Hvordan ville de danske biografer have klaret sig gennem corona, hvis ikke Christina Rosendahl og Thomas Vinterberg havde trukket publikum tilbage i biffen med 'Vores mand i Amerika' og 'Druk'?
Ingen af de to succesfulde instruktører havde formentlig lavet film i dag, hvis det ikke var for Filmværkstedet, hvor de ligesom en lang række af landets største instruktører slog deres ungdomsfolder. Det fremgår af instruktør Sebastian Cordes' bog om de fire filmværksteders historie, 'Friheden til at lave hva' fuck man vil', der udkommer den 19. november i anledning af værkstedets 50-års jubilæum.
Inddelt i årtier blander bogen historiske afsnit om filmværkstedernes formål, institutionelle rammer, markante begivenheder og samfundsmæssige kontekst med interviews med 18 filminstruktører, der fortæller om deres oplevelser med at skabe film på værkstederne – fra Jørgen Leth og Jytte Rex i 1970'erne til Marie Grahtø og Ulaa Salim i 2010'erne.
Vi har talt med Sebastian Cordes, der selv har instrueret fem film på værkstederne, om, hvad Filmværkstedets unikke institutionelle rammer ifølge hans research har betydet for dansk filmkunst, om hvordan værkstedet har udviklet sig gennem tiden, og om hvilke aftryk Filmværkstedet har sat på de medvirkende instruktører.
Hvorfor har du skrevet en bog om filmværkstederne?
"For et par år siden faldt jeg over en historie om en dokumentarfilm produceret på Filmværkstedet, der var blevet forbudt. Da jeg gravede i arkivet, slog det mig, at Filmværkstedet ikke alene med denne historie, men i det hele taget rummer en ufortalt kulturhistorie.
Filmværkstedets film er stort set utilgængelige, fordi værkstedet ikke har set det som sin rolle at være arkivarer, men som et sted for revolutionær filmskabelse. Fx fandt Jannik Hastrup først for nylig sin film 'Ironside og fællesmarkedet' fra 1972 tilfældigt nede i sin kælder, da jeg spurgte ham i forbindelse med bogen. Filminstituttets bibliotekarer vidste ikke, at den fandtes, og den er først blevet digitaliseret nu. På samme måde kan man kun finde Kristian von Hornsleths film på YouTube, fordi han selv har lagt den op, og Christian Braad Thomsen nåede akkurat at redde sine negativer ud af en affaldscontainer.
Jeg har følt mig som en detektiv i en ukendt dansk filmhistorie, og jeg skrev bogen for, at andre mennesker også kunne få adgang til den historie. Jeg skrev den også fordi, det var sjovt: Halvdelen af bogen består af røverhistorier fra dansk film."
Radikal adgang og eksperimenter
Hvad var unikt ved Filmværkstedet, da det blev etableret i 1970?
"Filmværkstedet udsprang fra en socialdemokratisk idé om, at alle uanset baggrund skulle have adgang til filmmediet. I sin essens var formålet demokratisk, ikke kunstnerisk, selvom resultatet var, at der kom fri kunst ud af værkstedet. Den frihed og åbenhed lå i tiden i slut-60'erne. Det betød, at der i ansøgningsbunken både var 14-årige drenge, der skrev og spurgte, om de måtte filme nogle fugle, og Per Kirkeby, der ville lave en film om kunstmaleren Wilhelm Freddie.
Grundidéen til Filmværkstedet er en radikal adgang og en eksperimenteren, der lå i tiden. Der var medlemsdemokrati, som betød, at de filmskabere, der havde fået støtte, kunne give støtten videre. I beskrivelsen af Filmværkstedet oprettelse står der, at formålet finder man ud af løbende. Det kan man ikke forestille sig i 2020. Men faktisk eksisterer Filmværkstedet i dag ud fra de samme principper om, at der ikke er nogen deadlines, og at man må bruge udstyret så lang tid, man vil. Det er jeg næsten bange for at sige højt af frygt for, at det bliver nedlagt."
