Levring-western optages i Sydafrika

FILMSTØTTE. Kristian Levring har netop indledt optagelser i det nordlige Sydafrika til Zentropas stort anlagte western "The Salvation" med Mads Mikkelsen i hovedrollen. Filmen har modtaget produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

Kristian Levrings kommende spillefilm "The Salvation" er en hyldest til den klassiske western med inspiration fra de nordiske sagaer. Det er en episk fortælling om knuste drømme, forlist kærlighed og hævn.

Filmen udspiller sig i 1870'erne i hjertet af USA blandt nybyggere og lovløse. Den danske emigrant John har ventet i årevis på at få sin kone og søn til USA. Da det endelig sker, bliver de kort efter deres ankomst udsat for en forfærdelig forbrydelse. I sorg og afmagt slår John gerningsmanden ihjel. En hævn der slipper brutale kræfter løs. Gerningsmandens bror er den nådesløse oberst Delarue, som terroriserer byen Black Creek og ingen midler skyr for at hævne sin bror. Forrådt og udstødt af lokalsamfundet må John forvandle sig fra fredelig nybygger til en frygtløs kriger for at frelse byen og finde fred.

Mads Mikkelsen har hovedrollen som den danske emigrant John. Han spiller i filmen over for franske Eva Green ligesom i "Casino Royale", og Mikael Persbrandt har rollen som Mads Mikkelsens danske bror, Peter. Desuden medvirker amerikanske Jeffrey Dean Morgan, walisiske Jonathyn Pryce, den franske fodboldspiller Eric Cantona, amerikanske Michael Raymond-James og Nanna Fabricius Øland (Oh Land).

Kristian Levring har skrevet manuskript i samarbejde med Anders Thomas Jensen. Jens Schlosser er cheffotograf, og Pernille Bech Christensen klipper. Sisse Graum Jørgensen producerer for Zentropa i koproduktion med Spier Films (Sydafrika) og Forward Films (England) med produktionsstøtte på 9,0 mio. kr fra Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Kim Leona. Desuden er filmen støttet af DR, Nordisk Film & TV Fond samt The MEDIA Programme of the European Union. Nordisk Film Biograf Distribution distribuerer i Danmark, og TrustNordisk står for internationalt salg. Filmens budget er på ca. 80 mio. kroner.

"The Salvation" er en engelsksproget film, men der tales også dansk. Filmen optages on location i Sydafrika over otte uger fra starten af april, og der er dansk biografpremiere i oktober 2014.