Susanne Bier smiler bredt. Hun er glad. Filminstruktøren er klar med to nye spillefilm: Periodedramaet "Serena" med Jennifer Lawrence og Bradley Cooper på rollelisten samt den dansksprogede skæbnefortælling "En chance til", der har Nikolaj Coster-Waldau, Nikolaj Lie Kaas, Ulrich Thomsen, Maria Bonnevie og supermodellen Lykke May Andersen på rollelisten.
Det er "En chance til", der er grunden til, at jeg sidder over for instruktøren på et kontor i Filmbyen uden for København, hvor filmens producent Zentropa holder til på et gammelt militærområde.
Filmen er en barsk affære. "En chance til" er en blanding mellem en thriller og et drama, der handler om politimanden Andreas (Coster-Waldau) og hans kone Anne (Bonnevie), som just er blevet forældre til den lille baby, de så længe har ønsket sig. Filmen handler også om narkomanen og den voldelige vaneforbryder Tristan (Lie Kaas), der har fået barn med sin kæreste Sanne (May) og tydeligvis ikke kan finde ud af at tage sig af barnet. Og så handler den om, som Bier formulerer det, at manøvrere i både sin egen og andres skæbne.
Overskrider alle regler
Som de fleste andre af Biers film beskæftiger "En chance til" sig med en række af den slags personlige og moralske temaer, der optager os alle: Hvad er en god mor? Hvad er et godt menneske? Hvornår kan et godt menneske gøre noget, som man ikke må gøre, og stadig være et godt menneske?
Men filmen er svær at tale om for instruktøren, fordi den rummer en masse hemmeligheder, hun ikke har lyst til at afsløre på forhånd."
Jeg synes dog godt, at jeg kan sige, at filmen handler om en politimand, der kidnapper et barn," siger hun.
"Det er nemlig interessant. Han overskrider alle regler. Man kan godt lave en film om et menneske, der overskrider alle regler, og som man ikke kan forstå. Det spændende er at lave en film om et menneske, der gør noget så forkert, og som man alligevel godt kan forstå. Jeg vil gerne have, at publikum håber, at han har held med at gøre dét, som vi alle sammen godt ved, at man ikke må gøre."
Hvor går grænsen?
"En chance til" er den sjette film, som Bier har udviklet sammen med manuskriptforfatteren og instruktøren Anders Thomas Jensen, der også har skrevet filmens manuskript. De har tidligere lavet dogmefilmen "Elsker dig for evigt" (2002), "Brødre" (2004), den Oscarnominerede "Efter brylluppet" (2006), den Oscarvindende "Hævnen" (2010) og senest det romantiske komediedrama "Den skaldede frisør" med Trine Dyrholm og Pierce Brosnan i hovedrollerne.
Og fordi Bier og Jensen har arbejdet så tæt sammen i så mange år, fører de en løbende samtale om ting, der interesserer dem, og om mulige emner til kommende film. "En chance til" udspringer af den samtale og en lyst hos dem begge til at lave noget mere brutalt end romantiske "Den skaldede frisør".
"Noget af det, vi er fælles om, er en mærkelig form for optagethed, en moralsk optagethed – det kunne næsten være religiøst, men det er det ikke – af, hvor grænsen går," siger Bier.
"Hvad er rigtigt, og hvad er forkert? Vi kan sagtens bruge en hel aften på at diskutere det. Men det var ikke, fordi vi nu sagde, 'nu vil vi lave noget mere brutalt end det, vi har lavet før.' Det var ikke noget intellektuelt, men nærmere en fysisk lyst til noget, som var mere voldsomt. Det var en form for rastløshed hos os begge, som gav sig udslag i, at vi på det her tidspunkt i vores liv havde lyst til at arbejde med noget, som er lidt mere grænseoverskridende. Der er ingen karrieretanker i det. Det er ren nysgerrighed og trangen til at undersøge."
Billeder af menneskelige situationer
I sidste ende handler "En chance til" om at ville lave om på andre menneskers liv, og hvilken ret man har til det. Det er et stort spørgsmål, indrømmer Bier, og det kan forekomme abstrakt, men det er også relevant og interessant på et hverdagsagtigt niveau, fordi det er så afgørende i forhold til de fleste menneskers liv.
"Det er noget, man begynder at tænke på, når man får børn og pludselig skal svare på ting og forholde sig meget konkret til sådan nogle spørgsmål," siger Bier.
"Hvorfor er det, at man ikke må tage slik i supermarkedet, når det står fremme? Det kunne alle gøre. Men det gør alle jo ikke. Der er helt elementære ting, og jeg har haft lyst til at udforske dem. Det egner film sig godt til, fordi det er sådan et følelsesmæssigt medium. I film kan man følelsesmæssigt belyse nogle moralske emner. Film er ikke ord. Film er billeder. Og for mig betyder det billeder af mennesker og menneskelige situationer."
At gå hele vejen
Bier fortæller, at Anders Thomas Jensen var overrasket over, hvor brutal "En chance til" var, da han første gang så den færdige film.
"Når jeg arbejder, giver jeg mig hen til filmen, og så bliver den sådan, som jeg synes, at den skal være. Jeg følte, at denne her historie skulle fortælles meget kompromisløst, hvis den skulle give mening. Hvis man begyndte at putte glasur på, ville det blive ligegyldigt. Det, der sker med Nikolaj Coster-Waldau, er, at man til sidst stadigvæk er interesseret i ham – man er virkelig grebet af ham, og det tror jeg ikke, at man ville have været, hvis filmen havde været blødere. Det er hans historie, hans rejse, og hvis man begynder at lave kompromisser med den, så mister man ham, og så bliver filmen ligegyldig."
