Nabokrig på Filmstriben

FILMSTRIBEN. Phie Ambos dokumentarkomedie om nabostridigheder "Hjemmefronten", der er i konkurrence på IDFA i denne uge, kan nu ses på Filmstriben. Det samme gælder fem andre dokumentarfilm om alt fra fodboldfans, sædkvalitet, far-søn-forhold og unge nydanskere til kunstens tilblivelse.

Hjemmefronten – Fjenden bag hækken (Se filmen)
Instruktør: Phie Ambo. 40 min. Danmark, 2010.
Omkring 1 million voksne danskere har udkæmpet nabokrige med større eller mindre tab. Og antallet af stridigheder er vokset stødt siden 1950'erne. I "Hjemmefronten – fjenden bag hækken" møder vi Ole og Flemming, der i 40 år har været i hård krig om ligusterhækkens størrelse og tykkelse. 

For instruktøren er nabokrige en slags mikrokosmos, hvori man kan undersøge, hvordan konflikter opstår, optrappes, kulminerer – og måske løses. Til FILM#70, fortæller Phie Ambo, at det samtidigt var vigtigt for hende, at filmen ikke blev for alvorlig: "Det føles alvorligt, når man står midt i det. Men hvis vi lige tager fugleperspektivet på, så er det ikke sindssygt vigtigt med den hæk dér. Derfor handlede det om at finde nogle karakterer, der også kan se sig selv udefra, som kan have et dobbeltblik på situationen og sige: 'Ja ok, i situationen følte jeg, at det var det rigtige, jeg gjorde, meeeen …"

Læs hele interviewet med Phie Ambo.

Se film hjemme

Med Filmstriben kan du se filmene derhjemme via dit bibliotek.

Du kan se over 700 dokumentar-, kort- og animations-film på Filmstriben. Der tilføjes løbende nye film og indkøbte titler som Det Danske Filminstitut har distributionsrettigheder til.

Filmstribens film kan ses, hvis du bor i én af de 79 kommuner, der er tilmeldt Filmstriben, ved at angive din adgangskode og password til dit lokale bibliotek.

Filmen streames i dvd-kvalitet.

Filmene kan kun ses i Danmark, fordi Filmstriben ikke har internationale visningsrettigheder. Bemærk at Filmstriben kun fungerer i Windows med Internet Explorer.

Filmene i "Se film på biblioteket" er kun clearet til visning på biblioteker.

Filmstriben drives af DBC i samarbejde med Det Danske Filminstitut.

Biblioteker med adgang til filmstriben

Fodbold er Gud (Se filmen)
Instruktør: Ole Bendtzen. 53 min. Danmark, 2010.
Pablo er fast gæst i "The Maradonian Church", hvor Guds første søn er udskiftet med en lille boldkunstner. Sportsjournalisten Hérnan har sine følelser bundet helt op på klubbens resultater, hvilket ofte fører til nervesammenbrud, og den 76-årige La Tia (spansk for "Tanten") ser alle spillerne som sin familie. Hun afleverer sine fødselsdagsgaver til dem personligt, og når hun skal væk herfra, vil hun have sin aske spredt bag det ene mål. Tilsammen udgør de tre hovedpersoner et portræt af den argentinske fodboldsjæl.

Læs mere i FILMupdates premiereomtale.

Mand eller mus (Se filmen)
Instruktør: Jan Bacher Dirchsen. 40 min. Danmark, 2010.
Hver femte danske mand har dårlig sædkvalitet. Problemet er voksende, men alligevel er det et tabu, som mange ikke vil tale om. I filmen stiller tre modige mænd sig frem, og sammen med instruktøren fortæller de ærligt og rørende om, hvad det betyder for dem, at de måske aldrig kan blive fædre og bringe slægten videre. På trods af emnets alvor er filmens tone humoristisk og giver et interessant indblik i danske mænds tanker og følelser.

Læs også anmeldelsen på Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløses website.

Fra Haifa til Nørrebro (Se filmen)
Instruktør: Omar Shargawi. 53 min. Danmark, 2009.
Instruktøren Omar Shargawi tegner et portræt af sin far Munir og beskriver sit eget splittede forhold til ham. Munir flygtede allerede som 9-årig fra Palæstina sammen med sin familie. Efter at have levet som politisk aktiv flygtning i flere andre mellemøstlige lande, kom han til Danmark først i 1960'erne. Munir bærer stadig rundt på megen smerte og sorg, og det kan være svært at forstå for hans omgivelser. En universel historie om en søn, der søger at forstå sin far.

Læs også Christian Monggaards interview med Omar Shargawi i FILMupdate.

Limboland (Se filmen)
Instruktør: Jeremy Weller. 65 min. Danmark, 2010.
Otte nydanskere iscenesætter deres egne historier foran kameraet og udvisker skellet mellem deres virkelige liv og det drama, de skaber. Det er en form og tilblivelsesproces, der giver et autentisk og ærligt billede af nogle af de væsentlige udfordringer ved det at være ung i Danmark og have rødder i en anden kultur. Filmen er en del af et større integrations- og uddannelsesprojekt.

Filmen har netop været på turné sammen med nogle af filmens medvirkende til en lang række folkebiblioteker. På www.odensebib.dk/limboland kan du finde informationer om de såkaldte dialogrejser ud i landet og om biblioteksvinklen på projektet.

Læs mere på filmens og projektets hjemmeside: www.limboland.dk.

Olafur Eliasson: Space is process (Se på biblioteket)
Instruktør: Jacob Jørgensen, Henrik Lundø. 77 min. Danmark, 2009.
Et portræt af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson, som er blevet kaldt samtidskunstens superstar. Vi hører Eliasson fortælle om bl.a. forholdet mellem kunstværk og beskuer og følger kunstneren i årene 2004-09 under det krævende arbejde med blandt andet installationen »Waterfalls« og en stor retrospektiv udstilling på Museum of Modern Art i New York.

Tags: