12-årige Madison er en pige, men hun har altid spillet på drengenes basketballhold og foretrukket joggingbukser, T-shirts og shorts fremfor kjoler, toppe og nederdele. Hun insisterer på at være sig selv – også selvom det kan gøre det svært at passe ind i de almindelige opfattelser af køn.
”Køn er en af de helt store identitetsmarkører, også når man er præ-teen og optaget af at finde ud af, hvem man er. Men hvad nu hvis man ikke helt passer ind i de 'normale' kasser'? Det var det spørgsmål, jeg gerne ville undersøge," siger instruktør Ulla Søe, der er aktuel med den korte dokumentarfilm 'Madison midt imellem', som har premiere på DR Ultra den 13. april.
Filmen viser mange af de små hverdagsscenarier, hvor køn på den ene eller anden måde spiller en afgørende rolle – og hvordan personer, der ikke lever efter de kulturelle normer for deres køn, hurtigt kan blive fanget i samfundets traditionelle opfattelser.
"Der er mange stereotype forestillinger om, hvordan drenge er, og hvordan piger er. Piger har orden i pennalhuset, og drenge er vilde og larmer. Madison udfordrer disse forestillinger. Jeg tror, at det er sundt og vigtigt at blive mindet om, hvordan køn og kønskategoriseringer fylder i måden, vi lever på, og hvad det betyder for vores identitetsdannelse. I en kønnet kultur kan det være vanskeligt, hvis man falder uden for normerne," siger instruktøren.
Ulla Søes håb er, at filmen kan medvirke til en øget opmærksomhed på de personer, der ikke passer ind i samfundets kategoriseringer, så vi i fællesskab kan sikre en større rummelighed.
"For mig handler filmen og Madisons historie på ingen måde om at plædere for at negligere eller ophæve kønsforskelle, men om, at der skal være plads til dem, der ikke umiddelbart passer ind i det normative system, og om, at vi alle skal have plads til at være os selv."
"Jeg håber, at alle, der ser filmen, tænker, at vi alle er mennesker med hver vores kvaliteter, før vi er køn eller andre overordnede kategoriseringer."