Fra ide til film på tværs af lande

PRISER. "My Name Is Salt" af indiske Farida Pacha vandt fredag Best First Appearance på IDFA i Amsterdam. Den danske producer Michael Haslund har arbejdet som mentor på projektet og fortæller her om det dansk-indiske samarbejde.

"My Name Is Salt" instrueret af Farida Pacha følger tålmodigt en families intense arbejde med at udtrække salt fra en gold ørken i Indien otte måneder i træk, inden monsunregn forvandler ørken til sø.

Filmen, der er blevet til i samarbejde med den danske producer Michael Haslund, vandt fredag prisen Best First Appearance på IDFA i Amsterdam – en pris der gives til nye og talentfulde filminstruktører. 

Michael Haslund, der har fungeret som mentor på projektet, mødte den debuterende indiske filminstruktør via Binger Filmlab i Amsterdam, et internationalt talent- og projektudviklingscenter for spille- og dokumentarfilm.

"Arbejdet som mentor kan bedst beskrives som en blanding af kunstnerisk konsulent og executive producer," fortæller Michael Haslund om sin rolle i filmens tilblivelse.

Amsterdam, Mumbai og København

Han blev i sin tid inviteret af Binger Filmlab på baggrund af hans arbejde som konsulent på Janus Metz' "Armadillo" og var i en periode over to år tilknyttet processen med at forvandle Farida Pachas idé til færdig film. Han har mødtes med den indiske filminstruktør i Amsterdam og suppleret med udveksling af Vimeo-filer mellem Mumbai og København efterfulgt af Skype-samtaler om filmens form.

"Det, jeg har hjulpet med, er løbende i processen fra optagestart til færdig film at oversætte den indiske kultur til dokumentarisk filmsprog, der kan forstås af et internationalt publikum, men som samtidig fastholder Farida Pachas personlige signatur som filminstruktør" fortæller Michael Haslund, der er glad for den anerkendelse, filmen har fået med prisen på IDFA. 

"Jeg er lidt stolt, for det er dæleme et skævt og insisterende projekt against all odds, der lander som en helstøbt film, som giver en følelse af, at tiden står stille i en blanding af real time arkæologi og en yogafilm til byfolk med trang til at komme tættere på naturen, uden at det koster mere end en biografbillet." 

Læs mere om "My Name Is Salt" på filmens hjemmeside.

Udover "My Name is Salt" har Michael Haslund gennem Binger Filmlab været mentor for hollandsk-mexicanske Diego Gutierrez' film "Parts of a family", der bl.a. vandt den hollandske nationalpris Golden Calf for Best Feature Documentary i 2013, samt den new zealandske instruktør Pietra Brettkelly. I første omgang på "Mauri Boy Genius", der blev vist på Berlinalen i 2012, og senest som koproducent på "Flickering Time Bomb", der blev pitchet på IDFA Forum i år.