Kortfilmen Silent Nights på Oscar-shortlist

OSCAR 2017. Aske Bang og M&M Productions "Silent Nights" blev i går aftes præsenteret som en af de 10 kortfilm, der er på årets shortlist til en Oscar-nominering.

Det kommer næppe bag på nogen, at det danske produktionsselskab M&M Productions endnu en gang har erobret en plads på shortlisten til en Oscar i kategorien live action short films. Det er såmænd 13. gang, det lykkes for M&M at få en kortfilm med på listen.

For instruktør Aske Bang, der afsluttede sin uddannelse fra Den Danske Filmskoles instruktørlinje i 2015, er det dog første gang.

"Silent Nights" er historien om Inger, der arbejder frivilligt på et herberg og forelsker sig i den illegale immigrant Kwame. De lever begge et hårdt liv, men finder trøst hos hinanden. Kwame fortæller dog ikke, at han har familie og børn i Ghana. Da hans datter bliver syg, tvinges han til at stjæle penge fra herberget for at kunne betale hospitalsregningen.  Inger tror på hans løgne om tyveriet og forbarmer sig. De er lykkelige for en tid, indtil den dag Kwames mobiltelefon røber alt om hans hemmelige liv i Ghana.

På rollelisten er Malene Beltoft, som instruktøren har brugt i flere af sine film, og debuterende Prince Yaw Appiah samt Vibeke Hastrup og Ali Kazim.

Silent-Nigths_Rolf-Konow2_4
Kwame og Inger i "Silent Nights".

Aske Bang har i flere år lavet kortfilm bl.a. på Filmværkstedet i København, inden han begyndte sin uddannelse på Filmskolen i 2011. Han har også selv optrådt på lærredet, senest i en større rolle i Rasmus Heisterbergs spillefilm  "I blodet", der havde dansk premiere i september.

"Jeg er meget stolt og beæret over at være blevet shortlistet til en Oscar. Holdet og jeg har arbejdet hårdt og ambitiøst med filmen det sidste år, og det glæder mig, at det resulterer i så fin en ære," siger instruktøren, der har skrevet manuskript sammen med Ib Kastrup.

Filmen er fotograferet af Sebastian Danneborn, der ligesom de to tonemestre Sigrid Dagny Palm Ålbæk Jensen og Hans Christian Arnt Torp, er fra samme afgangshold på Filmskolen som Aske Bang.

M&M Productions ved Kim Magnusson og Tivi Magnusson har tidligere modtaget 7 nomineringer og vundet en Oscar 4 gange med "Valgaften", "Der er en yndig mand", "De nye lejere", og "Helium".

"Det er fantastisk, at vi igen er blevet shortlistet. Jeg har hele tiden troet på Askes talent, og dette beviser at vores plan om at fostre nye talenter har givet afkast," siger Kim Magnusson, der har produceret.

I december skal et større udvalg af Akademiets medlemmer se de ti shortlistede kortfilm og finde frem til, hvilke film der skal nomineres.

Nomineringerne annonceres den 24. januar, og Oscar-festen finder sted søndag den 26. februar.