Nyt vidensunivers om publikum

INSPIRATION. 'Viden om publikum' stiller inspiration og viden til rådighed for filmbranchen i deres arbejde med at udvikle og lancere spillefilm, dokumentarfilm og serier. Universet præsenterer indsigter om publikum til både danske og udenlandske film og serier samt generel viden om biograf- og streamingmarkedet.

Filmbranchen har de seneste år arbejdet mere fokuseret med publikum, men viden har hidtil ikke været samlet ét sted.

Filminstituttet lancerer nu universet 'Viden om publikum' for at styrke de faglige samtaler om publikum og om filmenes potentialer og positionering, så branchen kan træffe endnu mere oplyste beslutninger.

Det nye univers bygger på indsigten om, at den danske filmbranche har stor interesse i publikum, men ikke altid ved, hvor de kan høste viden, og at de kan være usikre på, hvordan de kan bruge den viden proaktivt. Ikke alle brancheaktører er nødvendigvis til tal og statistik, og der har været efterspørgsel på nemmere adgang til eksisterende viden i nye og anderledes formidlingsformater.

”Vi oplever i disse år et film- og seriemarked præget af enorm konkurrence. En samlet og nem adgang til konkret viden er en vigtig forudsætning for kloge beslutninger og oplyste diskussioner om publikum til de danske film. Filminstituttets vidensunivers er samtidig en vigtig komponent i vores ambition om at understøtte de skabendes bevidsthed om publikum og at inspirere branchen med nye perspektiver, fra udvikling til lancering,” siger Filminstituttets direktør Claus Ladegaard.

'Viden om publikum', der er åbent for alle, er især målrettet filmbranchen, fra de skabende til distributører inden for såvel fiktion som dokumentar.

 


Fem indgange til viden og inspiration om publikum

Det nye univers tilbyder mange indgange til viden om film- og seriepublikummet. Her er dynamiske værktøjer, hvor man kan søge data på tværs af biograf og streaming, og universet formidler indsigt og inspiration gennem videoer, interviews, grafikker, fokusartikler og gallerier:

Fokus
Et nyt formidlingsformat, som kaster lys på et brancherelevant og publikumsrelateret tema fra tre forskellige vinkler. Fokus udkommer otte gange om året. Den første udgave handler om at undersøge og høste indsigter om sit publikum tidligt i processen. 
Læs første Fokus

Weekenden i biografen
En ugentlig klumme, som udfolder weekendens publikumstal i biografen med særligt blik for den danske vinkel og markedets generelle udvikling. Her finder man også en liste med weekendens top-10 i biografen.
Læs Weekenden i biografen

Galleri
En omfattende samling af markedsføringselementer, der giver konkret indblik i, hvordan danske film lanceres. Mængden af skræddersyet indhold er eksploderet som følge af digitaliseringen af markedet, og en dansk film lanceres i gennemsnit med 50 unikke elementer. Branchen har stillet et udpluk af disse til rådighed i galleriet, hvor der kan sorteres på 'drama', 'komedie', 'dokumentar' og 'børn og unge'. Galleriet bliver løbende opdateret med nye film, der har haft biografpremiere.
Udforsk Galleriet

Værktøjer
Søgeværktøjer, hvor man kan gå på opdagelse i demografi og publikumstal. Værktøjet 'Hvem ser?' giver adgang til data om publikums sammensætning på 220 serier og 1200 film, mens 'Hvor mange ser?' deler tal på 220 serier og 9000 film. Værktøjerne giver fx svar på, hvor mange der har set 'Druk' eller 'En fremmed flytter ind' på tværs af platforme, om DR-serien 'Ulven kommer' er en større seermagnet end Netflix' hypede 'The Squid Game', og hvor i Danmark flest har set den danske serie 'Kastanjemanden' på Netflix.
Udforsk værktøjet 'Hvem ser film?'

Inspiration
En samling af analyser, videoer, lister og anden relevant inspiration. Her kan man blandt andet blive klogere på børn og unge som publikum og brugen af de ti største streamingtjenester i Danmark. Samlingen rummer også top-lister med forskellige vinkler på markedet, og i en serie videoer deler antropologer viden om emner fra Filminstituttets kvalitative undersøgelser af publikum. Det er også her, at vi løbende præsenterer indsigter om, hvad dansk film betyder for publikum.
Se eksempler på Publikumsprofiler


Baggrund

'Viden om publikum' er et af tre hovedspor i Filminstituttets indsats 'Publikum tættere på':

I 2019 gennemførte Filminstituttet i samarbejde med konsulentfirmaet Will & Agency en undersøgelse af, hvordan filmbranchen arbejder med publikum fra udvikling til lancering. Målet var at gå i dialog med branchen om, hvilke muligheder, udfordringer og udviklingspotentialer de så i forhold til deres arbejde med publikum.

Resultatet af undersøgelsen, som involverede 40 brancheaktører på tværs af faggrupperne instruktører, manuskriptforfattere, producere og distributører, blev tre strategiske spor under fællesoverskriften 'Publikum tættere på': 

  • PublikumsFokus: En ny støttepulje til innovation, erfaringsopbygning og udvikling af nye metoder for tidlig publikumsresearch. Etableret i 2020.
  • PublikumsWorkshop: En ny mødeform i udviklingsfasen med publikum øverst på dagsordenen.
  • Viden om publikum: Et nyt vidensdelingsunivers, der formidler hidtil utilgængelige indsigter på en platform, hvor publikumsrelaterede vinkler kan dyrkes.

Med lanceringen af vidensuniverset er alle tre spor nu realiseret. I spidsen for 'Publikum tættere på' står Sanne Juncker Pedersen som strategisk leder.

Kontakt

Sanne Juncker Pedersen
Redaktør for Publikumsudvikling
Tlf. +45 2244 0037
sannep@dfi.dk