Mads Mikkelsen og dansk debutfilm nomineret til European Film Awards

NOMINERINGER. Debutspillefilmen ‘Sauna’ af Mathias Broe er nomineret til European Discovery FIPRESCI Award, mens Mads Mikkelsen er nomineret til European Actor for sin rolle i ’Den sidste viking’. European Film Awards finder sted den 18. januar.

’Sauna’ fik verdenspremiere på Sundance Film Festival tidligere i år og konkurrerede efterfølgende om prisen som bedste nordiske film på Göteborg Film Festival. Nu er filmen udtaget til den prestigefulde europæiske prisuddeling.

Manuskriptet er skrevet af Mathias Broe i samarbejde med William Lippert, baseret på Mads Ananda Lodahls roman af samme navn. De to hovedroller spilles af Magnus Juhl Andersen og Nina Rask.

Mads-August Grarup Hertz har produceret for Nordisk Film med støtte fra Filminstituttets talentudviklingsordning New Danish Screen og blandt andre DR. ’Sauna’ havde dansk premiere 24. april i år.

European Discovery FIPRESCI Award uddeles i samarbejde mellem European Film Academy og FIPRESCI, den internationale sammenslutning af filmkritikere, og den gives til en debuterende instruktør.

Se vores interview med Mathias Broe om 'Sauna'

    Mads Mikkelsen nomineret til European Actor

    Mads Mikkelsen er nomineret for rollen som Manfred i Anders Thomas Jensens ’Den sidste viking’. Her portrætterer han en mand, der er ramt af psykisk sygdom, hvilket gør, at han ikke længere er klar over, hvor pengene fra et røveri, som blev begået af hans bror – spillet af Nikolaj Lie Kaas – er gemt.

    Sisse Graum Jørgensen og Sidsel Hybschmann har produceret for Zentropa med støtte fra Filminstituttet og blandt andet FilmFyn, Eurimages, Nordisk Film & TV Fond, Svenska Filminstitutet og TV 2. 

    ’Den sidste viking’ var udtaget til både Venedig og Toronto og fik dansk biografpremiere 9. oktober. Siden da har den solgt 644.000 billetter i de danske biografsale, hvilket gør den til Anders Thomas Jensens bedst sælgende film og den næstbedst sælgende film i danske biografer i år.

    Dansk koproduktion nomineret

    Den ukrainsk-danske dokumentarfilm 'Songs of Slow Burning Earth', der er instrueret af Olha Zhurba, er nomineret til to kategorier: European Film og European Documentary.

    Filmen handler om Ukraine i de første to år af Ruslands fulde invasion og undersøger, hvordan krigen er blevet en normalitet. Filmen er en audiovisuel dagbog, der væver landskaber, samtaler og lyde sammen, der tilsammen skildrer, hvordan krigen har forandret Ukraines samfund.

    Michael Aaglund har klippet, og Anne Köhncke har koproduceret for Final Cut for Real med støtte fra Det Danske Filminstitut.

    European Film Awards

    European Film Awards uddeles af European Film Academy og hylder de største præstationer inden for europæisk filmkunst. Den 38. European Film Awards bliver uddelt ved en gallaceremoni i Berlin lørdag den 18. januar 2026.

    Ved den 37. European Film Awards i 2024 modtog ’Pigen med nålen’, instrueret af Magnus von Horn, flere nomineringer, herunder to nomineringer for ‘Bedste Kvindelige Hovedrolle’: Trine Dyrholm og Vic Carmen Sonne, samt ‘Bedste Manuskriptforfatter’: Magnus von Horn og Line Langebek. Derudover modtog filmen også EFA-priser for ‘Bedste Produktionsdesign’ ved Jagna Dobesz og ‘Originalmusik’ ved Frederikke Hoffmeier.