Siden marts 2022 har Anne Ahn Lund været ansat som sustainability manager hos SF Studios Danmark, hvor hun som en fast del af produktionsledet skal sikre, at SF’s produktioner bliver så bæredygtige som muligt.
Som sustainability manager har Anne Ahn Lund en slags koordinerende blæksprutte-funktion på hele produktionens bæredygtighedsstrategi. Det sker bl.a. igennem tidlige, overordnede snakke med producere om produktionens klimaaftryk (fx på manusplan), tæt dialog med de kreative kræfter om deres respektive områder (fx materialer til production design), konkret hjælp med at skabe grønne leverandørsamarbejder, implementere bæredygtighedstiltag de første uger på set (fx ift. affaldssortering og forplejning), udarbejde en udførlig bæredygtighedsplan med input fra hele produktionen og løbende dataindsamling, der munder ud i en endelig klimarapport med overblik over projektets CO2-udledning.
Ikke noget Big Bang
Tidligere på måneden var der premiere på den første danske spillefilm med det internationale Green Film-certifikat, den SF Studios-producerede thriller ’Paranoia’. Ifølge Anne Ahn Lund står ’Paranoia’ sammen med nogle af SF Studios’ andre nyere produktioner som vigtige eksempler på, man sagtens kan lave bæredygtige produktioner i et knap så klimavenligt Danmark:
”I Danmark har vi en forestilling om, at vi er åhh så klimavenlige. Det passer bare ikke. Vi er et af de lande, der per indbygger forurener mest. Det hænger bl.a. sammen med, at vi er nogle af de rigeste per indbygger. Vi har en fantastisk god infrastruktur til at blive et grønt foregangsland, men vi forbruger uden at tænke os om. Og det gælder også den måde, vi laver film på."
Eksempel på Anne Ahn Lunds motiverende kommunikation på set om en produktions bæredygtighedstiltag.
”Dog har branchen de sidste 4-5 år rykket sig ved at have bevist på talrige produktioner af forskellige størrelse – fx ’Oxen’, ’Sygeplejeskolen’, ’Graverne’, ’Valdes jul’ og nu ’Paranoia’ – at man godt kan lave produktioner på en mere bæredygtig måde. Det har ikke væltet budgetterne eller gjort, at man ikke har haft tid til at lave filmen eller serien, som man gerne ville have den lavet. Løn til konsulenter er selvfølgelig en ekstraudgift nu, men det benarbejde vi gør, kommer til at betale sig både økonomisk, socialt og klimamæssigt. Investeringerne hjælper bl.a. til, at vi løbende uddanner flere og flere filmarbejdere i grønnere produktion."
Udfordring #1: Ændring af indgroede vaner
Ifølge Anne Ahn Lund er den fundamentalt største udfordring for bæredygtig filmproduktion, at en samlet branche skal ændre indgroede vaner, der belaster klimaet:
”Vi skal ændre vaner hele vejen rundt. Det koster energi, tid og penge. Hvis du vil ændre noget, så koster det noget. Det er sådan helt lavpraktisk den allerstørste udfordring, vi arbejder med – og det tager tid og kræver tålmodighed. Alle skal vænne sig til, at bæredygtig produktion skal være en del af deres bevidsthed."
Vaner i forhold til fx transport, forplejning og byg af sets er bare nogle af de elementer af en produktion, der skal ændres. Og løsningen er ifølge Anne Ahn Lund at tilbyde andre, mere bæredygtige handlemuligheder, samt uddannelse i bæredygtighed for filmarbejdere:
”Det er jo en kæmpe udfordring, og meget af det handler om psykologi. Helt fundamentalt handler det om, at vi bliver bevidste om, at vi har uhensigtsmæssige vaner i forhold til at passe på kloden og hinanden. Det er desværre bare meget svært at ændre vaner, hvis man ikke har andre handlemuligheder. Og derfor skal vi gøre nye valg tilgængelige, der som minimum er lettilgængelige, bedre og gerne billigere. Uddannelse er også ekstremt vigtigt: Vores filmarbejdere bliver bedre rustet, jo mere de oplever, de selv kan gøre.”
Udfordring #2: Uhensigtsmæssigt finansieringssystem baseret på mobilitet
En anden fundamental udfordring for bæredygtig filmproduktion er finansieringssystemet for film og serier, der grundlæggende er bygget op omkring, at man skal rejse efter penge:
”Finansieringssystemet for film og serier – både lokalt og globalt – er bygget op omkring mobilitet. Produktioner skal flytte sig – og ofte flyve – efter penge. Og det er nok det mindst bæredygtige, man kan forestille sig. Det er en massiv udfordring, som vi sustainability managers ikke – i hvert fald ikke lige med et snuptag – kan ændre. Det er ikke et problem, at vi skal til Fyn eller Jylland for at vise andre sider af Danmark end Sjælland, men det er et problem, at man optager en hel produktion, der øjensynligt skal foregå i Danmark, i fx Polen, fordi man får skattefordele og ikke kan finansiere bedre lokalt. Det er også et problem, at man ikke har midlerne til at transportere folk i tog til fx Nordjylland, hvor man derfor ofte flyver, fordi det er billigere i løn til filmarbejdernes 5 timer længere rejsetid. Så der er altså noget, der skal laves grundlæggende om i finansieringssystemet.”
