Den bedste mand i optagelse

Mikkel Boe Følsgaard har hovedrollen, når Mikkel Serup og Nimbus Film i juli går i gang med optagelser til spillefilmen "Den bedste mand" om bokseren Jørgen "Gamle" Hansen.

Mikkel Serups drama "Den bedste mand" handler om den legendariske danske bokser Jørgen "Gamle" Hansen, som i 1970'erne blev europamester hele ni gange og en af de mest vindende danske boksere nogensinde.

Filmen instrueres af Mikkel Serup og optages i Kroatien og Danmark fra 11. juli til 19. august, og den får biografpremiere den 15. juni næste år, og indgår der i Biografklub Danmarks program.

"Den bedste mand" begynder i slutningen af 70'erne, hvor de fleste har dømt Jørgen "Gamle" Hansen færdig i boksning. Han er bange for at gå i ringen, hans krop er slidt, og banken truer med at tage huset fra ham og hans familie. Kun én holder sammen på det hele. Hans elskede Hanne – manager, ven og kone. Sammen kæmper de en ulige kamp for at holde Jørgens karriere i live. Men da Hanne beslutter, at familien Hansen skal lægge hus til den afrikanske bokser Ayub Kalule, der ifølge boksepromotor Mogens Palles plan skal være dansk boksnings fremtid, bliver det tydeligt for Jørgen, at han ikke er klar til at lade sig pensionere endnu.

Mikkel Boe Følsgaard har hovedrollen, og Lene Maria Christensen spiller hans kone, Hanne Hansen. Søren Malling har rollen som promoter Mogens Palle, britiske Arnold Oceng spiller Ayub Kalule, og desuden er Marie Askehave, Benjamin Kitter, Martin Greis, Ari Alexander Andersen, Kristian Høgh Jeppesen og Kristian Fjord på rollelisten.

Mikkel Serup har skrevet manuskript i samarbejde med Linn-Jeanethe Kyed og Søren Felbo, og Lea Løbger producerer for Nimbus Film med 7,9 millioner kr. i produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut gennem konsulentordningen ved Hanne Palmquist. Desuden støttes filmen af TV 2 og koproduceres og finansieres internationalt. Nordisk Film Distribution står for dansk distribution.