Niels Arden Oplev på optagelse med dramaet Rose

NY FILM. Niels Arden Oplev har taget hul på optagelserne til 'Rose', et nyt stjernebesat drama om to søstre, hvis forhold bliver udfordret på en busrejse fra Nordjylland til Paris. Premieren er planlagt til sensommeren 2021.

Niels Arden Oplev og Nordisk Film er netop nu i gang med optagelserne til dramaet 'Rose', som instruktøren selv har skrevet manuskript til. Filmen optages i Midt- og Østjylland, og filmholdet skal undervejs også en tur til Paris.

'Rose' udspiller sig hen over en uge i efteråret 1997. En turistbus ruller ud fra Aalborg med kurs mod byernes by, Paris. I bussen sidder Inger, hendes søster Ellen og svogeren Vagn sammen med en gruppe glade, forventningsfulde nordjyder, som er uvidende om, hvad den næste uge vil bringe. Blandt de rejsende er også den retskafne viceskoleinspektør Skelbæk og hans familie. Næppe er bussen, anført af tour-guide Ole, nået frem til den jyske motorvej, før Inger delagtiggør resten af selskabet i sin sindslidelse, hvilket lægger en dæmper på alle, ikke mindst på Skelbæk. Ved ankomsten til Paris bliver det klart, at Inger har en skjult dagsorden. 

Sofie Gråbøl og Lene Maria Christensen spiller de to søstre Inger og Ellen, og i øvrigt medvirker Anders W. Berthelsen, Søren Malling, Peter Gantzler, Christiane G. Koch, Karen-Lise Mynster, Luca Ben Coker og Yale Arden.

Niels Arden Oplev har en lang række danske film og tv-serier bag sig, senest 'Ser du månen, Daniel' (2019), 'Kapgang' (2014), 'Mænd der hader kvinder' (2009), 'To verdener' (2008) og 'Drømmen' (2006), sidstnævnte baseret på minder fra hans egen opvækst i Nordjylland. De seneste ti år har Arden Oplev primært arbejdet i udlandet, hvor han har skrevet, instrueret og produceret internationale film og tv-serier.

Thomas Heinesen producerer for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstituts konsulentordning ved Silje Riise Næss, Den Vestdanske Filmpulje, Eurimages og Creative Europe Media Slate.

'Rose' forventes at få premiere i sensommeren 2021.