Defamation på DR2

DOKUMANIA. Yoav Shamirs kontroversielle dokumentarfilm "Defamation" vises på DR2 i aften den 19. april kl. 20:55.

Er antizionisme og antisemitisme det samme? Og bliver det ene brugt som en undskyldning for det andet? Er antisemitisme overhovedet et voksende og farligt globalt problem?

I "Defamation" (2009) undersøger den israelske instruktør Yoav Shamir, om begrebet antisemitisme, "det gamle had mod det jødiske folk", stadig findes. Filmen har været efterspurgt på festivaler over hele verden og vundet flere priser, blandt andet for bedste dokumentarfilm i spillefilmlængde, The Grierson Award, på London Film Festival.

"Defamation" har desuden været genstand for en del omtale, efter at DR2 tøvede med at programsætte filmen, som kanalen selv har medfinansieret, hvorpå filmmagasinet EKKO udgav den på dvd sammen med Ekko #52.

I aften er der imidlertid dansk tv-premiere – se med i Dokumania på DR2 kl. 20.55.

"Defamation" er en dansk-østrigsk-amerikansk-israelsk koproduktion, produceret af Karoline Leth for SF Film med støtte fra Det Danske Filminstitut. Læs også interview med Karoline Leth om filmens tilblivelse og overvejelserne bag: "Kontroversiel dansk dokumentar" (FILMupdate, 12. juni 2009)

Tags: