Der er små 14 dage til festivalstart, og CPH:DOX-kontoret på Flæsketorvet i Kødbyen summer af slutspurt. Og med god grund. CPH:DOX-teamet bruger et år på at forberede en to ugers intensiv filmfest, der i år endda er udvidet med mange flere DOX:DANMARK-events i hele landet op til og under festivalen.
Niklas Engstrøm, kunstnerisk direktør siden 2021, har været med helt fra festivalens begyndelse i 2003, mens Mads K. Mikkelsen, programchef siden 2021, kom ombord fem år senere. Så de har begge stiftet bekendtskab med den hektiske slutspurt før. Men med den massive modvind, store internationale filmfestivaler som IDFA og Berlinalen har mødt ovenpå krigen i Gaza, er forberedelsen af dette års festival måske alligevel særlig.
Copenhagen International Documentary Film Festival (CPH:DOX) er en dansk dokumentarfilmfestival grundlagt i 2003, der ”arbejder for at fremme dokumentarfilmen som kunstart og som et mangefacetteret medium, der formidler viden og inspirerer til refleksion og demokratisk dialog”. Festivalen er støttet af Filminstituttet.
Årets CPH:DOX finder sted 13.-24. marts i biografer rundt omkring i København og byder på mere end 200 filmvisninger og events, heriblandt 39 danske dokumentarfilm. Igennem DOX:DANMARK bliver der vist film i 42 kommuner rundt omkring i landet.
Fra 22.-31. marts bliver et udvalg af vist på festivalens streaming-platform paradox.dk, der er en del af CPH:DOX’ abonnementsordning, KLUB:DOX.
I 2023 kunne CPH:DOX fejre 20-års jubilæum med en publikumsrekord med mere end 125.000 gæster.
Filmfestivaler i hidsig modvind
Vi spoler lige tiden tilbage til november, hvor den store hollandske dokumentarfilmfestival IDFA, der ligesom CPH:DOX bliver regnet som meget politisk engageret, fandt sted en lille måned efter Hamas’ angreb 7. oktober. Festivalen løb ind i kritik fra begge sider af konflikten, da festivalens kunstneriske direktør, den syriskfødte Orwa Nyrabia, klappede af palæstinensiske protestanter, der på åbningsaftenen fremviste et banner med det kontroversielle, palæstinensiske slogan ’From the River to the Sea, Palestine Will Be Free’.
Dagen efter udsendte Nyrabia og festivalen en officiel undskyldning, der blev stærkt kritiseret af især palæstinensiske filmskabere samt flere IDFA-medarbejdere, der sendte et anonymt brev til festivalledelsen, hvor de tog afstand til undskyldningen og kaldte krigen i Gaza for et folkemord. Det hele endte i en længere udtalelse fra IDFA, hvor de stadfæstede, at festivalen ”er og bliver et åbent og inkluderende rum for ytringsfrihed, hvor vanskelige diskussioner kan finde sted seriøst og respektfuldt gennem og omkring dokumentarfilm og -kunst.”
Også på den ligeledes politisk orienterede Berlinale i februar var den polariserede konflikt i Gaza i centrum. Især ved prisoverrækkelsen, da to af filmskaberne bag den CPH:DOX-aktuelle ’No Other Land’, israeleren Yuval Abraham og palæstinenseren Basel Adra, opfordrede til at gøre en ende på apartheiden mellem de to folk. Den og flere af vindertalerne – bl.a. af Guldbjørn-vinder Mati Diop, der udtrykte solidaritet med Palæstina – blev efterfølgende fordømt af flere tyske politikere samt festivalen selv, der tog officiel afstand fra udtalelserne: ”Vi deler ikke ensidige meninger. Ud fra vores synspunkt ville det, hvad angår indhold, have været passende, hvis vinderne og gæsterne ved prisceremonien også havde fremsat mere nuancerede udtalelser,” udtalte festivaldirektør Mariëtte Rissenbeek.
Den dobbelte Berlinale-vinder 'No Other Land' (Rachel Szor, Yuval Abraham, Basel Adra & Hamdan Bilal, 2024) vises på årets CPH:DOX i temaet 'Conflicted'.
