Xbox Game Pass, Playstation Now og fra november også Google Stadia.

Med Apple Arcade betaler man 39 kr. om måneden for adgang til godt 100 nye spil uden reklamer eller ekstra tilkøb. Spillene fungerer offline og på tværs af iPhone, iPad, Mac og Apple TV, og udvalget kurateres løbende af Apple. Og ifølge Filminstituttets spilredaktør Simon Løvind følger der flere spændende perspektiver med den nye platform:

"Det interessante ved Apple Arcade som ny distributionsplatform og ny måde at nå publikum på er, at man har en kurateret samling, som løser det problem, at folk ikke kan finde frem til de spændende spil. Jeg tror også nogle vil prøve mange flere spil, end de ellers ville – for man ville ikke købe så mange spil enkeltvis. Spillene på platformen vil desuden blive eksponeret til et meget stort internationalt publikum."

Den størrelse spil, som Apple leder efter og bærer frem med det her, passer i høj grad til de spil, der udvikles i Danmark – både budgetmæssigt og i forhold til, at de går meget efter indie-spil

- Simon Løvind

Allerede fra start er der hele tre danskudviklede spil med i Apples udvalg, nemlig det physics-baserede golfspil for folk, der hader golf, 'WHAT THE GOLF?'; adventurespillet og mutant-soap operaen 'Mutazione', hvor provinssladder møder det overnaturlige; og LEGO-spillet til det voksne såkaldte AFOL (Adult Fan of LEGO)-publikum, 'LEGO Arthouse'. De to første har modtaget støtte fra Filminstituttets spilordning – og alle tre er udviklet af mindre københavnske spilfirmaer, hvilket for Simon Løvind eksemplificerer endnu et positivt perspektiv ved Apple Arcade:

"Den størrelse spil, som Apple leder efter og bærer frem med det her, passer i høj grad til de spil, der udvikles i Danmark – både budgetmæssigt og i forhold til, at de går meget efter indie-spil."

Udviklerne bag spillene i Apple Arcade modtager betaling baseret på, hvor lang tid spillene spilles, men har også mulighed for at få støtte til selve udviklingen. Apple opfordrer alle, der arbejder på nyskabende spilprojekter til at kontakte dem. Læs mere om proceduren for at indstille spil til Apple Arcade.

Læs mere om 'What the Golf' og 'Mutazione'.