17-årige Skjold og 18-årige Isabel er hinandens første kærlighed. Nu har de slået op. Men er på mange måder stadig sammen. Som Isabel udtrykker det i Emil Næsby Hansens første lange dokumentarfilm 'Skjold & Isabel', fandt de efter bruddet ud af, at de "måske ikke var så gode til det der med at slå op".
Instruktør Emil Næsby Hansen fandt Skjold og Isabel på Instagram, mødte dem tilfældigt en nat i København og hang ud med dem i et halvt år, inden han tændte kameraet. Filmen følger eksparret en sommer i København, hvor de forsøger at få styr på deres relation og finde ud af at være hver for sig.
Hvad var det ved Skjold og Isabels Instagram-profiler, der fascinerede dig, og som du kunne se en film i?
"Deres billeder afspejlede et liv, som jeg kunne spejle mig i. Det var billeder af, hvordan de bevægede sig rundt i byen, kravlede op i stilladser og rundt på tagene. Hvordan de udforskede og havde en stor appetit på og nysgerrighed over for byrummet.
Jeg var også interesseret i det blik, Skjold havde på Isabel, og Isabel havde på Skjold. Det var et rent, ungt og kærligt blik. Og samtidig et blik, hvor jeg ud fra billederne var i tvivl om, om de var kærester eller bare var venner. Der var ikke nogen billeder, hvor de kysser, og der var super meget venskab i billederne af hinanden. Man kunne se, at de virkelig var partners in crime og syntes, at de samme ting var fede, fx i måden de købte sneakers på og tog billeder af det eller hiphop-posede foran ting. Billederne viste, at de havde det helt vildt sjovt sammen, og at de lavede alting sammen."
Det er sjældent at se en kærlighedshistorie, hvor hovedpersonerne allerede har slået op. Hvorfor ville du gerne fortælle historien om et break-up?
"Det vidste jeg heller ikke, at jeg ville fra starten. Først og fremmest ville jeg bare fortælle en historie om Skjold og Isabel, som jeg var draget af og forelsket i som mennesker og som karakterer.
Og så var det jo der, at de var. Da jeg mødte dem, spurgte jeg, om de var kærester eller venner. Så sagde Skjold, 'Jeg har slået op med Isabel.' Men de var jo stadig sammen. Hver gang jeg hookede op med den ene, var den anden med. Så jeg fandt ret hurtigt ud af, at de måske ikke havde slået helt op.
I det rum, jeg tilfældigvis dumpede ned i, hvor de havde slået op, men endnu ikke var gået fra hinanden, var der så mange energier, der spillede på kryds og tværs, og som jeg blev draget af. Tit forstod jeg ikke, hvad det handlede om, og hvad de ville. De fattede det heller ikke selv. Og jeg tænkte på, om publikum nogensinde ville forstå det. Men så besluttede jeg mig for at gå med det. Det, at det ikke er til at finde hoved og hale i deres forhold, er netop det fine ved det. Alle kender det rum efter et break-up, inden man er helt splittet. Det er et højpotent dramatisk rum fyldt med kærlighed, tvivl og splid. Så det har vist sig som en gave.
Jeg synes også, det er spændende at portrættere kærlighed på en måde, der ikke bare handler om den klassiske kærlighedshistorie; 'dreng møder pige – og noget dramatisk sker', for kærlighed er svært, og man kan være fuld af tvivl om sine valg."
Du er med i nogle ret intime situationer og samtaler mellem de to. Hvordan opnåede du den tillid?
"Der gik et halvt år, fra jeg mødte dem første gang, til at jeg tændte kameraet. Jeg sagde til dem, at hvis vi skulle lave en film sammen, skulle vi være venner. Og det blev vi.
Vi havde mange ting til fælles, og meget af det, de bruger deres tid på, brugte jeg også min tid på i samme alder: At opsøge alt, der har nerve og kant og er spændende og sejt. Komme til de vildeste koncerter og de bedste fester og kravle på de højeste tage og over en masse hegn og gå nede i tunnellerne. Komme på eventyr og udforske en masse rum og miljøer og møde mange mennesker. Vi havde samme appetit og anarkistiske tilgang til omgivelserne.
Den første aften sluttede med, at jeg viste jeg dem mit kontor og baglokalet, hvor jeg sover og sagde, at her kunne de altid komme forbi. Hvis der kommer en person ud af det blå og giver dig al opmærksomhed i verden, vil høre alt, hvad du har at sige, og som du må ringe til midt om natten, når du er ked af det, får du lyst til at give noget igen. Det er en udveksling af opmærksomhed, som vi alle sammen har brug for."
Hvilken rolle spiller København i filmen?
"Ligesom filmen er en hyldest til ungdom, kærlighed, skønhed og tvivl, er det også en hyldest til byen. Byen er en aktiv spiller, og der er noget romantisk ved den måde, de bevæger sig rundt mange steder i byen på.
Jeg kommer fra Skive, en mindre provinsby i Vest-Nordjylland, og fra jeg var 14 år, drømte jeg om, at vi skulle flytte til en større by, hvor jeg kunne være en del af det kulturelle liv. Jeg flyttede til København, da jeg var 20 år, hvor jeg gav mig i kast med at udforske byen.
Alle de ting, jeg udforskede, da jeg kom herind, havde Skjold og Isabel allerede oplevet i en alder af 14-15 år. En stor del af min fascination var, at de levede den ungdomstilværelse i storbyen i teenageårene, som jeg altid havde drømt om. At følge dem blev en måde at gennemleve en fortabt ungdom, jeg følte, jeg aldrig havde haft. Det var som om, jeg blev teenager igen.
Skjold og Isabel hjalp mig til at se byen på ny og gjorde mig genforelsket i København og alt hvad, den består af, står for og gemmer på."