Ifølge Anne Ahn Lund er løsningen på finansieringssystemets klimabelastende natur ikke lige på trapperne. Det kræver vidtrækkende, grønne initiativer fra offentlige støtteinstanser som fx Filminstituttet:
”Hos SF har vi ikke nogen politik om, at der er steder, vi ikke må tage hen. Men vi diskuterer det allerede meget tidligt i projektfasen. Hvad er konsekvenserne ved, at en produktion fx bliver lagt i Polen? Hvad er forskellen for klima, mennesker og økonomi ved at producere i Danmark vs. i udlandet? Den bevidsthed kan vi jo kun få, hvis vi arbejder på det tidligt. Sådanne spørgsmål er uløseligt forbundet med en produktions økonomi."
"For mig at se er grønne tilskud fra fx Filminstituttet den mest lige og retfærdige måde at gøre det på. Sæt krav, som alle skal efterleve, og sæt midler af, så det kan lade sig gøre i denne omstillingsfase. Det er sådan, man i flere år har gjort med succes i mange lande syd for grænsen. Flere steder som eks. i Tyskland og Østrig kan man søge om tilskud til en eco-manager. I Belgien får man fx først de sidste 10 procent af din offentlige finansiering, når man har afleveret et klimaregnskab, som får folk til at tænke sig lidt om. Der findes forskellige støttesystemer, som vi kunne lade os inspirere af i Danmark.”
Anne Ahn Lund på set.
Udfordring #3: Mangel på lagerplads
Den tredje store fundamentale udfordring, som branchen må forholde sig til i fremtiden, er ifølge Anne Ahn Lund manglen på tilgængelige lagre, hvor set-stykker fra produktioner kan genbruges og ikke blive destrueret efter produktionen, som det er tilfældet nu. Og det bliver i stigende grad vigtigt, når – som Anne Ahn Lund forudser det – studieoptagelser bliver mere dominerende i fremtiden:
”Jeg tror, at hvis vi skal minimere vores transporttid og ikke køre og flyve så meget rundt, så kommer vi sandsynligvis til at producere mere i studier, ligesom det allerede er tilfældet med virtual production. Og hvis vi skal være mere i studier, så skal der bygges mere – og i den ikke så fjerne fremtid kigger vi ind i en situation, hvor træ bliver mere eksklusivt og dyrere end nu. Så det kommer til at kræve, at der er mere lagerplads, hvor set-stykker kan opbevares og genbruges, og lige nu findes der ikke noget sted, hvor man kan hente set-stykker, som man kunne i gamle dage. Vores erfarne production designers har tidligere været vant til at have set-stykker, de kunne køre ud og hente, sætte op og tage dem ned igen. Sådan gør vi desværre ikke i dag.”
Løsningen på lagerudfordringen er simpel: Flere lagre, som hele branchen ville kunne få adgang til. Ifølge Anne Ahn Lund er det dog på nuværende tidspunkt ikke en rentabel forretning at drive sådan et lager:
”Jeg håber, at der bliver filmlagre for hele branchen. Og det er der også snak om, men problemet er jo, at det skal være en forretning. Det koster flere penge at rense og opbevare set-stykker, så de kan genbruges, end bare at producere nye. Så hvis man fx har bygget et kæmpe studie, bliver det efter endt produktion revet ned og brændt. Og så køber man nyt og bygger det op igen. Og så skal man vænne sig til, at budgetterne ser anderledes ud end nu. Det kommer til at tage noget tid, og der er nogen, der skal turde at gå forrest.”
Ikke et valg, men en nødvendighed
Løsningerne på disse fundamentale udfordringer har ifølge Anne Ahn Lund lange udsigter. Men faktum er, at det er nødvendigt – og at manglende handling unægteligt vil give bagslag:
”Det, der er sket i alle andre lande, der er i gang med denne omstilling, er, at det koster investeringer at lave udvikling. Men den udvikling gør man jo også, fordi man regner med, at det betaler sig hjem – og ikke mindst fordi det er nødvendigt. Det bliver dyrere og selvfølgelig værre for natur og menneskers helbred, hvis vi ikke gør det. Hvis vi ikke gør os klar til klimaforandringerne og ikke gør os bevidste om, at der er knappe ressourcer, så kommer det til at bide os selv i røven inden længe. Der kommer flere, strammere krav fra EU og fondene, der finansierer film, om mere bæredygtige produktioner. Og dem skal vi jo være klar til at kunne imødegå. Jo bedre vi planlægger, jo bedre for vores økonomi.”
Og hvordan er det så at være klimaentusiastisk sustainability manager i en kriseramt branche, hvor den grønne omstilling – i hvert fald i Anne Ahn Lunds optik – går alt for langsomt?
”Selvom jeg er taknemmelig hver dag, må jeg da indrømme, at det til tider er frustrerende at arbejde for noget, der er så nyt. Jeg arbejder med noget, der bare kræver sindssygt meget tålmodighed. Jeg er jo ikke i gang med at ændre én vane for ét menneske, fx at bide negle, men at få en samlet branche til at stoppe med at bide negle på 100 forskellige måder. Krisetider får heldigvis folk til at tænke anderledes. Nu er derfor et godt tidspunkt for branchen til at stoppe op og lige tænke sig om ift. deres vaner. Jeg håber, at det næste skridt er, at der skal tales meget mere om finansieringssystemet, og at der bliver sat langt flere og strammere krav til bæredygtig produktion.”