Janus Metz har fortrinsvis instrueret dokumentarfilm – mest kendt er Cannes-vinderen "Armadillo" – men bryder nu igennem på den internationale tv-fiktionsscene med noget af et brag. Han har nemlig instrueret et afsnit af anden sæson af sidste års mest hypede serie, "True Detective" på HBO. FILMupdate har talt med instruktøren.
Hvordan fik du jobbet med at instruere "True Detective"?
"Jeg var ansat til at instruere spillefilmen "Galveston", skrevet af Nic Pizzolatto, der er skaber af og showrunner på 'True Detective'. Jeg mødte Nic gennem det samarbejde, og han spurgte, om jeg havde lyst til at komme over og instruere et afsnit af 'True Detective'. Det kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til.
Jeg fik tilsendt manuskriptet til 'Galveston' gennem min amerikanske agent. Jeg forelskede mig i det med det samme og fik et møde med filmens producere, som besluttede sig for at gå videre med mig. På det tidspunkt kendte jeg ikke Nic – det var før premieren på første sæson af 'True Detective'. Det var historien og tonen i manuskriptet, der interesserede mig – ikke hypen omkring Nic Pizzolatto."
Hvordan var det at instruere episoden?
"Det var en sindssygt spændende opgave og en stor ære at få lov at være med på en serie, som jeg beundrer og finder virkelig inspirerende. Det var et fantastisk cast og hold bag kameraet, og det var en fornøjelse at arbejde sammen med alle de ekstremt talentfulde mennesker på serien. Ikke mindst de bærende skuespillere Colin Farrell, Vince Vaughn, Rachel McAdams, Taylor Kitsch og Kelly Reilly."
Vince Vaughn er mest kendt for komedier. Var det en udfordring at instruere ham i en dramaserie – også i forhold til folks forventninger?
"Jo, men jeg synes, han har en dobbelthed. Da jeg fik at vide, at Vince Vaughn var castet til rollen som gangsterboss i 'True Detective', syntes jeg, at det var utrolig godt set. Det var utroligt spændende at se ham udfolde nye facetter af sit skuespil."
Hvor fastlåst var din rolle som instruktør? Det må have været meget anderledes i forhold til, hvordan du er vant til at arbejde i Danmark?
"Når man kommer ind som instruktør på afsnit tre, går man ind i et eksisterende koncept. Nics manuskript er styrende, men der ligger også visuelle retningslinjer. Så opererer man inden for de rammer med at skabe et udtryk, som passer til projektet og sætte det i scene, så det er stærkest muligt. Og selvfølgelig på en måde, der ikke sprænger stilen i forhold til de øvrige afsnit – der skal være en rød tråd. På den måde er man facilitator i en proces, men man bliver stadig dybt involveret i at udvikle og arbejde med hver enkelt scene.
Desuden er 'True Detective' en serie, som jeg er virkelig betaget af og stor fan af, så det var ikke noget problem for mig at underlægge mig det eksisterende koncept. Jeg var allerede bjergtaget af det."
Hvad er det, serien kan?
"Jeg synes, det er ét af de stærkeste karakterdrevne dramaer skabt til tv i meget lang tid. Nic skriver en unik dialog, med en meget stærk stedsforståelse og visuel sans. Der er en dybdegående undersøgelse af noget meget menneskeligt, de mørke sider af sindet, som vi alle i højere eller mindre grad kan genkende i os selv. Det er en transcendent, universel og gennemgribende fortælling om, hvad det vil sige at være menneske."
Anden sæson af "True Detective" får premiere på HBO til sommer.