Hvad betød Filmværkstedet for dansk film i den periode?
"Filmværkstedet betød, at der blev adgang til at lave film udover dyre 35 mm-produktioner og DR. Det betød, at kvinder kom ind. Og at folk uden uddannelse eller med en anden uddannelse, kunstnere og politiske revolutionære kunne få adgang til at lave film. Fx lavede Jytte Rex sammen med Kirsten Justesen i 1971 en af de bedste film, der nogensinde er lavet på værkstederne, 'Tornerose var et vakkert barn'. Meget filmkunst og dokumentation ville ikke have eksisteret."
I bogen fokuserer du på instruktører, der er blevet til noget, men det er der også en masse, der ikke blev til noget. Hvilken værdi har det?
"Det har en kæmpe værdi. Idéen med, at man ikke behøver blive færdig med sit projekt på Filmværkstedet, kan man ikke se andre steder. Det er en form for kulturel grundforskning, der giver mulighed for at eksperimentere med sit eget filmsprog. Jeg tror, at al god kunst starter med en udforskning frem for et slutprodukt. Hvis du allerede har et produkt og en modtager i hovedet, udelukker du hele vejen igennem sindssygt mange muligheder, der stritter ud.
På Filmværkstedet er der instruktører, der er blevet til noget, som har skabt færdige film. Der er instruktører, der er blevet til noget, som ikke blev færdige med deres film. Og så er der en masse folk, der har lavet en eller to film og så fundet ud af, at film ikke er noget for dem. Der ligger et kæmpe dannelsesprojekt i at give lov til, at man kan komme ind og lege med filmmediet under fuld frihed."
Filmens Team Danmark
Men man kunne godt spørge, hvorfor de danske skatteydere skal betale for, at der er nogle unge mennesker, der tusser rundt med et kamera uden noget mål og laver film, publikum ikke gider se?
"Det er en fin kritik, hvis man ikke vil have et kulturliv. Jeg kunne godt fremføre et økonomisk argument om, at de kreative erhverv er i vækst, og at det er billigt at investere i talentudvikling. Men nødvendigheden viser sig også i, at der næsten ikke er nogen filmfolk i Danmark, der ikke har været igennem et af filmværkstederne. Værkstederne er grobund for, at alt andet kan eksistere. At fjerne filmværkstederne ville være ligesom at nedlægge Team Danmark og tro, at man kan få gode fodboldspillere. Filmværkstederne er dansk film om to år.
Hvis instruktører som Thomas Vinterberg og Christina Rosendahl ikke havde lavet film på Filmværkstedet i 80'erne og 90'erne, ville de måske ikke have slået igennem, og de ville ikke have reddet biograferne i 2020. Christina Rosendahl er måske det mest perfekte eksempel: Hun klippede sin film 'Stjernekigger' i næsten et år. Det ville have kostet mange millioner i et klipperum, hvis ikke nogen fra Filmværkstedet havde troet på hende og sagt, bare fortsæt. Normalt ville man have sagt fra et investeringsmæssigt synspunkt, at hvis din film ikke er klippet færdig efter 250 dage, er det slut. Og i øvrigt er der ikke nogen, der kender din søster (Pernille Rosendahl, som filmen handler om, red.). Men hvis man har de økonomisk langsigtede briller på, endte hun med en vigtig film, der gik i Grand. Og i år har hun solgt 200.000 billetter. Jeg tror, nøglen er en forståelse af frihed og tillid, der ikke nødvendigvis giver økonomisk afkast, men et mere abstrakt dannelsesmæssigt afkast."
Hvad fortæller instruktørerne, at de har fået ud af Filmværkstedet?
