Jagtsæson er årets største danske filmpremiere

BIOTAL. Tilde Harkamps komedie ’Jagtsæson’ med Mille Dinesen, Lærke Winther og Stephania Potalivo i hovedrollerne har i den grad trukket et stort publikum i biografen siden premieren 3. oktober 2019.

Med få dage tilbage af året har 473.000 danskere set filmen i biografen. ’Jagtsæson’ er dermed den bedst sælgende filmoplevelse ud af de danske film, der har haft premiere i 2019.

Kontakt

Sanne Juncker Pedersen
Redaktør for Publikumsudvikling
Tlf. +45 2244 0037
sannep@dfi.dk

Martin Kofoed Hansen
Analysekonsulent
Tlf. +45 2630 4008
martinkh@dfi.dk

Historien om de tre veninder, der går til tåkrummende yderligheder i jagten på venskab, lykke og mænd, er bredt appellerende i både alder og geografi. Filminstituttets løbende målinger af publikumsprofiler viser, at filmen især har fat i det underholdningsdrevne unge publikum, hvorfor en fjerdel af billetterne er solgt til publikum i alderen 15-24 år, svarende til knap 115.000 billetter.

Komedier ses i biografen tit i større grupper i modsætning til fx dramaer, hvor man oftest er to afsted sammen, og ’Jagtsæson’ er ingen undtagelse. Faktisk er denne tendens mere markant end normalt for komedier; hele 44 % af publikum var tre eller flere i biografen sammen, da de så filmen.

Kvindeligt publikum og instruktør

Filmens solide indspilning i biografen betyder, at Tilde Harkamp med 473.000 billetter er den mest sælgende kvindelige instruktør siden 2012. Harkamp er de seneste 15 år kun overgået af Susanne Bier og Anne Grethe Bjarup Riis.

Manuskriptet til filmen er skrevet af Claudia Boderke og Lars Merring og sammen med instruktøren har de skabt en fortælling, som appellerer i særlig høj grad til det kvindelige publikum. Hele 72 % af publikum er kvinder, og de har overvejende set filmen sammen med deres venner/veninder. 36 % har set den med ægtefælle eller kæreste.

Publikum kan lide, hvad de oplever

Et billetsalg på 473.000 billetter forudsætter, at publikum taler godt om filmen og anbefaler den til andre, når de har set den. Sådan spredes budskabet om filmen. Indsigter fra Profilbasen viser, at publikum til ’Jagtsæson’ i høj grad anbefaler filmen videre, ligesom de vurderer filmen markant højere end gennemsnittet for komedier og lidt højere end gennemsnittet for danske og udenlandske film generelt. Publikums vurdering af selve filmen og graden af anbefaling, hænger også sammen med, at publikum i Filminstituttets undersøgelser tilkendegiver, at filmen i meget høj grad indfrier deres forventninger.

Fakta

’Jagtsæson' er Tilde Harkamps anden spillefilm. Hun har tidligere instrueret 'Iqbal og den hemmelige opskrift' samt tv-serier som 'Friheden', 'Den anden verden' og 'Lærkevej'.

Tomas Radoor og Laura Frederikke Kragholm har produceret for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstituts Markedsordning og FilmFyn.

For yderligere data på Jagtsæsonspublikum henvises til Jagtsæson Publikumsprofil

Filminstituttet indsamler løbende data og indsigter om publikum til de danske film i biografen.

Filminstituttet har dermed skabt en omfattende database og et analytisk værktøj, hvor markedet og publikum monitoreres, så producenter, distributører og Filminstituttet kontinuerligt holdes opdaterede på, hvordan publikumssammensætningen til de danske film ser ud, og hvordan publikum vurderer filmene.

I publikumsprofilen på de enkelte titler finder du grundlæggende demografiske oplysninger om filmens publikum, f.eks. køn og aldersfordeling, samt den geografiske fordeling af publikum.

Hent publikumsprofil