Ingen holdning til geopolitiske konflikter
Hos CPH:DOX har den betændte konflikt i Gaza – og andre filmfestivalers håndtering af den – fyldt ekstremt meget op til festivalen, som med flere film og debatter om konflikten ikke er bleg for at italesætte og diskutere den. Ifølge Niklas Engstrøm har festivalen en klar holdning til, hvad de som festival skal mene og ikke mene noget om:
”Andre filmfestivaler har efter Hamas’ angreb antaget forskellige strategier. Nogen har valgt en vej, hvor man slet ikke italesætter eller programlægger nogen film om konflikten, mens andre er gået ud med meget klare meninger på festivalernes vegne. Gennem hele det forløb har det været klart for mig, hvor CPH:DOX står: Vi tager ikke stilling i geopolitiske konflikter, som vi ikke er part i. Og det gør vi heller ikke, selvom der står nogle vrede mennesker, der mener, vi skal skamme os over ikke at have valgt side. På CPH:DOX lader vi filmprogrammet, filmene og filmskaberne tale. Og vi står som festival op for filmskabernes ytringsfrihed. De er her for at præsentere deres film og deres perspektiv på verden, og det kommer vi ikke til at tage afstand fra.”
Ifølge Mads K. Mikkelsen har CPH:DOX altid haft fokus på konflikter, fra krigene i Mellemøsten og finanskrisen i 00’erne til COVID 19 og Ukrainekrigen. Men forskellen nu er, at der er så mange større konflikter, og at kulturen i stigende grad er blevet en identitetspolitisk kampplads:
”Der er ikke noget nyt i, at vi sætter konflikter på dagsordenen. Jeg tror ikke, der har været én eneste udgave af CPH:DOX, hvor der ikke har været en film om Palæstina. Lige nu er der bare så mange konflikter på én gang, og den offentlige stemning er meget hidsig. Sideløbende har kulturen jo også fået en større betydning. Nu retter folk deres fokus mod fx filmfestivaler og enkelte film, som bare understeger, at kultur faktisk betyder noget og har en effekt på verden. Film er ikke blot symbolske manifestationer af nogle demokratiske principper, men giver os en anledning til at tale om nogle af de ting, der foregår ude i verden.”
En åben, demokratisk platform
Men hvordan kan CPH:DOX, der ofte bliver italesat som en aktivistisk, politisk engageret festival, ikke tage stilling til og mene noget om betændte, geopolitiske konflikter? Engstrøm forklarer:
”CPH:DOX bliver rigtigt nok ofte omtalt som en aktivistisk festival, men hvad betyder det egentlig? Det betyder ikke, at vi er en politisk organisation, der skal forandre verden på specifikke politiske områder. Vi er her for at skabe en åben debat igennem vores program, hvor filmen som kunstart – i et fælles biografrum, hvor folk sidder sammen og skal kigge hinanden i øjnene – danner udgangspunkt for samtaler, der på civiliseret vis lader forskellige synspunkter komme til orde. Det er ikke vores opgave at fremme bestemte synspunkter om hverken nationale eller internationale konflikter.”
Som det fremgår tydeligt på deres hjemmeside, er festivalen dog på ingen måde værdineutral, men solidt funderet på demokratiske værdier som dialog, diversitet og åbenhed. Men dette demokratiske værdisæt skal ifølge Niklas Engstrøm ikke forveksles med en reel politisk agenda:
”Vi er ikke værdirelativister eller ’neutrale’. CPH:DOX er solidt funderet på værdier, der afspejler et demokratisk samfund, hvilket på ingen måde er neutralt i den verden, vi lever i. I en demokratisk debat skal man netop kunne stille spørgsmålstegn ved ellers fasttømrede sandheder. Hvordan står man op for sine værdier samtidig med, at man skal turde at stille spørgsmålstegn ved dem? Det er en evig, meget svær diskussion, man som samfund må have med sig selv.”
Engstrøm fortsætter:
”Det gælder også for kulturinstitutioner, hvor man bliver nødt til at tage samtalerne – også internt – om, hvordan man undgår at lade sig låse fast i et monolitisk verdenssyn. Vi vil modarbejde den politiske polarisering, hvor folk ikke accepterer hinandens synspunkter som valide, for det er én af de største trusler imod et samfunds sammenhængskraft. Det gør vi også med vores landsdækkende projekt DOX:DANMARK, hvor vi forsøger at favne de forskellige synspunkter mellem fx land og by.”
Derfor er der på CPH:DOX heller ingen grund til at ’frygte’ politiske udbrud og statements lig dem på IDFA og Berlinalen, for som Mads K. Mikkelsen udtrykker det, så er man som vedkommende filmfestival nødt til at have respekt for sit publikum:
”Jeg synes helt grundlæggende, at man skal huske at have tillid til publikums egen solide dømmekraft, demokratiske pli og deres evne til at skabe deres egne kritiske holdninger. Festivalen skaber et rum, hvor man deltager sammen, hvor der er plads til debat, samtale og til at blive udfordret. Hvis man er bange for sit publikum eller ikke har tillid til, at de kan danne sig en kritisk holdning, så programlægger man altså ikke en særligt spændende festival. Vi skal ikke gå ind til festivalen med nervøsitet eller bekymring, men insistere på at have tillid til, at det store fællesskab – der hvor folk er flest – er kommet for at blive klogere.”
