Melancholia til Toronto

Undergang og hurtige biler er på menuen i Canada, når over 300.000 gæster besøger Toronto International Film Festival.

Lars von Triers "Melancholia" er inviteret til en Special Presentation på Toronto International Film Festival.

Melancholia

I filmen fejrer Justine (Kirsten Dunst) sit bryllup med en storslået fest hos sin søster Claire (Charlotte Gainsbourg) og hendes mand John (Kiefer Sutherland). Alt imens festen går sin skæve gang, er planeten Melancholia på vej direkte mod Jorden…

For sin rolle vandt Kirsten Dunst prisen som bedste kvindelige skuespiller på Cannes-festivalen, hvor "Melancholia" havde verdenspremiere.

Det danske anmelderkorps modtog filmen med fine anmeldelser, og den kan fortsat opleves i danske biografer.

"Melancholia" er produceret af Meta Louise Foldager og Louise Vesth for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Drive

Også Nicolas Winding Refns amerikanskproducerede "Drive" med Ryan Gosling i hovedrollen bliver vist som en Special Presentation i Toronto.

Refn modtog prisen som bedste instruktør for filmen i Cannes, hvor den også havde verdenspremiere. Der er dansk premiere den 15. september.

Toronto International Film Festival

Hvert år besøger 300.000 gæster festivalen, hvilket gør den til Nordamerikas største filmfestival.

Festivalen, der i år løber fra den 8. til 18. september, er vigtig for det internationale salg pga. de mange deltagende amerikanske og asiatiske filmkøbere, der her har mulighed for at se filmene sammen med et rigtigt publikum.

Det vil i de kommende uger blive meldt ud, hvilke film, der deltager i festivalens andre programmer.

Toronto International Film Festival

Tags: Toronto 2011