Klimaforandringerne er lige så meget et kulturelt problem som et fysisk faktum

CPH:DOX. Vi kan ikke forestille os, at vores verden skal undergå en markant forandring, før vi står i vand til knæene. Det er her, kunsten og kulturen har en kæmpe rolle at spille. Sådan lød det fra festivaldirektør Tine Fischer, da hun den 21. april åbnede årets CPH:DOX og introducerede åbningsfilmen, Phie Ambos klimapolitiske dokumentar '70/30'. Se hele talen her.

Fra et tomt operahus i København introducerede CPH:DOX’ direktør og stifter Tine Fischer i onsdags årets festival med afsæt i åbningsfilmen, Phie Ambos '70/30', som skildrer tilblivelsen af den danske klimalov og unge aktivisters kamp for en grøn fremtid.

CPH:DOX 2021

CPH:DOX løber af stablen fra 21. april til 12. maj i et hybridformat. Fra 21. april til 5. maj kan du opleve samtlige 177 film på doxonline.dk. Fra 6.-12. maj bliver et udvalg af programmet vist i de københavnske biografer.

Se hele talen nederst, hvor Tine Fischer argumenterer for, at kunsten og de humanistiske videnskaber har en afgørende rolle at spille i kampen mod klimaforandringerne, ikke mindst fordi forandringerne foregår i store og komplekse skalaer og med et langt tidsperspektiv: 

"Vi er udfordrede af det, der omtales som 'the problem of the horizon': Det er langt væk i tid, og det er abstrakt. […] Hvis jeg kigger ud af vinduerne her, så ligner det ikke en verden, der er udfordret – og dét er en mental øvelse af de allersværeste."

Virkeligheden er jo, at vi ikke kun er økonomisk eller logisk tænkende. Langt fra. Der er ting her i livet, vi vil gå i døden for.

- Tine Fischer

Man kan tale om, at klimakrisen er ramt af mangel på forestillingsevne:

"Vi kan ikke forestille os, hvordan det bliver, hvad vi kan gøre og hvilken rolle, vi selv skal spille. Vi kan ikke forestille os, at vores verden skal undergå en markant forandring, før vi står i vand til knæene. Og det er her, kunsten, filosofien og de øvrige humanistiske videnskaber har en kæmpe rolle at spille. Det er lige præcis dét rum, kunsten beskæftiger sig med."

Derfor er klimaforandringerne lige så meget et menneskeligt og kulturelt problem, som det er et fysisk faktum – og ud over naturvidenskabelige og økonomiske modeller kalder krisen på kulturel og kunstnerisk refleksion, mener Tine Fischer. Ikke mindst, hvis vi som borgere også skal forventes at ændre adfærd:

"Hvis vi skal løse en klimakrise ved kun at tale til mig som et logisk og økonomisk tænkende menneske, så er mit bedste bud, at vi ikke kommer i mål. Vi risikerer, at jeg svarer nej til at betale 2 kr. mere for en liter mælk. Vi risikerer gule veste på vejene, fordi afgifterne rammer skævt [...] Virkeligheden er jo, at vi ikke kun er økonomisk eller logisk tænkende. Langt fra. Der er ting her i livet, vi vil gå i døden for."

Se hele talen