Melancholia i fransk mesterklasse

INTERNATIONALT. Det fås ikke smukkere, skriver Le Figaro om Triers undergangsvision "Melancholia", der er premiereaktuel i Frankrig. Instruktørens famøse faux pas i Cannes har langt fra dæmpet anmeldernes begejstring.

Det var Trier selv og ikke hans film, der stjal billedet ved årets Cannes-festival. Nu, næsten tre måneder efter det fatale pressemøde, er "Melancholia" tilbage i Frankrig, hvor den havde premiere den 10. august. Og blandt de toneangivende dagblade er der enighed om, at Triers film ligger langt fra de provokationer, som udspandt sig hin majdag i Cannes.

"Indimellem føles filmmediet som en kunstart, som er opfundet til folk som Lars von Trier, så der kan eksistere film som denne."

Værdig til Guldpalmen

Le Figaro skriver, at "Melancholia" fremstår som Triers mest afbalancerede film. Et mesterværk, som faktisk havde fortjent at vinde Guldpalmen, mener avisen. "Indimellem føles filmmediet som en kunstart, som netop er opfundet til folk som Lars von Trier, så der kan eksistere film som denne."

Le Monde hæfter sig ved de suggestive billeder i filmens "monumentale" prolog, der leder tankerne hen på maleriet hos surrealisterne og symbolisterne.

"Hvad betyder disse gådefulde billeder? Hvordan skal man forstå det ufattelige, der sker?" spørger avisen – og svarer siden, at filmens kraft netop ligger i, at katastrofen og melankolien i Triers univers er fuld af betydning: ekstrem klarhed, ekstrem vrede, en vej til nye erkendelser.

Også Cahiers du Cinéma peger på Triers skildring af melankoliens natur og placerer filmen i selskab med to sværvægtere på området, nemlig Aristoteles og dennes studier af melankolien og Albrecht Dürers berømte kobberstik "Melancholia I" fra 1514.

Der er altid kvinderne ...

Flere af aviserne peger på, hvordan Trier igen lader kvinderne overtage scenen.

"Når alt er tabt, er der kun kvinderne tilbage. De rejser sig som bautasten på heden. De knejser, forpinte, vaklende," skriver Le Figaro.

Og når Trier knytter Wagners senromantiske musik og det symbolistiske univers sammen med udforskningen af kvindelighedens psykiske grænseområder, er det for at minde os om det irrationelles fortsatte eksistens. "Hos Lars von Trier er kvinderne hekse," slutter Le Monde af.

Nøgent

Libération trækker linjen skarpt tilbage til Trier selv, der med sit alter ego Kirsten Dunst når "nye overlegne højder i sit tableau over menneskelige følelser" ved at skildre, hvordan hun giver efter for den voldsomme smerte, der lurer i hende.

Avisen ser Triers slægtskab med Kubricks "Rumrejsen år 2001" og Tarkovskijs "Solaris" og "Offeret".

"Som dem har 'Melancholia' denne særlige evne til, under dække af at demonstrere sig som en mester ud i det filmiske sprog, at fremvise en glansløs og trøstesløs sandhed. (…) Det forlyder, at Trier ikke kan lide sin film. Men hvem ville også bryde sig om at se sig selv lige så nøgen på et fotografi?" afslutter Libération.

Melancholia_Durer_210
Tags: Melancholia