"De fleste betragter værkstedet som en alternativ filmskole uden en lærer. En skole kan have en tryghed, mens du på Filmværkstedet kommer lidt ud at skide, og det er ret godt. Det er også derfor, filmene ikke nødvendigvis er gode. Fx fortæller Thomas Vinterberg om at lave sin første film som 16-17-årig, som han ikke vil have, at nogen ser. Alligevel ville han gerne stille op til interview i bogen, fordi filmen faktisk har betydet sindssygt meget for ham. Det viser, at det at lave noget lort kan være vejen til at lave noget godt.
Mange instruktører taler om, at de fandt gnisten til at lave film her. Og folk, som ikke kommer fra kunstneriske familier, fik adgang. Fx fortæller Fenar Ahmad, en Amager-dreng, der ikke kendte nogen, at Filmværkstedet var grunden til, at han kom til at lave film."
Fra demokratisk projekt til professionalisering
Hvilke forandringer har været markante i værkstedets historie?
"Den generelle tendens på de fire værksteder er, at det ikke længere er den demokratiske adgang, der er i centrum, men talentudvikling. Rammerne har forandret sig ved, at der er kommet mindre, men bedre udstyr. Det betyder, at færre laver film, men at man kan lave mere professionelle film. Fordelen ved professionaliseringen er, at flere film bliver færdige, og at de vinder Robert-priser og rejser til Cannes og Berlin. Brugerne er yngre og har en anden målrettethed, som er pissefed. Det er fx vildt imponerende, at Kasper Rune Larsen lavede en reel spillefilm, 'Danmark', der blev vist på Berlinalen, på Aarhus Filmværksted.
Ulempen er en mindre diversitet. I den forstand er der sket et ideologisk skift, som matcher, hvad der er sket i samfundet i de sidste 20 år."
Gratis bog-talk: Friheden til at gøre hva' fuck man vil
"Du skal forstå Filmværkstederne, hvis du vil forstå dansk film," siger filmskaber og forfatter Sebastian Cordes, der den 19. november udkommer med bogen 'Friheden til at lave hva' fuck man vil'.
Bogen handler om de seneste fem årtiers undergrundsfilm lavet på de danske filmværksteder.
Ja, du skriver om, at man bl.a. ikke kan være på dagpenge i uendelighed i dag. Hvad betyder de økonomiske faktorer?
"Det betyder, at man skal have mere mentalt og økonomisk overskud for at komme ind og lave film i dag. Nogle kan godt tage to måneder ud af sommerferien og investere sine egne penge i at lave en spillefilm. Det er der andre, der ikke kan. Det er en uformel barriere. Og det betyder bl.a., at der er mange samfundsgrupper, hvis fortællinger vi ikke ser på lærredet."
Var det bedre i gamle dage?
"Ikke nødvendigvis. Jeg tror godt, man kan kombinere de to idéer. Jeg savner mere åbenhed i dag, også rent fysisk. Fra at man kunne gå ind fra gaden, ligger Filmværkstedet nu på fjerde sal i Filmhuset med lukkede døre og store professionelle klipperum. Det kan godt virke skræmmende, hvis man aldrig har været i nærheden af film før."
Som du siger, er bogen fuld af underholdende røverhistorier. Hvad er din yndlingsanekdote?
"Der er mange gode, men min yndlingsanekdote er fra Christina Rosendahl, der fortæller om at gå til psykolog med sin klipper under arbejdet med 'Stjernekigger'. Hun klipper med sin ekskæreste Olivier Bugge Coutté, hvilket i sig selv er imponerende. Da samarbejdet går galt, stopper hun det ikke, hvilket jo ville være helt normalt. Hun siger, lad os gå til psykolog. For han er jo den bedste klipper. Dét er altså dedikation til filmprocessen. Og selvom hun egentlig ikke synes, at psykologen er særligt god, var hun det måske alligevel, for nu har Rosendahl og Coutté klippet sammen i 25 år."
Boglanceringen fejres i Cinemateket d. 19. november, hvor der er gratis talk med forfatter Sebastian Cordes samt visning af en række kontroversielle værkstedsfilm med efterfølgende debat. Læs mere HER.