Dialog er ikke en råbekonkurrence mellem yderfløjene
Og netop publikums lyst til at blive klogere er ifølge Niklas Engstrøm en af grundstenene i festivalen, som kommer til udtryk i en knap så polariseret kuratering af debatterne end andre mere journalistiske medier:
”Vi er en platform, der gerne vil skabe et rum, hvor man kan ytre sig frit. Og den måde, vi kuraterer på, er anderledes end nyhedsmedierne. Derfor er der ikke alle mulige stemmer fra yderkanten af de forskellige fløje, der står og råber ad hinanden. CPH:DOX er sat i verden for at gøre folk klogere. Og det gør man ikke nødvendigvis med en ekstremt polariseret debat. Hvis vi stiller Rasmus Paludan op i et panel, så får vi bare mudderkastning, som ingen bliver klogere af.”
'I Shall Note Hate' (Tal Barda, 2014) vises på årets CPH:DOX i temaet 'Conflicted' og er desuden nomineret til festivalens HUMAN:RIGHTS AWARD.
Den gode, fremadskuende debat består netop tværtimod af mere dialogsøgende stemmer, mener Engstrøm:
”Vi prøver med vores debatter at lade nogle mennesker komme til orde, der krydser grænserne lidt. Det er ikke Hamas og Netanyahu, der bliver sat overfor hinanden, men derimod nogle stemmer, som faktisk vil dialogen. I filmen ’I Shall Not Hate’ bliver den palæstinensiske læge Izzeldin Abuelaishs tre døtre dræbt i et israelsk angreb på Gaza. Men han taler stadigvæk for freden. Sådan en stemme er interessant, fordi han gør noget andet end kun at kanalisere den helt naturlige vrede, der dominerer billedet lige nu. ’No Other Land’ er også væsentlig, fordi den er skabt i et samarbejde mellem israelske og palæstinensiske filmskabere. I filmen står to mennesker, der repræsenterer de to sider af konflikten, og siger: Vi vil freden og ligestillingen. Og det er virkelig vigtigt at lade den slags stemmer komme til orde”.
Mikkelsen stemmer i:
”I alle konflikter er der nogle fløje, der har særligt stærke holdninger. Men der er også et stort felt inde i midten, der interesserer sig for verdens brændpunkter uden at tage aktivistisk del i dem. CPH:DOX er en festival for alle.”
At forholde sig til verden
Med tiltag som CPH:FORUM, CPH:CONFERENCE og CPH:LAB er festivalen – sideløbende med dens kunstneriske og internationalt orienterede programprofil – blevet en væsentlig destination for filmbranchen, og hvert år tager flere tusind filmprofessionelle i marts turen til København. Ifølge Engstrøm fortsætter denne tendens også i år:
”De meldinger, vi får lige nu fra internationale distributører, er, at de vil til CPH:DOX. København er blevet en essentiel destination for dem, bl.a. fordi rigtig mange af de film, vi har verdenspremiere på, virkelig kan noget ude på det internationale filmarked. Vi vil først og fremmest gerne beskæftige os med film, der virkelig brænder igennem og forholder sig til verden udenfor. Og det er vi heldigvis ikke ene om.”
Festivalens status som samlende brancheevent har ifølge Mads K. Mikkelsen også sat sit præg på festivalprogrammet, hvor antallet af verdenspremierer fx er højere end nogensinde før. Noget der i programchefens optik sender et tydeligt (og respektindgydende) signal til den internationale filmbranche:
”CPH:DOX er både en stor kulturbegivenhed og en stor branchebegivenhed. De fleste festivaler har enten det ene eller det andet. Og de to begivenheder supplerer hinanden. Det betyder blandt andet, at vi kan få nogle større film, fordi branchen er her. De seneste to år har vores hovedkonkurrence udelukkende bestået af verdenspremierer. Det har IDFA for eksempel ikke. Det er ikke et must for os, men nu er vi kommet til et sted, hvor vi faktisk kan have verdenspremiere på store, gode og kunstnerisk stærke film med international relevans, der kommer ud i verden efterfølgende. Det er et klart signal til verden om, at CPH:DOX lægger et program, der er verdensklasse.”
Markante ord fra en markant festival, der igennem dens nu 21-årige levetid, ligesom de film, den gerne vil programlægge, har et ønske om at brænde igennem og forholde sig til verden.