Det er det værste, der kan ske, siger instruktøren, som kæmper for at lave film, publikum reagerer på og tænker over.
"Hvis folk synes, at mine film er ordentlige og pæne og forudsigelige, vil jeg hellere åbne et bageri eller skrive en kogebog. Det er ikke derfor, at jeg laver film. Det er et forholdsvis brutalt og krævende arbejde, og det er sjovt, fordi man ligger vågen om natten og tænker på det. Det skal jo også tilfredsstille ens kreative nysgerrighed og provokere én. Det er derfor, man gør det. Man gør det, fordi man ikke kan lade være. Ja, det kan da godt være, at "En chance til" går for langt, men i det mindste har jeg gjort, hvad jeg kunne for, at det skulle være rigtigt. Det er kun sjovt, hvis det er en lille smule angstfyldt. Det kan godt være, at det ikke lykkes, men man må også kunne tilgive sig selv, hvis det ikke lykkes. Og det kan man kun, hvis man af et ærligt hjerte er gået lige præcis så langt, som man kunne."
"Det behøver ikke være moralske ting, men det skal gøre indtryk. Er det ikke også det, du gerne vil, når du ser film? Det er det, film kan. De kan give os voldsomme følelsesmæssige og fysiske oplevelser."
Brutalt ærlige
Af samme grund læser Bier heller ikke, hvad for eksempel filmkritikere skriver om hende. Det vil kun virke forstyrrende, hvis hun begynder at se sig selv gennem andres øjne.
"Man kan jo ikke indrette sit liv efter, om andre synes, at man er en succes eller en fiasko. Jeg er nødt til at have et kompas i maven og så følge det," siger hun. Det betyder ikke, at Bier ikke lytter til andre mennesker. Tværtimod opfordrer hun sine nærmeste medarbejdere til at sige til, hvis ikke de er enige, eller hvis der er noget, de ikke forstår.
"Jeg trives meget godt med et vist mål af modstand. Der er ingen, der trives med for megen modstand eller den forkerte form for modstand, der er frustrerende og ukreativ. Men hvis modstanden er konstruktiv, så kan jeg helt vildt godt lide den. Jeg inviterer til en form for diskussion også under optagelserne. Det sker tit, at lydmanden hiver fat i mig og siger, 'jeg synes, at den replik er noget sludder,' eller 'jeg forstår ikke, hvad der foregår i den scene.' Og det tager jeg meget alvorligt, fordi jeg godt ved, at lydmanden kun gør det, fordi han vil have, at det hele skal være så godt som muligt. Det tvinger mig til nogle gange at artikulere noget, jeg ellers ikke ville have artikuleret."
Samtidig har hun og Anders Thomas Jensen en uskreven aftale om, at de skal være ærlige over for hinanden, brutalt ærlige, når de arbejder på et manuskript.
"Det er lidt skånselsløst, men også loyalt og humoristisk. Vi stoler på hinanden, og det er meget uproblematisk."
Eksplosiv energi
Alle roller i en film skal være markant besat, mener Bier, og selv de mindste roller i "En chance til" spilles af nogle af Danmark og Sveriges dygtigste og mest populære skuespillere. Men når de tre mandlige hovedroller inkarneres af så stærkt et trekløver som Nikolaj Coster-Waldau, Nikolaj Lie Kaas og Ulrich Thomsen, kan man frygte, at de kommer til at overskygge hinanden.
"Det tror jeg ikke," siger Bier. "Tværtimod tror jeg, at de inficerer hinanden med mere energi og provokerer hinanden på en god måde. Jeg har aldrig ment, at man skal sørge for, at rollerne ikke overstråler hinanden. Tværtimod. Der kommer et særligt rum imellem Coster-Waldau og Lie Kaas, som bliver enormt eksplosivt. Det bliver meget tydeligt, fordi de ikke kan lide hinanden i filmen."
I det hele taget er processen med at rollebesætte en film spændende, og det handler ifølge Bier blandt andet om at finde de rigtige skuespillere og så alligevel tænke lidt skævt.
"Lykke May har for eksempel aldrig filmet før," siger hun, "og jeg har ikke arbejdet med Coster-Waldau før. Det er 10 år siden, at han har haft en hovedrolle i en dansk film. Det interessante ved ham er, at han på den ene side er superflot, troværdig og inderlig, og så har han en side, hans 'Game of Thrones'-side, hvor man ikke rigtig ved, hvor man har ham."
"Den cocktail var perfekt til 'En chance til'. Det ville ikke gå, hvis han kun var pæn. Men han har også den anden side."
"En chance til" er produceret af Sisse Graum Jørgensen for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut gennem Konsulentordningen.
Artiklen blev første gang bragt på engelsk i DFI's digitale magasin DFI-Film 26. august.
En chance til
De to kriminalkommissærer og bedste venner, Andreas og Simon, lever vidt forskellige liv. Andreas er lykkelig med sin smukke kone Anne og deres fælles søn, mens den fraskilte Simon bruger størstedelen af sin tid på den lokale stripklub. Alt bliver dog vendt op og ned, da de en dag kaldes ud til husspektakel hos Tristan og Sanne, et junkiepar fanget i en ond spiral af vold og stoffer.
