Magtspil oplevet i første parket

INTERVIEW. I oktober 2015 blev Lizette Risgaard den første kvindelige formand af LO. I Mette-Ann Schepelern og Louise Detlefsens 'Hjerter Dame', der er aktuel i biografen, følger vi hendes to første år på posten.

I Mette-Ann Schepelern og Louise Detlefsens 'Hjerter Dame' får et filmhold for første gang adgang til magtspillet bag de lukkede døre i LO. Filmen skildrer Lizette Risgaard gennem opture og udfordringer i hendes første to år som formand.

Instruktørerne følger Lizette Risgaard som en "flue-på-væggen" med enkelte interviews og arkivmaterialer, der bruges som henholdsvis refleksion og tilbageblik. Hendes vej til magten belyses nøgternt, men det er ifølge Mette-Ann Schepelern ikke primært en film om LO. Det er mest af alt en film om de omkostninger, det kan kræve at få indflydelse og magt som kvinde. 

"Det er først og fremmest en fortælling båret personligt af Lizette. På et overordnet plan er det for mig en fortælling om, hvordan man som kvinde trænger igennem glasloftet og omkostningerne ved det. Så kan man som publikum selv få lov til at reflektere over, om der har været nogle almengyldige omstændigheder, som mange kvinder, der har ønsket sig indflydelse og magt, kan nikke genkendende til. At man i hele startfasen ikke altid bliver taget alvorligt og ikke er en del af 'gutterne i mandeklubben'. Det er det bærende element," forklarer Mette-Ann Schepelern.

Kvindelig formand med åbenhed som strategi

LO har i sin 120-årige levetid aldrig haft en kvindelige formand, og den gamle mandsdominerede organisation har altid været en lukket organisation. Da Lizette Risgaard i 2015 vandt formandsvalget overbevisende, kæmpede organisationen med en ildevarslende medlemsflugt, men den nye formand ændrede kursen til åbenhed og transparens i håbet om, at dette kunne forny arbejderbevægelsen og genskabe tilliden.

Netop åbenheden har været præmissen for, at 'Hjerter Dame' kunne blive til. Filmen følger Lizette Risgaards hverdag tæt. Vi er med under forhandlinger i forligsinstitutionen, når hun lægger pres på statsministeren, og under sidste års 1. maj, hvor hun af utilfredse arbejdere udråbes som klasseforræder – men også under stunder, hvor der bliver ro til refleksion og bekymring om sønnens teoriprøve. Og det er unikt at få adgang til steder, hvor filmkameraer ellers aldrig bliver lukket ind.

"Der er ikke noget, vi har klippet ud, fordi LO har sagt, vi skulle – for eksempel i forligsinstitutionen. Da Lizettes forhandlere først havde lært os at kende og var trygge ved, at vi var i gang med at lave en dokumentarisk fremstilling og ikke en hårdt vinklet fremstilling, var de trygge ved, at vi var med. Men selvfølgelig er der ting, man ikke kan vise," fortæller Mette-Ann Schepelern.

'Hjerter Dame' er en film om at trænge igennem i et historisk mandsdomineret univers. En sag, som Mette-Ann Schepelern selv har talt til fordel for i forbindelse med debatten om mangfoldighed og ligestilling i filmbranchen. Men ifølge instruktøren er det ikke kun kønsvinklen, der gør filmen interessant.

Læs om Mette-Ann Schepelerns udtalelser om kønskvoter i dansk film.

Interessante magtkampe

"Jeg synes altid, magtkampe er interessante. Det er altid interessant, når viljer mødes og vil noget forskelligt. Jeg synes altid, det er en god historie, og det ville det jo også være, hvis Lizette havde været en mand. Hans fundament ville stadig være interessant, fordi det var resultatet af en heftig magtkamp. Men jeg synes selvfølgelig, det er ekstra interessant, fordi hun er kvinde. Fordi der er få kvinder på topposter," uddyber Mette-Ann Schepelern.

Filmens aktualitet og premieren synes at være godt timet. 'Hjerter Dame' havde premiere 2. maj, dagen efter arbejdernes internationale kampdag. Den kommer samtidig lige i hælene på de langvarige offentlige overenskomstforhandlinger, som mange har fulgt med spænding. I den forbindelse mener Mette-Ann Schepelern, at filmen kan give et indblik i, hvordan reelle politiske forhandlinger foregår.

"Måske kan filmen give en forståelse for, hvorfor man i otte uger kan sidde og forhandle, om nogle skal have betalt frokostpause eller ej. De ting, der bliver fremhævet af pressen, er jo nogle forståelige ting, man nemmere umiddelbart kan være enig eller uenig i. Men der kan være hundredvis af underparagraffer, der diskuteres, og det hører man ikke altid om i medierne. Jeg føler, at vi har forsøgt at fortælle historien uden at dosere, hvad man som publikum skal tænke. Vi har prøvet at lægge en oplevelse ned i det, så man selv kan mærke og opleve, hvad der sker," fortæller instruktøren.

'Hjerter Dame' er skrevet og instrueret af Mette-Ann Schepelern og Louise Detlefsen. Malene Flindt Pedersen har produceret for Hansen & Pedersen Film og Fjernsyn med støtte fra Det Danske Filminstitut ved Filmkonsulent Helle Hansen.