Ny rapport om børn og unges liv med film, serier og sociale medier

I fiktionsindhold er børn og unge ikke så optaget af 1:1 spejling af deres eget liv eller 100% genkendelighed, men i højere grad miljøer, universer og fortællinger, som giver nyt indblik og perspektiv, sætter følelser og tematikker på spidsen. I rapporten kaldes det hverdags- eller nutidsfortællinger med et "+". Historiske fortællinger eller fortællinger, der peger frem, er de også nysgerrige på, fordi det indhold får de ikke fra deres øvrige medieforbrug.

Sociale medier og især TikTok er en integreret del af børn og unges hverdag begyndende fra 9-årsalderen. Adgangen til ligesindede og virkelige personer med erfaringer og følelser, som de kan genkende og har en direkte og engagerende forbindelse til, gør, at de i højere grad identificerer sig med brugerskabt indhold end professionelt produceret indhold. I fiktionsindhold er de derfor mere interesserede i relaterbare følelser end direkte 1:1 identifikation. Relaterbart og autentisk følelsesliv hos fiktionskarakterer kan bryde den grundlæggende oplevelse af, at fiktion er 'fake' og socialt medieindhold er mere 'ægte'.

Børn og unges referencekatalog er enormt. De ser mange film og serier og er kyndige hurtigdommere i forhold til originalitet. De vil gerne overraskes – men helst inden for velkendte koder og referencerum. Børn og unge er igennem deres massive medieforbrug trænet i at møde ekstreme karakterer og et hav af fortællemæssige "afslutninger" på de meget korte formater, som de ser på sociale medier. Sammenlagt med deres store serieforbrug, hvor det i høj grad er interessen i karaktererne og genren, der driver forbruget, betyder det, at de især hæfter sig ved fiktionskarakterer, der gør noget vildt, radikalt og måske også noget, der bryder med normer.

Børn og unge er udsat for et overload af indhold og afkoder lynhurtigt og indhold er noget for dem, men de glemmer også hurtigt – selvom indhold, som de rent faktisk kunne være interesseret i. De er videre, videre, videre. Det, der kan få dem til at stoppe op (og måske huske), er noget, som de kan mærke. Det er de relaterbare følelser, grin, overraskelser, uhygge, skævt etc. .

Mindre børn søger næsten udelukkende indhold, som kan få dem til at grine, og som de kan få andre til at grine med på. Fra omkring 10-årsalderne åbner de sig mere for indhold, der emotionelt giver dem flere strenge at spille på og som åbner verden en smule mere for dem. Når de når 13-14-årsalderen er presset fra omverden i form af skole, fremtid, samfund for alvor rykket ind i deres hverdag. Når de vælger fiktionsindhold derhjemme, er det i en kontekst af afslapning og afstresning.

Børn og unge ser masser af film – også i biografen. Derhjemme passer formatet bedst til fredag, fællesskab, familie og weekend. Film er noget man mødes om derhjemme i en kontekst af hygge og familietid. Dette gælder også de større børn og hjemmeboede unge. Film ses også i hverdagen, men da der kan være begrænset skærmadgang, ses film også nogle gange i 'bidder'.

Børn og unge oplever, at serieformaterne passer bedre til en travl hverdag med senge- og skærmtider, lektier, fritidsaktiviteter og legeaftaler. Der er nok at se til i et børne- og ungdomsliv. Selvom de til tider ender med at 'binge' en serie og dermed bruge lige så lang tid på en serie, som en film varer – så er fornemmelsen, at et afsnit er mere tilgængeligt og realistisk at nå. Man ved jo ikke, hvornår ens forældre siger stop til skærmen.

For mindre børn er dansk film, som samlet betegnelse, udelukkende forbundet med, at indholdet er på dansk. Dvs. udenlandsk animation kan opleves som dansk, fordi der tales dansk. I takt med at de bliver ældre, og de møder mere live-action indhold, kommer der flere nuancer på oplevelsen af dansk indhold. Men fælles er, at det som oftest opleves som én eller eventuelt to genrer, hvis de virkelig tænker sig om: drama og komedie. Fra en tidlig alder er de bevidste om, at dansk indhold har lavere production value end udenlandsk indhold som fx genrefilm. De oplever også, at dansk indhold mangler genrediversitet på niveau med det, som børn og unge får tilbudt i det globale indholdslandskab. De savner desuden større grad af fascination i det dansk-producerede indhold.

Da de fleste børn og unge bevæger og engagerer sig hjemmevant på sociale medier, er de vant til at komme tæt på skabere af indhold. De føler i højere grad, at de er "med" i oplevelsen, fordi de kan komme til orde, samtale, dele eller like etc. Fiktionsindhold er mere noget, som man betragter udefra. De unge oplever, at de kan komme tættere på filmskaberen ved at se filmen i biografen. Så ser de den, som instruktøren havde tiltænkt. Ønsket om en stærkere forbindelse til dem, der vil dem noget, er tilstede. De ser bag-om-materialer og følger udenlandske skuespillere. De har en generel nysgerrighed på skabelsesprocessen, fordi de selv skaber indhold og fordi de kommer tættere på indholdets betydning.

Når børn og unge får en mobil eller en iPad til rådighed, bruges den i stor stil til leg, imitation af andres leg, challenges og til selv at skabe sjovt indhold, som de kan vise deres venner – eller blot gemme til sig selv, som en form for digital dagbog. I takt med alderen kommer sociale medier ind i billedet, og her betyder det indhold, som de ser, og de personer, som de følger en del for, hvordan de ser sig selv i verdenen og ser andre. Fordi børn og unge selv er indholdsskabere fra en tidlig alder, opleves mødet med levende billeder og videoproduktion i skolen også med en forventning om et højere kompetenceniveau blandt lærerne, end det de oplever i klasselokalerne. De efterspørger medindflydelse på undervisningen og på de film, som de ser – uanset om det er 'vikarfilm' eller film, som de 'skal lære noget af'. Den rigtige film kan være en god samtalestarter. De synes, at det er vigtigst at lære at læse og skrive, men det er også vigtigt at lære at udtrykke sig i levende billeder – og langt tidligere, end man i dag tilbyder dem. De kunne forestille sig at film og produktion var et fag i skolen, og også at film kunne indgå i flere forskellige fag.