På Fiktionsdagen stillede filmkonsulent Molly Malene Stensgaard sammen med Pernille Rose Grønkjær, Annette K. Olesen og Kim Bodnia skarpt på, hvordan man skaber komplekse karaktertegninger, så fiktionsfilm ikke bare bliver beige
Af Eva Novrup Redvall
Hvorfor ser jeg i øjeblikket danske dokumentarfilm med en masse meget mærkelige, fascinerende mennesker, som jeg ikke møder i fiktionsfilmene? Har vi i fiktionen tendens til at forklare og forenkle for meget? Viser vi ikke publikum nok tillid i forhold til at kunne forstå komplekse karakterer?
Med de retoriske spørgsmål åbnede Molly Malene Stensgaard under Fiktionsdagen for en branchediskussion om karaktertegninger i danske fiktionsfilm. Hun indledte med at vise et klip fra Pernille Rose Grønkjærs prisbelønnede The Monastery, hvor virkelighedens Hr. Vig på mange måder er 'larger than life'. Med langt hvidt skæg, et udvalg af særprægede hatte, et fokus på folks næser og en drøm om at skabe et katolsk kloster på sit nedslidte slot kunne han hurtigt fremstå som for mærkelig i et dansk spillefilmmanuskript, men The Monastery lever og ånder netop i mødet med dette anderledes menneske.
Eksotisk og universel
Som Pernille Rose Grønkjær konstaterede efter klippet, har man som dokumentarist den fordel at have virkeligheden med sig. Hr. Vig findes i virkeligheden, og dermed tror folk som udgangspunkt mere på det, man præsenterer, selv om det selvfølgelig kun er én sandhed. Det mærkelige er dragende, men det nytter ikke noget bare at fortælle om mærkelige mennesker.
"For mig handlede det meget om, at Vig var et mærkeligt menneske, og det syntes jeg simpelthen var så eksotisk. Samtidig kunne jeg forholde mig til nogle helt basale ting omkring ham. Noget med ensomhed, noget med kærlighed og noget med det her skisma om, hvad vi skal med livet. Det var bare interessant at være i nærheden af ham, fordi han som karakter var så mærkelig, men alligevel så normal, og det spænd er meget interessant," fortalte Pernille Rose Grønkjær.
At fortælle ved siden af
Efter Pernille Rose Grønkjærs mening kan man sagtens fortælle om mærkelige mennesker, men kunsten er ikke at fokusere på det mærkelige.
"For mig er det spændende ved at lave dokumentarfilm hele tiden at arbejde lidt ved siden af. Ved f.eks. at have noget helt vildt mærkeligt og så ikke italesætte det. Det synes jeg er skønt. Jeg kommenterer ikke, at han har hvidt skæg eller en underlig frakke. Sådan er det bare, og det kan man så læse en masse ting ind i ligesom i de ting, han siger."
En elementær attraktionsværdi ved karakterer, der ser anderledes ud, er efter Pernille Rose Grønkjærs mening helt enkelt også, at det visuelt er fantastisk at se på et menneske, som ser fantastisk ud. Det skal man ikke undervurdere betydningen af, når man laver film.
Karakterens hemmeligheder
Mens Pernille Rose Grønkjær som instruktør sorterer i et virkeligt menneskes særpræg og hemmeligheder, går en skuespiller ombord i konstruerede karakterer og puster liv i dem på lærredet. Kim Bodnia viste klip fra Henrik Ruben Genz' kommende spillefilm Frygtelig lykkelig og fortalte om sit arbejde med at finde ind til en karakters hemmeligheder - og så nå at glemme dem igen.
"Som skuespiller vil jeg gerne have, at min karakter har hemmeligheder over for instruktøren og kameramanden. Man skal have den der fornemmelse af, at der er mere end det, man lige ser. Man skal have den nysgerrighed," fortalte Kim Bodnia og beskrev en hård proces med at opsøge lignende karakterer i virkeligheden og lære og lytte i selskab med dem. For ham handler det meget om at kopiere og stjæle med arme og ben. Det kræver tid, og derfor er han ikke meget for ideer, som pludselig opstår på settet og ikke når at synke ordentligt ind.
Logikken skal tværes ud
Annette K. Olesen mente også, at tid er et centralt element, hvis man vil skabe komplekse karakterer. Hun har på film som Små ulykker og Forbrydelser arbejdet omfattende med skuespillerimprovisation som et redskab for manuskriptskrivningen og karakterarbejdet. Ikke mindst for at kunne tvære logikken fra skrivebordsarbejdet til.
"Jeg mener, at man skal insistere på at have tiden og kunne undersøge sit materiale. Man skal kunne lade tvivlen komme filmen til gode. Hvis livet var en ligning, der gik op, kunne man lige så godt lade være med at lave film," konstaterede Annette K. Olesen.
Nuancerende research
Annette K. Olesen viste klip fra sin nye film Lille soldat og beskrev, hvordan hun bruger virkeligheden til at udfordre klicheerne.
"Man kan have en tendens til at ville få historier til at gå op, fordi man vil fra et sted til et andet. De psykologiske mekanismer, man arbejder med under skrivearbejdet, er et godt håndtag at støtte sig til, men på lærredet bliver det dødssygt og endimensionelt, hvis man kan forklare alting." Derfor skal man altid lede ved siden af stereotyperne, når man skaber karakterer, og som Annette K. Olesen beskrev i forlængelse af sin nye film, kommer der meget tit et andet menneske ind ad døren, end man forestiller sig, når man laver research og bruger virkeligheden som inspiration for fiktionen.
Beige danske film?
Efter oplæggene spurgte en deltager fra salen, hvordan oplægsholderne tacklede det, når de blev mødt med udsagn som 'den slags mennesker findes ikke i Danmark'. Amerikansk film har tit ekstreme karakterer, men måske ligner vi i Danmark hinanden for meget til at folk køber de mere ekstreme eksistenser? Pernille Rose Grønkjær mente, at det var en vigtig pointe at få med, for man må som instruktør også insistere på at turde søge det eventyrlige. Eller bliver tingene hurtigt lidt beige.
"Jeg er tit blevet mødt med kommentarer om, at man aldrig ville kunne møde en karakter som Hr. Vig i en fiktionsfilm. Men hvorfor skulle han ikke kunne eksistere i fiktionen?" spurgte Pernille Rose Grønkjær ud i salen.
Grundfølelser som kernen
Annette K. Olesen mente godt, at man kan have mange mærkelige mennesker i fiktionen, hvis de bliver forankret i en virkelighed, man selv forstår.
"Det handler om altid at forankre karakterer i nogle grundfølelser, som jeg som leverpostejdansker kan forholde mig til. For det er grundfølelser, vi fortæller historier om."
Og med de afsluttende ord blev folk i salen igen sendt ud i virkeligheden. Måske med et skarpere blik for det besynderlige frem for det beige …