Film om Syriens Hvide Hjelme til Sundance

FESTIVAL. Dokumentarfilmen "Last Men in Aleppo" får en fornem verdenspremiere på den amerikanske Sundance Filmfestival. Syriske Feras Fayyad og danske Steen Johannessen har instrueret filmen, som er skabt i samarbejde med Aleppos uafhængige mediecenter AMC. Også to koproduktioner med dansk deltagelse er udtaget til festivalen, der løber af stablen i januar.

Sundance Filmfestivalen i Utah, der anses for USA's største festival for nyskabende film og uafhængige filmskabere, slår dørene op for sin næste udgave den 19. januar, og her bliver det med den danskproducerede dokumentarfilm "Last Men in Aleppo" på programmet. Filmen, der er instrueret af Feras Fayyad og Steen Johannessen, skal deltage som en af tolv film i World Cinema Documentary Competition, festivalens konkurrence for internationale dokumentarfilm.

I "Last Men in Aleppo" følger vi en lille håndfuld civile hjælpearbejdere fra De Hvide Hjelme. Organisationen var i år indstillet til Nobels Fredspris for deres vedholdende humanitære arbejde i det krigshærgede Syrien.

Efter fem års krig i landet gør Aleppos tilbageblevne indbyggere sig klar til belejring. Khalid, Subhi og Mahmoud, stiftende medlemmer af De Hvide Hjelme, er blevet tilbage for at komme den nødstedte befolkning til undsætning, og gennem dem skildres på nærmeste hold, hvad det vil sige at leve under belejring med en hverdag præget af død og kampe i gaderne.

Den syriske instruktør Feras Fayyad har en filmuddannelse fra den internationale filmskole EICAR i Paris og har lavet en lang række film om Syrien og beslægtede emner.

Steen Johannessen er især kendt som en erfaren klipper af dokumentarfilm, senest på "Dem vi var", der vandt en pris ved den nyligt overståede IDFA Filmfestival i Amsterdam, samt "Motley's Law" og "Krigerne fra Nord". Med "Last Men in Aleppo" debuterer Johannessen som instruktør.

"Last Men in Aleppo" er skabt sammen med AMC, Aleppo Media Center, der blev stiftet i 2012 med den ambition at dække begivenhederne under den syriske revolution som et frit presseorgan. Mediecentret trækker på en lang række lokale journalister og fotografer, hvoraf nogle netop har leveret det primære billedmateriale til filmen.

Filmen er produceret af Larm Film ved Søren Steen Jespersen i samarbejde med AMC. Jespersen har produceret film som "69" og "Varm luft for milliarder", og som instruktør stod han bag "Krigerne fra Nord" sammen med Nasib Farah. "Last Men in Aleppo" har modtaget produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

The-Nile-Hilton-Incident_450
Fares Fares i "The Nile Hilton Incident", der er udtaget til Sundances internationale spillefilmkonkurrence. Foto: Atmo Rights

Koproduktioner på Sundance

På festivalen deltager også to film, der er produceret sammen med danske Final Cut for Real og med støtte fra Det Danske Filminstituts pulje for internationale koproduktioner.

I konkurrencen for internationale spillefilm, World Cinema Dramatic Competition, deltager "The Nile Hilton Incident" af svenske Tarik Saleh. Filmen, en thriller der udspiller sig i Kairo i ugerne op til revolutionens start i januar 2011, har Fares Fares i hovedrollen, og med på det danske hold er blandt andet klipper Theis Schmidt, kostumedesigner Louize Nissen og VFX-supervisor Peter Hjorth. Monica Hellström og Signe Byrge Sørensen er de danske koproducere.

Byrge Sørensen er også koproducer på "Strong Island" af amerikanske Yance Ford, der er udtaget til konkurrencen for amerikanske dokumentarfilm. I filmen undersøger instruktøren omstændighederne ved sin brors død og et amerikansk retssystem, hvor det tilsyneladende er muligt at tage et sort liv uden at blive straffet. Filmen er klippet af Janus Billeskov Jansen. Læs om projektet i Man skal kunne lide sin koproducent

Sundance melder ud om de resterende film i programmet i løbet af de kommende uger.

Sundance Filmfestivalen finder sted 19.-29. januar i Utah. Se mere på festivalens website på sundance.org

Danske film på Sundance over årene