Fjerkongens rige åbner Cartoon Movie

ANIMATION. Esben Toft Jacobsens svensk-danske animationsspillefilm "Fjerkongens rige" åbner på onsdag dette års Cartoon Movie i Lyon.

Esben Toft Jacobsens "Fjerkongens rige" er åbningsfilm på dette års Cartoon Movie, det store europæiske pitching- og koproduktions-forum for animationsspillefilm, der hvert år finder sted i Lyon.

"Fjerkongens Rige" handler om den lille kanin Johan, der bor med sin far på et skib. Det har de gjort, så længe Johan kan huske. Johans mor er der ikke længere. Hun blev en dag hentet af Fjerkongen, en stor slags fugl, som Johan ikke rigtig ved, hvem er. Johan vil gerne lære at sejle skibet, så han kan styre det til Fjerkongens Rige, for han tror nok, at det må være der, hans mor er.

Cartoon Movie

Over to dage har producere mulighed for at pitche deres filmprojekter for at skaffe finansiering, finde koproducenter og tiltrække internationale distributører.

Siden Cartoon Movies oprettelse i 1999 er 215 film blevet finansieret, svarende til et samlet budget på 1,5 milliarder euro.

Cartoon Movie løber fra den 5. til 7. marts.

Cartoon Movie

"Umiddelbart er 'Fjerkongens rige' en historie om en lille kanin, der tager på en eventyrlig rejse til et fremmed land. Men samtidig rummer historien også en fortælling om at miste og savne – og om, hvordan man håndterer savn," fortæller filmens manuskriptforfatter Jannik Tai Mosholt .

Læs interview med instruktør og manuskriptforfatter: Tågebanker og fabelfjer.

Filmen havde verdenspremiere på Generation Kplus på dette års Berlinale. Den har svensk premiere den 21. marts og dansk premiere den 10. april.

"Fjerkongens rige" er produceret af Petter Lindblad for danske Copenhagen Bombays søsterselskab i Sverige. Sarita Christensen koproducerer for danske Copenhagen Bombay og er executive producer. Filmen er animeret i Copenhagen Bombays egne studier i Stockholm og København.

Cartoon Movie afholdes 5.-7.marts

Bliv klogere på Cartoon Movie