Michael Noers Før frosten med Jesper Christensen vinder internationale priser

PRISER. Skuespiller Jesper Christensen har nu vundet to internationale priser for sin rolle i Michael Noers 'Før frosten', senest ved den hæderkronede festival i Tokyo, hvor det historiske drama også modtog en særpris. Filmen får dansk biografpremiere 10. januar 2019.

Michael Noers historiske drama 'Før frosten' med Jesper Christensen i hovedrollen høster lige nu hæder på internationale filmfestivaler.

Fredag den 2. november vandt filmen Juryens Særpris ved Tokyo Filmfestival, hvor Jesper Christensen også modtog prisen for bedste mandlige skuespiller. Det skete få uger efter, at Christensen blev hædret med en tilsvarende pris på filmfestivalen i Chicago. 

Ved filmens verdenspremiere på Toronto Filmfestival i september havde anmelderne også blik for den danske skuespillers intense spil. "En tour de force", skrev The Hollywood Reporter, mens Screen International beskrev filmen som et "grumt, men ikke mindre gribende" drama "drevet af Jesper Christensens mesterlige præstation som den aldrende bonde".

'Før frosten' følger bonden Jens, spillet af Christensen, der kæmper for sin families overlevelse under en særligt hård vinter i 1850'ernes Danmark. Da den altafgørende høst slår fejl og frosten nærmer sig, er han tvunget til at udtænke en plan, hvis familien ikke skal gå til i kulden. For at sikre sin unge datter og sine arbejdsdygtige nevøers fremtid, indgår han en udspekuleret handel med egnens rige bonde, som får alvorlige konsekvenser for familien. 

Michael Noer fik sit gennembrud med fængselsdramaet 'R', som han lavede med Tobias Lindholm. Han har i mellemtiden instrueret 'Nordvest' og 'Nøgle hus spejl' og Hollywood-produktionen 'Papillon'.

Filmens manuskript er skrevet i samarbejde mellem Noer og Jesper Fink. Matilda Appelin, René Ezra og Tomas Radoor producerer for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Mikkel Munch-Fals. 

'Før frosten' får dansk biografpremiere den 10. januar 2019.