Lone Scherfig bag fiktionsserie til TV 2

PUBLIC SERVICE PULJEN. Lone Scherfig vender efter flere internationale produktioner tilbage med den danske fiktionsserie ’Ellas vagt’, der har Sofie Gråbøl i titelrollen. Serien går i optagelse i denne måned og ventes at få premiere i 2022 på TV 2 PLAY og TV 2.

’Ellas vagt’ bliver en samtidsfortælling om livet på et moderne, dansk supersygehus, som er en verden og institution, vi alle kommer i kontakt med på et eller andet tidspunkt i vores liv.

Serien følger en gruppe ansatte, blandt andre hovedkarakteren Ella, der er ledende jordemoder. Sammen med sine nærmeste kolleger møder og hjælper hun hver dag fødende og deres pårørende. Alle, der kommer igennem afdelingen, gennemlever afgørende øjeblikke i deres liv og går forandrede derfra.

Om serien siger Lone Scherfig:

”Min ambition er, at serien føles kvalitetsbetonet og bevægende og kan bidrage til fortællingen om vores samfund både politisk og menneskeligt. Vi befinder os på fødeafdelingen på et helt nyt supersygehus, en pulserende evighedsmaskine – et tilsyneladende kaos, der skaber liv og spejler nutidens Danmark.”

Lone Scherfig er seriens skaber og hovedforfatter, Søren Balle er konceptuerende instruktør, mens Ole Christian Madsen er gæsteinstruktør på afsnit 4 til 6. Lone Scherfig instruerer selv afsnit 7 og 8. Malene Blenkov producerer for Creative Alliance med en samlet støtte fra Public Service Puljen på 10,2 mio. kr.

’Ellas vagt’ er også støttet af Nordisk Film & TV Fond og er solgt til TV 2 Norge, TV4 Sverige og C More samt YLE Finland.

Public Service Puljen

Public Service Puljen støtter tv-indhold, der i et væsentligt omfang lever op til de fastsatte public service-målsætninger for ordningen – originalitet, betydning og kvalitet.

Puljen yder støtte til udvikling og produktion af danske fiktionsserier og dokumentarer samt programmer til børn og unge inden for alle genrer.